Er det virkelig sultens slavehær, der har fremtryllet dette palads for fællesskabet? Efter en grundig restaurering står Arbejdermuseet i København frem i en vælde, så man må pudse sine briller. Festsalen funkler og gør opmærksom på sig selv i hvert et hjørne i et hav af farver og former, billeder og figurer, men mylderet af detaljer samler sig i en overordnet stemning af fest.
Den begynder allerede ved indgangen, som ligger inde i gården. Når museet er åbent, er de grønne fyldningsdøre slået op, og for at holde på varmen er der installeret et vindfang af glasdøre med messinglister. Indersiden af dørene er blevet ådret, som det var kutyme tidligere, når en flade af billigt lyst træ skulle fremstå, som var den af ædelt mørkt træ. Sådan kigger man nu lige ind i trappeopgangen og bliver budt velkommen af lys og farver. ’Festsalen’ står der over døren med slyngede bogstaver.
Den Internationale Arbejderbevægelse for Danmark blev stiftet i 1871, og det er i anledning af 150-året for den, at Arbejdermuseets festsal, sidelokaler og hovedtrappe er blevet restaureret med støtte fra en række fonde.
Gode restaureringer beskrives ofte som nænsomme. Men det er slet ikke et dækkende ord for denne. Omhyggelig er den bestemt, men de valg, der er truffet, er ikke gået på at få arbejderbevægelsens tidligere forsamlingshus ført tilbage til en oprindelig form eller en bestemt epoke, men derimod på at fremkalde det festligste og smukkeste af tidernes lag og så samtidig tilføje nye formidlende og tolkende lag, der på ingen måde går stille af.
