At der var noget særligt på spil, stod klart, så snart aftenens orkester havde indtaget den lille scene i Paramount. De var kvinder, så blege, som havde de netop løftet en flise af fortovet og var kravlet op fra den i mørket. De stirrede ud på os og gik i gang uden antydning af et smil eller et eneste ord, bare cool i hver rytme og bevægelse fra start til slut.

»Coco er mit navn/ jeg har mit eget sted/ Min opgang er så snæver, den vrider alt af led«, snerrede sangeren ud i vore forbløffede ansigter som anslag til aftenen.