Annisette vugger og svajer stille frem og tilbage på den yderste plads på den forreste bænk i kirken. Alene, tæt på den store kiste af lyst træ. Hendes fødder i de store vinterstøvler vipper op og ned. I takt til de toner, der strømmer fra familie, venner og kolleger, som i en lang parade af sorg tager deres musikalske afsked med Thomas Koppel. Det samlende midtpunkt i det musikalske familiedynasti Koppel og lederen af rockgruppen Savage Rose, der ville have kunnet fejre sit 40-års jubilæum næste år. Hvis ikke stifteren, Thomas Koppel, var død ved sit klaver i sit og Annisettes hjem i Puerto Rico for to uger siden. En mand man kunne regne med Lørdag blev han bisat i den næsten helt fyldte Christianskirke på Christianshavn. Et stort følge af musikere som Wili Jønsson, Frede 'Fup' Norbrink, Henrik Strube og Niels Skousen deltog. Sammen med alle de almindelige danskere, grønlændere, albanere og folk fra talrige andre folkeslag, som ville sige farvel til og vise den sidste respekt for en mand, de kunne regne med. Fra de øverste balkoner i hver sin side af Christians Kirke blafrer Christianias flag ved siden af fredsvimpler og et stort banner med påskriften 'Budskab fra Græsrødderne'. Hatten på kisten På hver sin side af podiet forrest i kirken står fanebærere med de røde faner. Bag kisten ligger Thomas Koppels røde harmonika. Oven på hans uundværlige hat. Resten er sorg. Musik, politik og sorg. »Meget mod sin vilje har Thomas Koppel sat os stævne i dag«, som præsten fra Christiania, Erik Bock, siger i den stedlige sognepræst Flemming Pless' fravær, da han åbner bisættelsen. Og understreger den sorgmuntre tone, som kommer til at præge resten af seancen, hvis mange musikalske indslag styres af Jesper Klein med noget, der til forveksling minder om lune. »Mange vil i tale og musik udtrykke glæde eller sorg og så alligevel ...«, som han udtrykte det. Kunsten og verden Den første musiker i det, der snarere blev en hyldestkoncert til Thomas Koppel end en bisættelse i traditionel forstand, var Michaela Petri, der påpegede, at »mange lever for deres kunst og glemmer verden. Thomas Koppel levede for både sin musik og den verden, han utrætteligt forsøgte at forbedre«. Dernæst kom Rasmus Lybert fra Grønland - »for det er altid Rasmus Lybert, der repræsenterer de oprindelige folk i Danmark«, som Jesper Klein sagde det. Lybert sang om blomster, »som vi giver som gave, men også når livet er forbi. Og livet er så fantastisk, at vi også skal sige farvel til hinanden«. Blandt de mange andre, der formede bisættelsen om til en koncert uden bifald, var digteren Erik Stinus, guitaristen Christian Sievert, niecen Maria Carmen Koppel, broderen Anders Koppel, nevøen David Kampmann på enkel og smuk bluesguitar, Savage Roses trommeslager, John Ravn, og Anne Marie Helger, der kaldte Thomas Koppel en »samvittighedskunstner med stort S og K«. »I tirsdags blev han hædret med en hel tematirsdag på DR 2. Noget af den opmærksomhed fra den tematirsdag kunne han godt have brugt i levende live. Det ville sikkert have glædet ham. Men sådan går det aldrig. Nu er Thomas ikke farlig længere, så først nu tør man hylde ham ... men han overgiver sig aldrig, og nu, hvor han formelt set ikke er her mere, har han efterladt sig så meget levende«, sagde Anne Marie Helger og mindedes Thomas Koppels planer om at skrive en helaftensopera. »I den tematirsdag fortalte han som ganske ung om den plan. Og tilføjede med et skævt smil om de smukke læber: »Det kommer nok til at tage hele livet at få skrevet den opera«. Ja, det tør siges - det blev en sang for livet«. Sammen med sine døtre, Naja og Billie Koppel, sang Annisette 'Kringsatt av fiender' ved kisten. På en gang skælvende, men også så stærkt, at hele kirken måtte synge med. »Til alle der elsker« Derpå læste en af nevøerne fra den store Koppelfamilie op af Thomas Koppels egne dedikationer til det store klassiske klaverværk, han netop var blevet færdig med, da han døde. »Jeg tilegner denne musik til alle, der elsker«, skrev Thomas Koppel blandt andet i sin dedikation. Flere ord om hans indsats i dansk musik er overflødige. Tilbage ved bisættelsen var kun for Annisette i hvid kjole at sige farvel. »Thomas' styrke« Annisette gør det ved med høj og klar stemme at synge en sang af Savage Rose, 'Flyv min fugl, af sted, af sted'. Hun er alene, foran kisten i kirkens store rum, kun akkompagneret af en kvindes højlydte gråd. Da sangen er færdig, venter hun et par sekunder. Og siger så: »I dag skal vi finde den styrke, som Thomas havde, og bringe ham med os videre i det smukke liv, som vi har, og som vi fortsat skal have. Jeg håber, at vi kan finde styrken og flyve sammen«. På min lille balkon i kirken græder alle stille. Jeg tænker på den psykolog, der engang spurgte mig, om jeg da virkelig slet ikke kunne komme i tanke om et eneste par, som kunne være mine rollemodeller til at vise, at parforholdet er kærlighedens bedste forvalter. Det kunne jeg ikke dengang. Men nu ved jeg godt, hvem jeg skulle have nævnt. Thomas Koppel og »min kvinde af universet«, som han skrev om Annisette i sin musikalske dedikation.