Det er det første interview, jeg nogensinde har gennemført i bar røv og iført en T-shirt med påskriften ’Stop Anders Fogh’. Tro mig. Jeg mindes heller ikke tidligere at have foretaget research, hvor hovedkilden fra start til slut stod med åben gylp og hele sin manddoms glæde lystigt pegende ud i luften. Men jeg kan selvfølgelig huske forkert. Selv i løbet af et langt arbejdsliv er den statistiske sandsynlighed for at havne i den situation selvsagt ikke overvældende. Alene at nå op i promiller kræver, at man bevæger sig ind i Second Life og aflægger besøg på to meget forskellige adresser. Det virtuelt genrejste Ungdomshuset på Jagtvej. Og en butik, hvor man kan købe, hvad ingen i den virtuelle verden er født med. Kønsorganer. Er man oven i købet så heldig at beramme sit besøg til en af de sjældne dage, hvor butikkens indehaver selv står i forretningen og er i humør til at tale, begynder det så småt at ligne en regulær mulighed. Og nu falder det så heldigt, at det nøjagtig er disse to adresser, jeg har tænkt mig at opsøge, da jeg en aften klokken 20.23 logger mig på Second Life og dumper ned på en plet et sted i det umådelige virtuelle landkort. Derfor: Hæng på. De forelskede Efter en lang og bitter kamp er det omsider lykkedes mig at få min Batman-maske af, og selv om min figur vist nok stadig væk dybest set er Batman, har jeg smukkeseret ham så eftertrykkeligt, at end ikke Robin ville genkende stodderen. Eller tøsen skulle jeg måske sige. Har justeret afstanden mellem hans øjne. Ændret deres hældning. Pandens form, kæbens tyngde og næsens krumning. Kroppen har jeg gjort mindre. Næsten lige så lille som min egen. Men der er godt nok langt op til de andres hovedhøjde herinde. Så ind imellem, når jeg trænger, giver jeg ham et lille nyk i vejret. I særlige øjeblikke og fra visse vinkler kan min avatar nu ligefrem udvise en spinkel lighed med mig selv. Som jeg så ud for et kvart århundrede siden. Men for det meste ligner han bare en ung krydsning mellem Tarzan og Kurt Strand. Og det er i den skikkelse, at jeg lader mig dumpe ned i spillet. Og lander på gulvet i en stor sal, hvor klynger af festklædte avatarer rundt omkring står fordybet i dans og snak. En meter foran mig står en sværm af røde hjerter i nogle sekunder og roterer om sig selv. Da den lægger sig, kommer der et par til syne. De står tæt omslyngede og danser, kysser og krammer. Elektra Gervasi hedder kvinden. Neverhada Cleanslate hedder manden. »Jeg elsker dig SÅÅÅÅ højt«, siger Electra. ’Never’ kalder hun sin ’soulmate’, kan jeg læse i hendes profil. »Never, you rock my world«, står der. Elektra er medlem af flere loger i Second Life. Af ’Hopelessly in love’ og ’Adored Clothing’. Men om hendes virkelige liv får vi ikke meget at vide. Som hun skriver: »Første liv? Hvad helvede er det?«. Neverhada er 28 år og bor i Orlando – »home of Mickey«, skriver han i sin profil. »Jeg er ikke ham«, står der. Men nok om ham, åbenbart. Mere får vi ikke at vide. »Har du mødt Electra?«, skriver han bare. »Hun er mit andet liv. Jeg anede ikke, at det kunne ske i Second Life!!!!«. Der er folk, der ligefrem er gift i Second Life. Selv om de har en anden ægtefælle ude i deres første liv. Der er også avatarer, der arbejder som privatdetektiver herinde og skygger andre figurer, hvis partnere – ude i det virkelige liv, eller herinde i det virtuelle lyv – mistænker dem for utroskab. Når den formastelige så skal lige til at plante tandsættet i den forbudne frugt, teleporterer detektiven den forsmåede partner direkte ind på scenen. Exit husfred. Og der er noget at holde øje med herinde. For det er en verden fuld af fristelser, forstår jeg på en ven, jeg selv har lokket hertil, men som tydeligvis er gået til opgaven efter en anderledes stramt prioriteret liste. Læs: Hvis ophold i Second Life hidtil i store træk har begrænset sig til lusketure rundt i diverse horehuse, hvorfra han i en blanding af begejstring og forargelse har berettet, at der findes prostituerede avatarer, som mod betaling dyrker sex med andre figurer. Andre figurer. Ikke med min vens. For det koster jo lidt. Og i øvrigt går de ikke altid afsides, de prostituerede, når de demonstrerer deres kunnen. Hvilket nok også har været medvirkende til, at min vens undersøgelser efterhånden hviler på et ret omfattende empirisk materiale. Adoptiv-avatar Vil gerne snage lidt mere i den underlige virtuelle forelskelse, som Electra og Neverhada har hekset op, men de synes at være dybt optaget derinde i favntaget. I øvrigt er jeg også herinde belastet af en udtalt blufærdighed blandt fremmede, som i sammenligning ville få en snerpet 1700-tals adelsfrøken til at fremstå med en frimodighed som Katja Kean. Selv som tegneseriefigur føler jeg, at det er mig, de ser på, de andre tegneseriefigurer (!). Når de retter deres små pixelerede glugger mod min figur, kan jeg mærke, at deres blikke går durk gennem skærmen, iler afsted i lyslederkablerne og springer mellem kontinenterne for til slut at rette sig mod mit lille porøse jeg, der sidder og trykker sig bag tasterne. Redningen kommer uventet. Pludselig lander en lille kulsort enhjørning mellem de dansende. Lige foran mig. På fabeldyrets ryg sidder et barn i en rød dragt, med lyserøde vinger på ryggen, en sut i munden og en pink glorie svævende over hovedet. Og hele fatamorganaet er omspændt af et roterende flimmer af stjerner og lys. »LilMaggie Althouse«, står der over ham. »Er jeg ikke vidunderlig?«, halvt spørger, halvt konstaterer han ud i lokalet. »Er der nogen, der vil adoptere mig?«. Han er åbenbart en kendt skikkelse heromkring. For en svarer: »Du er allerede vores lille baby. Du ser dejlig ud som altid«. At han i forvejen er bortadopteret til anden side, kan jeg læse i hans profil. »Jeg er en voksen, når jeg er off-line«, står der også. Med en tilføjelse, som man skal være stæreblind for at overse. Eller pædofil: »DENNE AVATAR DELTAGER IKKE I SEKSUELLE AKTIVITETER«. »Hvad er din virkelige alder?«, spørger jeg. »Og hvad er dejligt ved at være barn herinde?«. Der går lidt tid. »Forskellige mennesker har forskellige grunde til hver eneste avatar, de vælger at portrættere sig selv med i denne verden«, kommer det så. Undvigende. »Og din grund?«, bliver jeg ved. »Jeg har altid været barn i Second Life«, siger han. »Jeg beholder min uskyld og arbejder også sammen med Lindens (Selskabet bag Second Life, red.) om børne-avatarer«. Efter et par sekunder drysser endnu en sætning fra den lille eventyrskikkelse. »Jeg er mig, og det her er mig«, siger han. Fire sekunder efter stiger han til vejrs på sin sorte enhjørning. Og er væk. LilMaggie Althouse has left the building. Ungdomshuset To ord skriver jeg i søgefeltet: »Ungdomshuset« og »Jagtvej«. Kort efter dumper jeg ned i et rum omgivet af rå murstensvægge og med lave sofaer, tæpper og runde puder spredt i klynger over plankegulvet. I ørerne står en dyb klagende messen. Musik af en slags. »Ungdomshuset bygget op igen«, lyder overskriften på en stærkt forstørret artikel fra B.T. hængt op på en væg – en artikel om dette hus i Second Life. Måske kan de også lave en plakat ud af denne her artikel og hænge den op. Så kan jeg gå ind og læse den senere. Det kunne da for alvor forøge chancen for, at man endegyldigt fik et sygt forhold til begrebet virkelighed. Der er også et foto af Ungdomshuset, som det så ud. Og af en flok unge, der løber fra politiet. Herinde er der nu ikke nogen at se. Jeg er alene i bygningen. Nå. De er nok ude og ødelægge et eller andet. Den private ejendomsret for eksempel. Og der er nok naivt at håbe, at de også får tid til at kradse lidt i overfladen på deres eget selvretfærdige verdensbillede. I hvert fald ikke så meget, at de får øje på den virkelige verden nedenunder. I ved, den store derude. Fuld af folk med rigtige problemer. Forsøger uden synderlig ynde i resultatet at anbringe min gamle fordomsfulde røv på en pude. Så pludselig er jeg nede. Liggende på ryggen med benene hvilende over kors på en pude. Jeg chiller åbenbart ud. Det er så egentlig ikke særlig rart, så jeg rejser mig igen, og her er det, at jeg får øje på plakaten på væggen med påskriften: ’Click here – get a free t-shirt’. Kort efter står jeg i en hvid kortærmet bluse med et ’Stop Anders Fogh’ på maven og et ’Styrk den internationale solidaritet’ på ryggen. Ved siden af Ungdomshuset ligger TV 2 News. En modernistisk bygning med svungne stålindfattede glasvægge. Men også her ser der ud, som om nogen har smidt en neutronbombe. Ikke en sjæl er at se i den gennemsigtige bygning. Ikke en gæst. End ikke en lille luset journalist. Nå, de er nok ude at flyve i helikopteren hele bundtet. Eller ved at tage afsked med en eller anden ny chef. Det går jo så stærkt i tv-branchen. Det kan selvfølgelig også være, at de bare er skredet ud i det gode vejr alle sammen. Uden at nogen har bemærket forskellen. Det kræver jo ligesom, at man har nogle seere. En ristet uden løg Men nu til rosinen i pølseenden. Om jeg så må sige. Jeg skal have noget i bukserne. Kønsorganer. Har hørt så meget godt om dem, og det er ikke fordi jeg nødvendigvis skal have noget på den dumme herinde. Jeg vil bare gerne have en dum at have noget på, hvis lejlighed skulle byde sig. Og lysten melde sig. Det kender I sikkert godt. Lader mig dumpe ned i en lille udsøgt specialbutik kaldet ’Penis World’ og tager opstilling foran en gevaldig planche med billeder af den mandlige lyst i fri og strunk dressur. Der er modeller med hele tre stave, konstaterer jeg (ikke uden ærefrygt). Og man kan selv styre, hvad der kommer ud af den. Og hvornår. På knapper! Jeg står lidt og slås med geometrien i mit hoved. Forsøger at regne ud, hvordan man får dem alle tre i spil. På samme tid. Men kan simpelt hen ikke få ligningen til at gå op. Så slår det mig, at det måske bare er en enkelt stav – den gode gamle klassiker med ét håndtag og et enkelt skud i kammeret – bare demonstreret i tre forskellige stadier. Man skal passe på, hvad man misforstår i fuld offentlighed. Ind imellem siger ens forestillinger mere om en selv end om den verden, man prøver at begribe. »Mærkeligt sted«, siger jeg til en fyr, der står ved siden af mig. En slank gråhåret skikkelse klædt i sort fra top til tå. »Second Life?«, siger han. »Nej, det her sted«. Deckheard Cleanslate hedder han. Designer, står der i hans profil. Han elsker at bygge ting i Second Life, skriver han. Og »at leve og have det sjovt på min nudist-ø, som er åben for besøgende«. »Skal jeg vælge med omhu, eller er det lige meget?«, spørger jeg med tanke på det pompøse udbud på planchen foran os. »Du skal bare vælge, om du vil have forhud og kønsbehåring«, siger han. »Well, vil jeg have forhud?«, spørger jeg. »Op til dig. Personligt foretrækker jeg forhud«. »Det tror jeg også, at jeg gør. I mit første liv har den fungeret upåklageligt«. »Hvis din avatar har kønsbehåring, skal du tage en med hår«, tilføjer Deckheard Cleanslate. »Det ser mest naturligt ud«. Jeg tænker lidt. »Undskyld, hvis spørgsmålet lyder dumt«, begynder jeg så. »Men hvordan finder jeg ud af, om jeg har kønsbehåring?«. Jeg er nødt til at tage bukserne af, forstår jeg. Og det gør jeg så. Men som så mange gange før uden at blive synderligt klogere af det. For jeg kan ikke se mig selv forfra. »Jeg er ked af at genere dig «, siger jeg og træder helt hen til min hjælper. »Men kan du se, om jeg har kønsbehåring?«. Først da får jeg øje på den imponerende rejsning, han selv har stående ud af gylpen. »Det har du ikke«, siger han. »Du har almindelig nybegynder-hud«. »Hvad laver du selv her?« spørger jeg, mens jeg forsøger at få bukserne på igen, og tilføjer jovialt: »Får en opjustering?«. »Jeg tjekker lageret. Disse butikker er mine«, siger han. »Wow! Har du lavet alt, hvad vi ser her?«. Det har han. Og hele øen omkring os. Det har taget flere måneder. »Hvordan får du tid til det i dit første liv?«, spørger jeg. »Det her er mit første liv nu«. En gratis glæde Jeg spørger, om han lever af det her. Ude i virkeligheden. »Jep!«, siger han. Lige så godt som han levede før? »Meget bedre. Jeg bor i Italien og kan nyde stranden, når jeg vil«. Før var han designkonsulent. Nu arbejder han ganske vist 16 timer om dagen, men spredt over døgnet, og når det passer ham. »Det er meget sjældent, at man kan møde mig i butikken. Normalt er jeg travlt optaget af at skabe ting i baggrunden«, siger han. En kunde kommer hen og spørger, hvad vi kan anbefale. Han leder efter en omskåret, forklarer han. »Denne her vil passe godt «, siger Deckheard Cleanslate. »Du kan farve den med farvesættet, der følger med. Der er et prøverum ovenpå«. Woody V2 er den varmeste vare i butikken. »De er alle sammen de mest naturtro i Second Life«, siger Deckheard Cleanslate, der ikke i invaliderende grad lider af falsk beskedenhed over sine frembringelser. »Men V2éren ser ekstra naturlig ud i slap tilstand. Kvinderne elsker den«. Jeg klikker billedet af V2 op i stort format. Synes egentlig ikke, at den ser særlig naturtro ud. Et par kæmpemæssige kugler og en lille syntetisk diller. Men sådan ser hans måske ud i hans første liv. Og så er den jo naturlig. På en måde. Og der er en klub herinde i Second Life – alene for ejere af en Woody. Deckheard Cleanslate er englænder, fortæller han. Men da jeg spørger til hans alder, bliver det pludselig for personligt. »Visse ting fra mit første liv vil jeg gerne holde for mig selv«, siger han. »Tak for din tid«, siger jeg. »Nu vil jeg gå op i prøverummet og prøve Woody«. »Skal du ikke lige købe den først?«, siger han. Det troede jeg faktisk, at jeg havde gjort. En Woody V2 står i 650 Linden dollars. Cirka 16 kroner. Jeg køber den. Men da jeg vil montere fyren i prøverummet, kan jeg ikke finde den i mit lager. I stedet får jeg øje på en ’free penis’ et sted i dyngerne af gratis ragelse, jeg har skrabet til mig i løbet af mine første dage. Den billige model. Nu igen (suk). Nå. Vel er det ikke nogen vaskeægte Woody. Og vel har den ingen gear og kan derfor kun stå ret, ikke rør. Og af samme grund må jeg nøjes med at bære den, når den skal bruges, og ellers opbevare den i mit lager. Men jeg orker ikke at gå tilbage i butikken og afsløre, nøjagtig hvor stor en idiot jeg faktisk er. Igen. Så jeg monterer den gratis model. Uden på bukserne. Den rejser sig som et fly, der lige er gået på vingerne. Vi skal nok få det sjovt sammen, vi to.