1. Denne sommer genlæser jeg Dostojevskijs ’Brødrene Karamazov’.

Det, der gør størst indtryk på mig denne gang, lagde jeg ikke mærke til de andre gange, nemlig kombinationen af det trivielle og det dybsindige.

Skildringen af den trivielle kærlighedshistorie med brødrenes kærlighed til Grusjenka og det deraf følgende mord på faderen, og så de dybsindige refleksioner over Gud og etikken, er gode hver for sig, men det er blandingen, som er mesterlig. Der hviler noget uskyldigt over hele fortællingen, som om Dostojevskij ikke fattede, at enten er man triviel, eller også er man dybsindig, enten høj eller lav. 2. Jeg arbejde i mere end ti år på Norstedts, et af Sveriges førende litterære forlag.