I resten af marts kan man på Nordjyllands Kunstmuseum – der ellers har travlt med at skifte både navn og chef – opleve en usædvanlig og velbesøgt udstilling:
’Tage Andersen – en flirt med Kirsten Kjær’.
Men kommer man for sent til Aalborg til at se blomsterkunstnerens hyldest til veninden, maleren Kirsten Kjær, behøver man ikke fortvivle.
Året rundt er hendes portrætkunst udstillet i hendes eget museum i Langvad ved Frøstrup i Thy. Uden blomster.
Savner flere filmklip af den bramfri dame
Om den temperamentsfulde Kirsten Kjærs liv (1893-1985) og billeder og om nevøen Harald Fuglsangs museum for hendes kunst handler den rolige, musikalsk og fotografisk meget smukke og velresearchede dokumentarfilm, instruktøren Jørgen Vestergaard nu har udsendt sammen med tre af sine tidligere filmiske kunstnerportrætter.
Kirsten Kjær voksede op på grænsen mellem Thy og Hanherred og boede en stor del af sit modne liv over værtshuset ’Skindbuksen’ i Københavns indre by, når hun da ikke var på rejse til Californien eller Polen, Afrika eller Sameland.
Har man ikke selv mødt den bramfri dame, kan man godt savne flere filmklip med hende selv i levende udfoldelse.
Men til gengæld får man her et fint billede af den indsats, der har gjort hendes museum til et tilløbsstykke med kammerkoncerter, grafik- og skulpturværksteder m.m.
Fik aldrig anerkendelse
I 1930’erne blev hun ven med kollegerne Jens Søndergaard og Niels Bjerre.
Sigurd Swane portrætterede hun, men blev uvenner med hans kone og beklageligvis også med hans bror Leo Swane, direktør for Statens Museum for Kunst med indflydelse også på andre museers indkøb.
Offentlig anerkendelse af portrætterne med den ekspressive farveføring – Asta Nielsen-portrættet i Aalborg p.t. er typisk – opnåede hun aldrig, men holdt fast ved dem som sin hovedindsats.
Da Jens Søndergaard f.eks. var med til at kassere syv af hendes portrætter fra en censureret udstilling, men lod hendes ene landskabsmaleri passere, var det slut med det venskab.
Ekspressive og ængstelige Søndergaard
Om Jens Søndergaard (1895-1957) lavede filminstruktøren i 1995 et særdeles fyldestgørende halvtimes dokumentarportræt med udgangspunkt i det nordjyske landskab – sankthansbålet yderst på skrænten ved Bovbjerg dominerede f.eks. i en menneskealder alle møder i Kulturministeriets store sal.
Menneske og malerkunst karakteriseres smukt af kolleger og venner og antyder nogle modsætninger:
Storslåede landskaber spændt ud mellem næsten naivistisk idyl og vildt ekspressive oplevelser af vejr og vind, men malt af et privat ret ængsteligt menneske, hvis utrættelige professionelle monomani utvivlsomt har været nok så trættende for de nærmeste.
Uforfærdede investeringer
De to sidste portrætfilm om ’Ovartaci – kunstner på psykiatrisk Hospital’ (Ovartaci = Louis Marcussen, 1894-1985) og om ’Cementkrucifikset’, som kostede Hjalleruppræsten Anton Laier sit embede er blevet til med tredive års mellemrum, hhv. 1998 og 1968.
Stærke sager om uforfærdet investering af liv i kunst, uanset omkostningerne.
Og bekræftelser på, at ikke engang det er nogen sikker vej til den største succes, end ikke for en billedkunstner.
fortsæt med at læse
