Har du fået drukket dig fuld nu, Jesper? »Nej, jeg kunne sgu ikke finde noget alligevel«. Du har ellers sagt til min redaktør, at du ville tage dig nogle whiskysjusser, inden jeg ringede. »Jeg har jo læst nogle af de der Djævlens Advokat-interviews, så jeg tænkte, jeg måtte have noget at styrke mig på. Men nu har jeg taget en kop kaffe. Så må vi se, om ikke det går«. Og allerede nu skuffer du mig så. For da jeg hørte det med whiskyen, tænkte jeg et øjeblik: »der er sgu alligevel lidt gang i den mand. Men selvfølgelig...« »Det er jeg da ked af«. Jeg har også lige taget en kop kaffe. Men det er nu mere for at hidse mig selv op. »O.k«. Jeg ved selvfølgelig godt, at dine roller som den flinke, stille og rolige, joviale, vennesæle fyr er meget langt fra dit virkelige jeg. »Flink og jovial, så tænker du vist ikke på min rolle som den pædofile far fra Sønderjylland i ’Kunsten at græde i Kor’«. Nej, jeg tænker på samtlige andre roller, du har haft. »Ja, og de er selvfølgelig et skalkeskjul«. Nu vil jeg jo ikke sige alt, hvad jeg har fundet ud af om dig. Det vil jo ikke se godt ud på tryk. Men man kan vel bare sige, at du ofte har været ret alternativ i din adfærd rent privat, ikke? »Det synes du? Hvad tænker du på«? Skal vi sige, at der er en grund til, at du ikke kommer så meget hjem til Silkeborg længere? »Du tænker på Bjerringbro«? Er det ikke det samme? »Altså: Gudenåen løber gennem søerne ved Silkeborg, og den løber også gennem Bjerringbro. Men ellers ligger de to byer forskellige steder i Jylland«. O.K. »Det går godt, hvad? Hvor skal vi hen?«. Jylland. Så siger vi Jylland. Der er gode grunde til, at du ikke kommer hjem til Jylland så meget. »Efterhånden er det vel tre uger siden, jeg har været i Bjerringbro og besøge min gamle mor«. Desværre er det jo sådan, at det tætteste, du har været på at være fuldstændig dig selv i en rolle, var dengang du spillede ham den kedelige, flegmatiske, apatiske tøffelhelt, der endda boede i Kartoffelrækkerne i tv-serien Julie og Nikolaj. »Det har du fuldstændig ret i. Det blev simpelthen så meget mig selv, at jeg til sidst måtte bede dem om at gøre noget ved den rolle, for jeg kunne simpelthen ikke holde ud at spille ham et halvt år til. Det var så kedeligt hele tiden at sige: »nu henter jeg ungerne«, eller »nu laver jeg kaffe«, eller »henter du ungerne i dag?«. Og »hvad skal vi have til aften?«. Men endelig skrev de så en affære ind i historien«. Og så blev du skilt og så... »Jeg blev vel ikke skilt? Gjorde jeg? Det tror jeg sgu ikke. Næh, men det var vist tæt på«. Var det ikke, hvad der overhovedet skete i den serie, at folk blev skilt eller gift? Eller gift igen? »Ja, lad os sige det, som det er. Det var sådan lidt op og ned ad bakke og lidt der ud af og lidt til venstre og lidt til højre. Det blev en lille smule langt til sidst. Men det var fast arbejde. Det var lidt som at køre i en Ferrari uden at få lov til at gå op i andet gear«. Og sådan har din karriere været hele vejen igennem. »Nej, jeg synes, at da jeg spillede ham faren fra Sønderjylland, da fik den lov til at komme op i omdrejninger. Der fik jeg lov til at bruge det hele: et dumt svin, en psykopat«. Du var i hvert fald god som ham den mentalt udfordrede... »Ja, Rud i ’Mifune’. Det var jo også en fyr, jeg relaterer til på mange måder. Ham holdt jeg meget af«. Altså, bare man siger: »du var god i...«, så ved du, at fortsættelsen vil blive ’Mifunes sidste sang’ eller ’Kunsten at græde i kor’. »Ja, det er de to film, jeg har været god i. Og så ’Nikolaj og Julie’, hvor jeg bare var kedelig og mig selv«. Jeg skal jo egentlig tale med dig om Four Jacks, hvor du sammen med nogle andre ligegyldige mennesker har formået at tage noget af det sidste stykke ubesmittede, nogenlunde uberørte danske, folkelige popkultur og forvandlet det til kulturradikalt fimset snobberi. »Du skulle gå ind og se det med de mennesker, der rent faktisk kommer og ser det. Det er folk, der har været på Damhuskroen i 1959. Skønne mennesker, der sidder og tager hinanden i hånden, synger med og giver hinanden high fives, fordi de til lige netop dét nummer scorede en eller anden – dengang. Der er ikke meget fisefornemhed over det«. Men der er da heller ikke meget om at stå tidligt op om morgenen og få hænderne op af lommen og bestille noget. Som jo faktisk var noget, der var meget populært i 1950’erne. »Vi fortæller jo om dem, at de faktisk både var arbejdende folk og superstjerner. Jeg ved ikke, om det kan godkendes«. Godkendes som hvad? »Ja, godkendes som at opfordre folk til at få hænderne op af lommen«. Hvis man skal tage hænderne op af lommen i jeres forestilling, så er det vel for at klappe af nogle selvsmagende, opmærksomhedsliderlige skuespillerkrukker, der har rippet en svunden, folkelig kultur af for selv at komme i centrum og tjene nogle nemme penge. »Der er jo flere ting i det: Jeg skal jo tjene nogle penge på en eller anden måde. Nogle gange er det ved at spille Norén, andre gange er det ved at lave noget helt andet. Da Stig Rossen ringede og spurgte, om jeg ville være med til at lave Four Jacks, var det lige på et tidspunkt, hvor jeg havde brug for at lave noget med glad musik sammen med nogle gode kolleger. Det er det, jeg gør, og jeg har ikke fortrudt det et sekund«. Og jeg vil så sige, at jeg ikke et øjeblik har fortrudt, at netop du medvirkede i Djævlens Advokat i denne uge. »Godt. Jeg overlevede, så«.