reportage Nu kan du få lydforstyrrelser i S-toget

En ganske almindelig togtur kan blive omdannet til et lyrisk eventyr, hvis man hopper ombord på et S-tog med en såkaldt 'podride' i ørerne.

Bag den særegne titel gemmer sig et nyt projekt, hvor DSB sammen med arkitektur- og byudviklingstænketanken Copenhagen X har produceret fire forskellige podcasts til fire S-togslinier i København.

Lydrejserne kan downloades gratis og afspilles på en mp3-afspiller eller iPod eller høres derhjemme på computeren.

Lydforstyrrelse i hverdagens travlhed Nogle af podrides'ene er forklarende og oplysende, andre syrede og hurtige.

Poetryslammeren Frank Langmacks podride, der handler om S-togslinjen Bx mod Høje Taastrup, er et eksempel på det sidste.

Den begynder ved spor 3 og 4, lige over det, Frank Langmack kalder Hovedbanegårdens hjerte.

Herfra transformeres Hovedbanegården og selve togrejsen til en mission. En organisk bevægelig lydforstyrrelse i hverdagens travlhed.

Ned hvor byens puls kommer fra
Frank Langmack starter med at dirigere lytteren ned allerbagerst på perronen, hvor hele Københavns puls åbenbart udspringer fra.

Han fortæller om frimurere, der øjensynligt ville forhindre togsporene i at sprede sig ud til resten af Danmark. Og han fortæller om, hvordan tognettet forbinder Danmark og udvider storbyens ånd.

Med andre ord omdanner han de lodrette farvede lysstofrør for enden af perronen til et billede på de årer, der tilfører banegårdshallen ovenpå liv og varme.

Hovedbanegården bliver et magisk sted
Bevæbnet med ipod og hørebøffer på ørerne skulle man ikke tro, at Hovedbanegården kunne blive så magisk et sted, som Frank Langmack gør det til.

Specielt når man tænker på, hvor mekanisk togtransporten foregår, og så mekanisk, som Hovedbanegårdens rejsende går ind og ud og op og ned af trapperne hurtigt på vej mod et eller andet.

De har nærmest ikke tid til at se sig tilbage eller se rundt, for Hovedbanegården er kun et midlertidigt sted. Og hvem kunne da også finde det fornøjeligt at skulle hænge ud på Hovedbanegåden, sådan, bare uden videre?

Togrysten under fødderne
Med denne podride i ørerne hænger man ud på de mest obskure og forladte steder af Københavns Hovedbanegård med Frank Langmacks ideer i ørerne.

Men det er ikke helt til at vide, hvor mange af hans udsagn, der er sande, og hvor mange, der bare er tanker, som foregår i et hyperventilerende tempo.

Og i dette mennesketomme hjørne af Hovedbanegårdens underetage opfordrer poetryslammerens behagelige stemme lytteren til at mærke efter i gulvet og væggene, for at være bevidst om bevægelser, rystelser og bygningens impulser.

Opstigning mod linje Bx
Med sanserne tunet op til et maksimum, fortsætter udforskningen af Hovedbanegården ned i gennemgangstunnelen, der forbinder de forskellige perroner, til man har bevæget sig op på spor 11 og 12, hvor man kan begynde sin opstigning til linje Bx mod Høje Taastrup.

Godt ombord på S-toget er der ingen af de medrejsende passagerer, der har en idé om, at de befinder sig på en lyrisk og talt rejse.

Det er kun lytteren af podriden, der sidder med fornemmelsen af at befinde sig på en togtur, der har metakarakter. Ingen andre ved nemlig, at denne togtur er rammen om en audiovisuel rejse, der giver linje Bx en helt anden berettigelse end udelukkende at være et transportmiddel, som forbinder forstaden med hovedstaden og omvendt.

Lukket inde i sin egen lydboble
Det gør oplevelsen til noget helt særligt, fordi lytteren på den ene side er meget bevidst om sin togtur og alle de andre passagerer i toget, men på den anden side er fuldstændig indelukket i sin egen lille lydboble.

Dermed bliver togrejsen til et finurligt miks mellem et socialt og fuldstændigt absurd teater, hvor man er skuespiller på en stor scene.

For eksempel udbryder Frank Langmack på et tidspunkt i ørebøfferne, at: »man kan tænke på sine organer som jurister i et meget fugtigt jakkesæt«, og over for sidder en ung fyr og læser Hunter S. Thompsons syretrippede ’Frygt og lede i Las Vegas’.

Udstigning i Høje Taastrup
Det passer på en eller anden måde godt til denne togturs karakter, hvor forskellige detaljer forbindes inde i lytterens hoved, men ikke i resten af de andre passagerers transportunivers.

Med en afstikker på Danshøj Station fortsætter Frank Langmacks fortælling om linje Bx til Høje Taastrup, hvor den også stopper.

Han forklarer afslutningen af ordstrømmen med, at Høje Taastrup er hovedstadens sidste bastion, før provinsen og det nærmest uendelige danske landskab starter, og derfor også et naturligt endepunkt for fortællingen om S-tog-linien.

Fyldt op med indtryk

Og det er måske meget godt for både lytteren, Frank Langmack og Høje Taastrup selv. For når man når til Høje Taastrup station er både ører og indtryk en smule overfyldte.

Det er helt fint og ganske tilstrækkeligt, hvis man ønsker at bruge denne podride som et enkelt tilskud til sin daglige transport. Men Frank Langmacks poetryslammende podride er måske ekstra god som en lyrisk udflugt på jernbanespor gennem Københavns vestegn.

Og det koster ikke mere, end hvad seks zoner koster at bevæge sig med et S-tog, medmindre man i forvejen tager toget jævnligt frem og tilbage. Gør man det, er denne podride et godt og anderledes bud på, hvad man kan fordrive sin transporttid med.