Danskerne skal stå sammen mod trusler fra terrorister. For truslen om terror kan ikke bekæmpes af myndighederne alene.
Det siger statsminister Lars Løkke Rasmussen (V) på sit ugentlige pressemøde, hvor han langer ud efter auktionshuset Lauritz.com, der nægter at sælge en af Muhammedtegneren Kurt Westergaards tegninger på en velgørende auktion.
»Hvis vi vender ryggen til dem, der i særlig grad har brug for vores beskyttelse, giver vi op«, siger Lars Løkke Rasmussen.
LÆS OGSÅ Kulturminister langer ud efter auktionshus
Siden Kurt Westergaard blev overfaldet, har det stået klart, at han og Danmark er terrormål. Og selv om PET øger efterforskningen og beskyttelsen, kan myndighederne ikke gøre arbejdet alene, understreger statsministeren.
»Danskerne putter sig«
»Vi gør, hvad der er muligt - og er parat til at gøre mere - for at sikre os mod den trussel. Men det er ikke en trussel, vi kan bevilge os ud af. Den er kommet for at blive«, siger Lars Løkke.
»Så vi må passe på, at vi ikke kommer til at leve vores liv i angstens skygge. Jeg vil ikke diktere, hvilke auktionshuse, der sælger hvilke kunstværker, men jeg vil meget advare mod den selvcensur og stigmatisering, vi har set eksempler på«, siger statsministeren, der opfordrer danskerne til at ranke ryggen og gå imod truslen, frem for at bukke under og blive bange.
Frisør vil ikke længere klippe Kurt med tegningen»Vi ser, at vi som samfund går og putter os. Og hvis vi går og putter os, bliver der ved med at komme trusler. Det er mit budskab her i dag«.
Bør ikke være bange for Westergaard
Efter Kurt Westergaard blev overfaldet af en øksemand, reagerede ingen store danske medier ved at genoptrykke JP-tegnerens omstridte illustration af profeten Muhammed med en bombe i turbanen. Ifølge en undersøgelse, Jyllands-Posten bringer i dag, er hele 84 procent af danskerne enige i, at tegningerne ikke skal trykkes på dansk avispapir igen.
Men statsministeren advarer befolkningen mod at indrette deres opførsel og handlinger efter potentielle trusler.
»Det officielle Danmark gør, hvad det kan, for at beskytte Kurt Westergaard, men hvis resten af Danmark vender ham ryggen og siger: Det bliver ikke i min boghandel, vi sælger dine bøger, ikke i mit auktionshus, vi sælger din kunst, og ikke i min avis, vi trykker din tegning, så tager vi brødet ud af munden på ham og stigmatiserer ham«, lyder det fra Lars Løkke Rasmussen.
DEBAT Er det i orden at holde lav profil af frygt for terror?
fortsæt med at læse








