0
Læs nu

Du har ingen artikler på din læseliste

Hvis du ser en artikel, du gerne vil læse lidt senere, kan du klikke på dette ikon
Så bliver artiklen føjet til din læseliste, som du altid kan finde her, så du kan læse videre hvor du vil og når du vil.

Næste:
Næste:
Artiklen er føjet til din læseliste Du har ulæste artikler på din læseliste

»Dogville er så grim at den sårede mine følelser«

I en diskussion om Årets Film i USA bringer Lars von Triers kontroversielle film endnu en gang toneangivende amerikanske filmanmelderes blod i kog.

Der er ikke oplæsning af denne artikel, så den oplæses derfor med maskinstemme. Kontakt os gerne på automatiskoplaesning@pol.dk, hvis du hører ord, hvis udtale kan forbedres. Du kan også hjælpe ved at udfylde spørgeskemaet herunder, hvor vi spørger, hvordan du har oplevet den automatiske oplæsning.

Spørgeskema om automatisk oplæsning

Lars von Triers film om Grace, som på grusomste vis opdager, at al godhed er relativt, bliver indædt diskuteret på websiden Slate af en håndfuld af USA s førende filmanmeldere. - Foto: Rolf Konow

Kultur
Læs artiklen senere Gemt (klik for at fjerne) Læst
FOR ABONNENTER
Kultur
Læs artiklen senere Gemt (klik for at fjerne) Læst
FOR ABONNENTER

»Så snart det gik op for mig, at 'Dogville' var en fabel, der var designet til at oplyse og straffe mig, trak jeg mig instinktivt tilbage.

Jeg ved, hvad der vil ske:

En eller anden vil skrive ind og sige, at jeg udelukkede mig selv fra den oplevelse 'Dogville' er, og at jeg må gå ind og se den igen - tre gange kan gøre det! - for at gribe dens storhed. Fuck det. Det, der forbløffede mig ved 'Dogville', var, hvor fuldstændigt, uden antydningen af ambivalens, jeg foragtede den.

Det var en af de reneste, mest ubesmittede reaktioner på en film, jeg nogensinde har haft«.

Amerikansk filmklub
Så er der skruet op for Lars von Trier-fobierne igen.

En håndfuld af USA's toneangivende filmanmeldere har på websiden Slate sat sig for at diskutere hvilke film, det var værd at bemærke i 2004, og knap er de kommet i gang med diskussionen, før Lars von Trier bringer deres følsomme sind i kog med 'Dogville'.

Ovenstående citat er skrevet af Stephanie Zacharek fra websiden Salon i et tonefald, det kunne være befriende at læse i en rigtig filmanmeldelse. Man kan næsten mærke hendes indædte foragt mod von Trier, der efterhånden er ene om at vække opsigt i en filmbranche, som med stadig færre undtagelser synes ramt af behagesyge.

Det er et hold på fem anmeldere, der mødes i Slates 'Movie Club' for at sætte de følelser fri, anmelderrollen forhindrer dem i: A.O. Scott fra New York Times, Charles Taylor og Stephanie Zacharek fra Salon, Armond White fra New York Press og David Edelstein fra Slate. Og senere i diskussionen: Wesley Morris fra Boston Globe, Christopher Kelly fra Fort Worth Star-Telegram og Scott Foundas fra L.A. Weekly.

Filmæstetiske holdninger
At Lars von Trier løber med hovedparten af flokkens foragt, kan godt vække ens fædrelandsstolthed, for både Mel Gibson og Michael Moore har med 'The Passion of the Christ' og 'Fahrenheit 9/11' sat gang i talebåndene verden over, i året der gik.

Måske er det, fordi udgangspunktet for diskussionen er æstetik. Og fordi flokkens erklærede forbillede er The New Yorkers legendariske filmkritiker Pauline Kael, som havde nogle meget markante filmæstetiske holdninger.

Kornet og udvisket
Slates David Edelstein skriver, at Kael videregav ham »en forståelse for 'humanistisk' filmkunst, sådan som den blev lavet af Jean Renoir og Satyajit Ray«. Hun videregav ham også sin uvilje mod instruktører, »der scorer lette point på figurerne eller bruger dem til at illustrere en bitter, forenklet tese om den korrupte menneskehed. Kael foretrak kunstnere med en mere medfølende forestillingsevne - eller, i det mindste viddet til at efterlade tilskueren opstemt over deres kynisme.

Frem for alt elskede hun at blive overrasket - af figurer, som voksede ud over deres skabers hensigt (og skuespillerne som fremstillede dem) og af instruktører, der gik ind i sig selv og fandt ting, de ikke vidste var der«.

Med denne fortolkning og tilegnelse af Kaels filmæstetik (gad vide om hun kunne skrive under på den?) kaster Edelstein sig lysten over 'Dogville':

»Denne æstetik er i høj grad en grund til min uvilje mod 'Dogville'. Jeg har svært ved at acceptere de forfatter-instruktører, som ikke har overbevist mig om, at de er åbne for at gå på opdagelse, og som er uvillige til (eller, i von Triers tilfælde, måske temperamentsmæssigt ude af stand til) at afprøve deres teser og at indrømme den menneskelige naturs kompleksitet«.

Så er det Charles Taylors tur, opildnet af Edelstein skriver han:

»'Dogville' består af udtræk fra Brecht, 30'ernes eksperimentaldrama, (Thornton Wilders) 'Our Town', Dürrenmatts 'The Visit', grusomhedens teater. Trier må have været meget i teatret, for 'Dogville' ser ud, som om han aldrig har set en film før. Som alle von Triers film er den kornet, udvisket, og, for at låne en linje fra store afdøde Moms Mabley, så grim, at den sårede mine følelser. De, der har rost den, minder mig om de liberale teatergængere i Brian DePalmas 'Hi, Mom!', som overværer et teaterstykke af radikale sorte, bliver overfaldet og voldtaget af skuespillerne, og så går hjem, mens de taler om hvilken øjenåbnende oplevelse det har været for dem«.

Men det værste for Taylor er »den uhyggelige overlegenhed« i visse dele af filmkritikken, der har modtaget 'Dogville' med triumferende udbrud som:

»Endelig! En film, der fremstiller Amerika som en morderisk, bigot og indskrænket sekt«.

Primal reaktion
Efter Taylor kommer så Stephanie Zacharek, der starter med at skrive, at hun har prøvet at fortrænge 'Dogville', som hun »reagerede så øjeblikkeligt og intenst på, at det nærmest var primalt«. Og så minder hun David Edelstein om dengang ved New York Film-festivalen, hvor de sad ved siden af hinanden og nærmest klyngede sig til hinanden i deres had til filmen.

Armond White skriver, at 'Dogville' er et overstået kapitel for ham, og det gælder Lars von Trier-film i det hele taget, med mindre von Trier kan indfange en eller anden popstjerne, Ricky Martin eller Mary J. Blige, til sit cirkustelt.

Og så er det, man selv kommer til at tænke under den omfattende filmdiskussion: Så fik han dem alligevel, von Trier. Han indfangede hele banden og viste dem, uden at de ved det, frem i sit cirkustelt. For sådan er det med megen kritik, den siger ikke så lidt om kritikeren, og denne gang så meget, at man fremover vil have problemer med at tage de involverede alvorligt. Men læs og døm selv på www.slate.com - der er til flere timer.

Læs artiklen nu, og få Politiken i 30 dage

Få adgang til hele Politikens digitale univers nu for kun 1 kr.

Læs videre nu

Annonce

Læs mere