Du har ingen artikler på din læseliste

Hvis du ser en artikel, du gerne vil læse lidt senere, kan du klikke på dette ikon

Så bliver artiklen føjet til din læseliste, som du altid kan finde her, så du kan læse videre hvor du vil og når du vil.

Læs nu
Du har ingen artikler på din læseliste
Artiklen er føjet til din læseliste Du har ulæste artikler på din læseliste

Pia Juul voksede op i Rørbæk i Himmerland, hvor hun flyttede til som 6-årig. Hun så altid sig selv som tilflytter, og der gik mange år, før hun opdagede, at de små byer i hendes noveller som regel var en eller anden udgave af lige netop Rørbæk. Foto: Miriam Dalsgaard

Pia Juul voksede op i Rørbæk i Himmerland, hvor hun flyttede til som 6-årig. Hun så altid sig selv som tilflytter, og der gik mange år, før hun opdagede, at de små byer i hendes noveller som regel var en eller anden udgave af lige netop Rørbæk. Foto: Miriam Dalsgaard

Kultur
Læs artiklen senere Gemt (klik for at fjerne) Læst

Pia Juul: En digter i mordhumør

Pia Juul har skrevet sin første roman i 19 år. Den er trods titlen 'Mordet på Halland' ingen ægte krimi, siger hun.

Kultur
Læs artiklen senere Gemt (klik for at fjerne) Læst

Lad os begynde med noget let.

En morgen vågner kvinden Bess op hjemme på sofaen. Hun bliver vækket af en høj lyd. Hendes mand Halland er der ikke. Sengen er tom. Bess undrer sig og går i bad. Lidt efter banker det på døren.

Klokken er 7.47. Da Bess åbner døren, står en politimand udenfor. Han anholder hende for mordet på Halland, der er blevet skudt med en jagtriffel og nu ligger stendød henne på torvet med en stor blodplamage på sin hvide skjorte.

Lyder det som en krimi?

Scenen åbner Pia Juuls nye roman, titlen er ’Mordet på Halland’, og kommende læsere kan i øvrigt være helt rolige, for vi er stadig kun to en halv side inde i teksten.

Det meste af bogen er skrevet hjemme i den idylliske skovløberbolig i udkanten af Kragevig syd for Præstø. Et hus, som ville være den perfekte scene for en tv-krimi, hvor kun et bestialsk mord vil kunne spolere harmonien.

Efter en lang årrække på Østerbro i København bor den 46-årige forfatter ude på landet, hvor hun med mand og efternøler har boet i 8 år.

For Pia Juul er det på en måde som at vende tilbage til barndommen, for selv om hun som lyriker og novelleforfatter efterhånden var en fast bestanddel af hovedstadens litterære miljø, passer det hende fint at komme derud, hvor en flække som Kragevig består af en halv snes huse, og nærliggende Gederød er et postulat af en stedsbetegnelse for endnu færre bygninger.

Som barn boede hun i Skælskør, men flyttede som 6-årig til landsbyen Rørbæk i Himmerland, hvor hun boede, til hun var 18. I en meget kort periode læste hun engelsk ved Aarhus Universitet, men færdig blev hun langtfra.

En plan om at gå i forældrenes fodspor og læse til lærer satte hendes mand i realiteten en stopper for. Han mente, at hun måtte tage sine litterære ambitioner alvorligt og gøre noget ved skriveriet.

Det var klogt set, I hvert fald har Pia Juul lige siden fået udgivet en lang række digt- og novellesamlinger, som nærmest uden undtagelse er blevet rost af kritikerne.

Ved siden af er hun blevet en meget anvendt oversætter fra især engelsk og svensk.

Og nu står hun så her med et helt nyt romanmanuskript, der har været undervejs i årevis.

Ikke at Pia Juul synes, at det er noget, man behøver tale ret meget om, ligesom hun i øvrigt mener, at det egentlig er ret hurtigt at komme over emnet Pia Juul, for hvad er der egentlig at sige, eftersom der ikke er sket noget interessant i hendes liv. Siger hun.

Måske er hun i virkeligheden – på nogle punkter – som novelleforfatteren Bess i den nye roman. Lidt kantet, lidt gådefuld. Ikke helt nem at komme tæt ind på livet af.

Selv er Pia Juul ikke meget for tidens krav til forfattere om PR, bevidst styling og helst føre sig frem på alle kanaler og i alle medier.

Jo, hun vil gerne sælge ufatteligt mange bøger og gerne så mange, at hun ikke behøvede oversætte, men kunne nøjes med at skrive. Og læse, læse, læse. Kendt af læserne, ja, gerne, men helst berømt på den diskrete måde.

Et mord gør ingen krimi
Det er et regnestykke, der ikke sådan lige går op, ligesom det heller ikke er helt nemt at få titlen på Pia Juuls nye roman til at hægte sig ubesværet fast på indholdet.

For trods titlen er det altså ikke en krimi, hun har skrevet. Det understreger forfatterens forlag. De skriver det oven i købet i de papirer, de rundsender til pressen med forårets udgivelser. Det skulle nødig misforstås.

»Der bør heller ikke stå krimi på bogen, for så er der nogen, der bliver sure«, siger Pia Juul.

Selv har hun været passioneret krimilæser i en årrække, så hun ved, hvilke konventioner forfatteren leger med, når hun bruger en så slagkraftig bogtitel som ’Mordet på Halland’.

»Så forventer man, at der er tale om en krimi, og det kan da godt være, at der står krimi på enkelte bøger, der er lige så åndssvage som min, men ét mord gør jo ingen krimi. Der skal en løsning til, og forbryderen skal også både findes og straffes. Noget med hævn eller i det mindste gådens løsning«, siger Pia Juul.

Med andre ord:

Forfatteren får sendt flere beskeder på en gang. I hver sin retning.

Det er der ikke noget nyt i. Hør bare, hvad litteraten Marianne Stidsen skriver om Pia Juul i opslagsværket ’Danske digtere i det 20. århundrede’:

»Pia Juul er i sandhed en paradoksets digter. I dette ords fulde betydning. Som Kraka fra den nordiske mytologi klæder hun sig både på og kommer alligevel nøgen, spiser og kommer alligevel fastende, ledsages og kommer alligevel alene, siger det uden at sige det. Det kan hun, fordi hun konstant afbryder og dementerer sig selv«.

Dette er vel at mærke skrevet i en bog, der udkom i 2000.

Allerede dengang var Pia Juul faktisk i gang med den roman, som udkommer nu. Hun har i hvert fald talt om den lige siden. Som regel ikke af egen drift, men oftest fordi hun er blevet spurgt. Og nu er den så færdig. Langt om længe.

Hvis den altså er færdig? Selv nu, fem dage før den udkommer, kan Pia Juul stadig vågne om morgenen og have handlingen i hovedet og være parat til at ændre detaljer og småting.

Det skal se let ud
»Man tør jo ikke sværge på, at bogen skulle slutte, hvor den gør. Måske havde det været bedre at stoppe en måned før. Der findes jo en Balzac-historie, hvor han fortæller om en mand, som vil skabe det fuldendte maleri og i utilfredshed begynder at male det over, så der til sidst kun står en enkelt perfekt fod tilbage, som han ikke har fået ødelagt endnu. Det er selvfølgelig skræmmebilledet, at man ikke selv kan se, hvornår man er færdig«, siger Pia Juul.

Selv synes hun, at en roman helst skal se let ud.

Ja, næsten overskudsagtig let.

Den må gerne give indtryk af, at teksten næsten henkastet er rullet lige ind på bogens sider.

At bogstaverne bare ikke kunne stå anderledes. At historien har en selvfølgelighed, så læseren med fornøjelse og glubskhed æder sig gennem siderne.

Måske endda med lyst til at nedsætte tempoet, fordi læseglæden så kan forlænges. Let som norske Per Pettersons bøger, hvis sprog og opbygning er ligetil og alligevel rummer en kunst, de færreste kan gøre efter.

Ja, let, men selvfølgelig heller ikke som en flødeskumskage, der bare af sig selv glider ind og ned. Endelig ikke for lækker. Der må ikke pudses for meget. Eller stryges for meget.

Ikke noget med forfatterens strygesyge, tak. Og heller ingen fejl, bestemt nej, men på den anden side må bogen godt give en fornemmelse af, at noget kan være ufærdigt.

Faktisk kan Pia Juul bedst lide bøger, hvor forfatterne endnu ikke er blevet for sikre på sig selv. Hun kan ofte bedst lide de første to-tre bøger i forfatterskaber, hvor det stadig ikke står helt klart, om forfatteren vil knække halsen på sit projekt, eller der overhovedet vil kommet et forfatterskab ud af det.

Med Marianne Stidsens ord i baghovedet begynder man at ane, hvorfor Pia Juul ikke er en af de forfattere, der sender en roman på gaden hvert eller hvert andet år.

Faktisk er ’Mordet på Halland’ kun hendes anden roman. Den første havde titlen ’Skaden’ og kom for snart 19 år siden.

Tvivlen hænger og dingler
’Mordet på Halland’ er altså en bog, der lugter kriminelt af død og ødelæggelse, men til gengæld ikke tager læserne ved hånden og serverer den fikse og færdige løsning på alting i herregårdsbiblioteket, hvor Hercule Poirot ruller sagen op.

Hun går direkte imod den gamle Tolstoj-regel om, at hvis nogen præsenterer et gevær i 1. akt, skal det også fyres af, før historien er slut.

Her drister forfatteren sig imidlertid tid til at lade geværet (og løsningen) dingle på væggen, lige ved siden af den tvivl, hun overlader til læseren.

En tvivl skabt af hemmeligheder, gåder og løse tråde.

Lige her er vi ved noget af det stof, Pia Juul faktisk godt kan lide. Oprulningen. Afklaringen. I hvert fald et stykke hen ad vejen.

»I krimier er det oprydningstrangen, der er god. Noget virker kaotisk, og ind på scenen kommer så en stærk mand eller kvinde med en sund seksualitet og sørger for, at alt bliver overskueligt. Formentlig er der problemer undervejs, men der er en linje i oprulningen. Måske er den i begyndelsen forkert, men på et tidspunkt vælger detektiverne den rigtige vej, og undervejs får de ryddet op, og læseren får oprullet et liv, enten hos den døde eller hos morderen. Den følelse tror jeg, at læseren har det godt med. Tænk engang, hvis livet var sådan, at man kunne gå til noget på den måde. Bare få det løst«, siger Pia Juul.

Hun kender det fra sig selv.

Altså, appetitten på en historie, hvor alt i begyndelsen er kaos, og hvor de filtrede tråde efterhånden løses op.

Annonce

Artiklen fortsætter efter annoncen

Annonce

Spørgsmålet er så, hvorfor hun ikke som forfatter tager skridtet fuldt ud og skriver lige netop den krimi?

»Min nye roman er ikke, som den er, fordi den er et mislykket forsøg på at skrive en krimi, og måske skriver jeg også selv en optrevlende krimi engang. Lige nu tror jeg bare ikke på, at jeg kan. Men jeg har altid godt kunnet lide grundstrukturen i eksempelvis romaner af Barbara Vine, som skriver romaner, men ikke egentlige krimier, hvor en kriminalkommissær kommer ind på scenen. Hun skriver bare om gåder, der skal løses, og ofte er det en løsning, man skal finde et sted i fortiden. Den slags er spændende, og de elementer findes også i min egen roman«, siger Pia Juul.

Store huller
I ’Mordet på Halland’ viser det sig, at hovedpersonen Bess er en mere end almindeligt kantet kvinde. Og ret verdensfjern.

Hun er eksemplet på, hvordan nogen kan leve i årevis tæt på et andet menneske uden at have nogen fornemmelse af vigtige personer eller begivenheder i vedkommendes liv.

Helt tæt på og alligevel med lysårs distance. Pia Juul er selv meget tilbageholdende med at kommentere handlingen i sin nye roman.

»Hvad nu«, som hun siger, »hvis jeg tror, at jeg har skrevet én slags bog, mens læserne opfatter den helt anderledes?«.

Ja, hun kan godt lide kriminelle gåder, men hverken som forfatter eller læser er hun særlig interesseret i en færdigpakket løsning.

Som regel – ja, stort set altid – bliver det noget af et antiklimaks, når mysteriet bliver opklaret på sidste side eller i fjernsynskrimiens sidste minutter.

»Kunne man så ikke have fået gådens løsning i min bog? Jo, det kunne man da godt. Det kunne man også have fået i en af novellerne fra min novellesamling ’Dengang med hunden’. I novellen ’En flinker fyr’ havde jeg selv klart på fornemmelsen, hvem der havde slået en mand ihjel. For mig var der ikke tale om en kriminovelle, men sådan læste andre den«, siger Pia Juul.

»Ved oplæsninger på gymnasier har jeg oplevet, at en skole er blevet delt i to, hvor de har haft hver sit bud på en morder. Til dem må jeg så sige: »Hør her venner, hvis det havde været vigtigt for mig at udpege morderen, så havde jeg gjort det«. Intet kunne være nemmere, jeg er jo forfatteren, så jeg bestemmer, men det er slet ikke det, novellen handler om for mig. Novellen handler om, hvor meget det er muligt for folk at fortrænge. Folk taler måske kun om mad for at slippe for at tale om, hvordan de egentlig har det, og hvad kan være mere ekstremt, end at naboen bliver slået ihjel med en økse, og alligevel bliver der kun talt om, at man skal skrælle kartofler til i aften. Det var for mig det sjove ved novellen, men spørgsmålet om morderen var det eneste, der stod tilbage«.

Hun understreger, at hun ikke holder sig tilbage med oplysninger for at være specielt gådefuld. Mysterier med store huller, ubesvarede spørgsmål er en del af virkeligheden.

»Sådan er det. I forvejen er det usandsynligt, at vi kan få alt at vide, når nogen dør fra os. Der er masser af ting, vi aldrig får besked om, og sådan er det i ekstrem grad i min nye roman. Jeg kender næsten ingen, som ikke ønsker, at de havde spurgt deres nu afdøde forældre om forskellige ting fra fortiden, og vi kan se folk, som har været gift med to på en gang, og som har levet helt parallelle liv. Mennesker er fuldt ud i stand til at opretholde facader til den ene side og gøre noget helt andet til den anden«, siger Pia Juul.

»Lige netop der er krimien utilfredsstillende for mig, for den er ofte løgn. Selvfølgelig er det dybt urealistisk, når der bliver begået 12 drab i en lille landsby, og det er heller ikke den type realisme, jeg efterlyser. Problemet er selve politimandens arbejde, hvor han langsomt opruller et liv, lægger brik ved siden af brik. Det kan man også gøre i virkeligheden, men mange steder findes der ikke et svar. Det passer heller ikke, at folk kan huske alt muligt. Gu’ kan de da ej. De ved ingenting. Og de aner ikke, hvor de var i torsdags. Men i krimien svarer de altid, og sådan er det ikke. Vi ved ikke noget om hinanden, og det interesserer mig«.

Hvis Jan var blevet skudt
Pia Juul er fuldstændig klar over risikoen ved ’Mordet på Halland’.

Ligesom tilfældet har været med novellen om øksemorderen, kunne hun også med romanen risikere, at læserne interesserer sig brændende for, hvem der har skudt Halland.

»Det må læserne også godt, men jeg kan åbenbart ikke få mig selv til at give en løsning, for så ville det være en anden bog. Måske ikke ligefrem en krimi, og hvis jeg endelig skulle skrive en krimi, kunne jeg da godt tænke mig, at den skulle være lidt mere original«.

Hun ved, at lige netop det krav kan være svært at indfri, og med sin egen indstilling til genren er hun klar over, at hun skal diske op med noget virkelig ekstraordinært for at tilfredsstille sin egen kritiske sans.

»Når jeg i perioder har læst mange krimier, er min erfaring bare, at de fleste er for dårligt skrevet. Jamen, det er de altså. De er skabelonagtige. I min barndom kendte jeg børnebogsforfatteren Leif Esper Andersen, og han sagde engang i et interview, at han hadede Jan-bøgerne. For ham havde det været okay, hvis Jan var blevet skudt i bog nummer 3, og at moralen derefter havde været, at børn skulle holde op med at blande sig i politiets arbejde. Jeg elskede Jan-bøgerne, men jeg kunne også se, hvad han mente, og man kunne sige præcis det samme om mange af tidens krimier. Hvorfor skal der præcis være ti romaner i serier? Ja, for læsernes skyld, for de kan godt lide at komme ind i det samme rum igen og igen, møde de samme personer, og det kan jeg også, men det betyder bare, at romanerne bliver for slappe«.

Kedeligt at høre på
For nylig var Pia Juul i New York, og som sædvanlig skaffede hun sig en krimi i lufthavnen, fordi den på flyveturen kunne holde hendes opmærksomhed fast, så hun slap for at mærke sine klaustrofobiske tilbøjeligheder.

Bogen var af svenske Jonas Theorin, der i Sverige er blevet prist for sine krimier, der foregår på Øland.

»Jeg læste første bog i serien færdig, fordi jeg gerne ville vide, hvem morderen var. Bogen var ikke noget særligt, og den var heller ikke specielt dårligt skrevet, men da jeg kom hjem, opdagede jeg, at DR havde lagt bind 2 i serien ud som podcast. Derfor gik jeg og lyttede til den, og da gik det pludselig op for mig, hvor hurtigt jeg normalt læser krimier. Her blev jeg tvunget til at høre alt. Hold da kæft, hvor er der meget i en krimi, som er overflødigt. Man får hele ordlyden af en ejendomsmæglerannonce om et hus, hvor de skal flytte ind, og detalje på detalje om absolut ingenting. Så kan man altså sagtens skrive 300 sider, hvad man ikke behøver for min skyld, for jeg elsker tynde bøger. Nej, hvor var det altså kedeligt at skulle høre på alt det«.

Pia Juul ved godt, at mange læser krimier som ren underholdning, og for hendes skyld behøver de såmænd heller ikke levere andet.

»Jeg drømmer bare om finde krimier, der også giver noget mere. De findes da garanteret. Dostojevskijs ’Brødrene Karamasov’ har jeg aldrig læst, men den skulle efter sigende være en god krimi. Når jeg læser i fly, skal jeg have en krimi, hvor handlingen driver mig frem, men det behøver jeg ellers ikke. For nylig har jeg været ufattelig længe om at læse Robert Walsers ’Jakob von Gunten’ (fra 1909, red.). Der sker næsten ikke noget i handlingen, men jeg morede mig alligevel. Måske kunne jeg endda have nøjedes med at læse halvdelen og alligevel få en masse ud af den, men til gengæld tror jeg ikke, at jeg kunne få noget ud af at læse en halv kriminalroman«.

Hendes kritiske syn på kriminalromaner plejer at komme fra personer, som aldrig læser lige netop den slags bøger, og hun er godt klar over, at mange genreforfattere er utilfredse med, at der ofte bliver set ned på krimien.

Så sent som i forrige weekend skrev krimiforfatteren Susanne Staun en Kronik i Politiken, hvor hun udtrykte utilfredshed med, at krimiforfattere aldrig får penge fra f.eks. Statens Kunstfond.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Annonce

Den Kronik læste Pia Juul også.

»På et tidspunkt sad jeg selv i Statens Kunstfonds litterære udvalg, og dengang drømte jeg om, at jeg skulle være med til at give legater til deciderede genreforfattere, men når jeg så læste deres bøger, tænkte jeg: »Nej, nej, det går jo ikke, det går jo ikke«. Jeg vil ikke nævne navne, men det var bare ikke godt nok. Heller ikke inden for sin egen genre. Selvfølgelig findes de gode genrebøger, men de er svære at få øje på. Det skal ikke være sådan, at en krimiforfatter ikke kan få et legat, og jeg tror heller ikke, at det er derfor, de ikke får det, men Susanne Staun og andre, der skriver krimier, har jo også fået støtte fra kunstfonden«, siger Pia Juul.

Alt for meget
Hun har selvfølgelig hørt argumentet om, at hvis man vil vide noget om verden her og nu, er det ikke skønlitteraturen i gængs forstand, men derimod krimien man skal læse.

»Ja, men er det litteraturens opgave at sige noget om samfundet? En sygdom i mange kriminalromaner er jo, at de ikke evner at holde deres research nede. De vil absolut fortælle os alt om dyreaktivister eller jernbanedrift eller noget andet, de har undersøgt, i stedet for at nøjes med den sætning, der skal bruges. Derfor falder bøgerne også fuldstændig fra hinanden, fordi der pludselig står en masse oplysninger, bare fordi forfatteren tilfældigvis ved det«.

Indimellem leger hun selv med tanken om at skrive krimien, der har alt det, hun selv efterlyser i en genreroman, men hun ved også, at det vil indebære at skulle skrive svaret på gådens løsning.

»Jeg er altid bange for at skrive for meget, fordi det udvikler sig til ren lommepsykologi. Når jeg skriver mine noveller, ender jeg som regel med at smide den sidste side væk, fordi jeg er kommet for langt ud i mine egne søforklaringer«.

Mordet på Halland udkommer på fredag på forlaget Tiderne Skifter.

Læs mere:

Annonce

For abonnenter

Annonce

Podcasts

  • Du lytter til Politiken

    Vi holder sommerferie men...
    Vi holder sommerferie men...

    Henter…
  • Margethe Vestager taler til EU's kokurrencekommission, februar 2019. Photo by Aris Oikonomou / AFP.

    Du lytter til Politiken

    Hør podcast: Statsministerens rådgiver på ny magtfuld post - et demokratisk problem?
    Hør podcast: Statsministerens rådgiver på ny magtfuld post - et demokratisk problem?

    Henter…

    Dagens politiske special kigger på magtfordeling og nye poster i politik, både i Bruxelles og Danmark. EU har fået nye topchefer, og herhjemme har Mette Frederiksen tildelt sin særlige rådgiver, Martin Rossen, en magtfuld position i Statsministeriet. Er det et demokratisk problem?

  • Campingpladsen på årets Roskilde Festival er åbnet og deltagerne fester mellem teltene indtil pladsen åbner onsdag.

    Du lytter til Politiken

    Hør podcast: Roskilde: Det sidste frirum for præstationskulturens børn
    Hør podcast: Roskilde: Det sidste frirum for præstationskulturens børn

    Henter…

    Campingområdet på Roskilde Festival er et parallelsamfund - en by af luftmadrasser, øldåser og efterladte lattergaspatroner. En stærk kontrast til de unges strukturerede hverdag. Men hvordan føles friheden? Og hvordan er det lige med kærligheden, når intet er, som det plejer?

Forsiden