Eftermiddag i Superkilen på Ydre Nørrebro.
Billal El-Sheikh er i gang med at tæske en fyr, der hedder Abdul. Han sparker ham på kindbenet. Puffer til ham med albuen. Forsøger at hamre ham i gulvet med knæet.
Udendørs gymnastiksal
Billal er en af Danmarks bedste thaiboksere, og Abdul er hans træner. De to står i den boksering, som de sammen med kunstnergruppen Superflex og Billals ven Ali har udviklet til Superkilens Røde Plads - den aktive del af Ydre Nørrebros nye, tredelte kæmpepark, som med sit virvar af aktiviteter og redskaber ligner en stor udendørs gymnastiksal, der ved hjælp af idræt forsøger at bringe hele den mangfoldige bydel sammen.
LÆS OGSÅ
Her kan man øve sine moves ved dansestangen fra Beijing i Kina. Sende sin bold mod en basketballkurv fra Compton, USA. Pumpe jern på fitnessredskaber fra Alanya i Tyrkiet. Og stikke vennerne en lige højre i bokseringen, som Billal, Ali og Superflex har hentet inspiration til i Bangkok.
Superkilen er blot et af de steder i København, hvor sportsudøverne er rykket ud af idrætshallerne og fitnesscentrene for at dyrke sport i det fri.
Byrummet bruges aktivt
I Ørestad samles parkour-udøvere, BMX-cyklister, speedskatere, kajakpolospillere og andre sportsudøvere på det 25.000 kvadratmeter store idrætsanlæg Plug'n'Play. I Københavns Havn sejler man kajak og træner crawlben. Og i byens parker er københavnerne begyndt at mødes for at dyrke gymnastik, stå på skateboard og løbe på tid.
Som Jakob Fenger fra Superflex siger:
»Byrummet bliver brugt helt anderledes i dag, end da jeg var ung. Folk er mere ude nu. Man ser unge, der kører rundt i gaderne med højttalere på deres cykler, der er mange aktiviteter udenfor, og rigtig mange af de ønsker, der har været for Superkilen fra områdets beboere, har handlet om at få mulighed for at røre sig på en ny måde«.
Jakob Fender har sammen med arkitektfirmaet Bjarke Ingels Group og landskabsarkitekterne Topotek1 designet Nørrebroborgernes nye park.
LÆS OGSÅ
»Se bare de fitnessmaskiner derovre«, siger han og peger over mod to norske fyre, der kæmper med kiloene på de tyrkiske træningsredskaber.
»For ti år siden ville det have virket vildt mærkeligt at sidde og styrketræne i en park. Nu gør man det bare«.
Skater på bænkene
Og sådan er det med de fleste af de idrætsredskaber, som står og stråler på Superkilen. De bliver brugt. Faktisk kunne københavnerne ikke vente med at gøre Superkilen til en del af deres daglige motions- eller legerutine. Længe inden åbningen en regnvåd junifredag indtog de det nye byrum med cykler, skateboards og løbesko.
»Folk benytter parken på måder, vi aldrig havde forestillet os. For eksempel bruger skaterne bænkene til at skate på. Det var ikke lige meningen, men på den anden side er det jo fedt, at man har lavet et rum, som folk har lyst til at bruge«, siger Jakob Fenger.
Børn leger i bokseringen
Ved bokseringen står en lille pige i lyserød vindjakke og med hårspænder i de mørke krøller. Hun kigger op på Billal, der deler øretæver ude inde bag de thaifarvede tove.
»Er de ikke snart færdige? Jeg vil altså gerne ind og lege«, siger hun.
LÆS OGSÅ
Og det er langtfra kun boksere, som bruger ringen, fortæller Jakob Fenger. Faktisk er den blevet et populært legeredskab siden åbningen i juni.
»En af mine bekymringer var, at det kun ville være boksere, som ville bruge den. Men sådan er det slet ikke. Der er masser, som bruger den. Den er jo nærmest blevet til en slags hoppeborg, og folk sidder og hænger ud op ad tovene. Det kan jeg godt lide«.
Billal ser lidt anderledes på bokseringen, indrømmer han, mens han spænder sine handsker. Den er til at bokse i.
Ikke tid til ballade
Siden han som 13-årig begyndte at træne først kickboksning, siden thaiboksning, har han brugt i hvert fald to timer dagligt på sin sport, og han mener, at netop den intensive træningsrutine er en af grundene til, at han har formået at holde sig væk fra den ballade, der ellers præger hans barndomskvarter.
»Jeg er jo fra Nørrebro, ik? Opvokset i Mjølnerparken. Jeg var ikke en ballademager, ligesom nogle af de andre drenge, du kan møde her på Nørrebro. Men jeg vidste ikke, hvad jeg skulle lave. Og når der ikke er noget at lave, hænger man med sine venner på gaden, og så kan der ske ting og sager. Boksningen har helt sikkert gjort, at jeg har holdt mig væk fra alt det. Når man træner så meget, som jeg gør, er man nødt til at prioritere sporten. Komme i form, spise rigtigt, tabe sig op til kampene. Så er der ikke tid til ballade«, siger Billal, hvis første thaiboksekamp foregik i Grøndalscentret - og var temmelig blodig.
»Jeg fik et knæ i hovedet, og pludselig åbnede mit øjenbryn sig. Lægen ville stoppe kampen, men vi brokkede os så meget, at vi fik lov til at fortsætte. Det var voldsomt. Jeg bruger linser, og de hoppede ud, så jeg kunne nærmest ikke se under kampen. Blodet væltede ud af mit ansigt, og min træner forsøgte at stoppe det ved at putte vaseline på. Min modstander gik virkelig efter mit øjenbryn for at gøre det endnu værre. Men vi gik tiden ud, og jeg vandt på point. Bagefter tænkte jeg: Hvis jeg kan vinde den kamp, kan jeg vinde det hele. Siden har jeg været vild med thaiboksning«.
Som i Bangkoks slum
Så Billal var naturligvis på, da Superflex ringede og inviterede ham til Bangkok for at samle inspiration til den boksering, som skulle bygges i den nye park i Billals barndomskvarter.
I Thailand kom de forbi en boksering, der lå i et slumkvarter under to motorveje. Sandsækkene var hullede, og belægningen i ringen slidt, men der var alligevel noget særligt ved den boksering, som tiltrak danskerne.
Boksning under åben himmel
»Det var bare nogle unge, som ikke havde penge til at træne i rigtige klubber, som havde lavet en ring under en bro, som de kunne træne i. En af dem var 12 år og thailandsk mester. Det viser bare, at det ikke betyder noget, hvad man kommer fra. Så længe man har viljen og træner hårdt, kan man nå langt. Og den indstilling ville vi gerne tage med hjem«, siger Billal og tilføjer, at den thailandske tradition med at bokse under åben himmel har inspireret til bokseringen i Superkilen.
LÆS OGSÅ
»Jeg håber, at der kommer masser af stævner herude. Ligesom i Thailand, hvor man bare kan gå forbi og kigge, når de bokser. Det kunne være fedt at bringe den tradition til Danmark. Måske stopper folk ikke op, første gang de ser os kæmpe her, men det kan være, de gør det anden eller tredje gang, og så bliver de måske så interesserede, at de går de hjem og siger 'Mor, jeg vil gå til kampsport'«.
Hjemmebane
Første forsøg på at bringe thaiboksningen ud i byrummet mislykkedes dog. Ved åbningen af Superkilen skulle nogle af byens unge boksere kæmpe mod hinanden i Superflex' boksering, men kraftig heldagsregn holdt bokserne inden døre.
Når Danmarks største kampsportscenter Siam senere på året åbner i Bragesgade, er planen, at der både skal være træning og stævner i Superkilen. Og det glæder Billal sig til.
»Jeg vil rigtig gerne kæmpe i den boksering en dag. Det her er jo min hjemmebane«.
fortsæt med at læse
