Neonrørene kaster blegt lys over et landskab af arkivreoler. Døren glider i. Et sted snorker en ventilator. Her, på 1. sal i DR’s betonbyggeri i Ørestad, står tusindvis af flade kasser med spolebånd, så gamle, at de afgiver et muggent pust, når man åbner dem. Nederst på en af hylderne, klemt inde mellem et program om den danske arkitekt Carl Brummer og et afsnit af serien ’Berømte fynboer’, ligger et bånd i gul papkassette. Det er fra 1952 og bærer arkivnummer 216. Den korte tekst på omslaget nævner en tale af Nato’s øverste militære chef, general Ridgway. Sætter man båndet på en af spolemaskinerne i rummet og trykker ’play’, taler Matthew Ridgways stemme stadig fra fortiden, ligesom han for næsten 60 år siden talte til danske radiolyttere: LÆS OGSÅDR har redigeret 'De røde lejesvende' »Disse 14 lande fra den frie vestlige verden er samlet i en kollektiv indsats, som går ud på at modstå angreb, hvor det end måtte komme fra – udefra eller indefra. Sagen er klar: Enten eksisterer vi som gudbærende, frie og selvrespekterende folkeslag. Eller også falder vi i slaveri og undergang i en død eksistens, i en gudløs verden ...«. Optagelsen kunne ligne så mange andre, som Danmarks Radio enten selv har optaget eller købt fra samarbejdspartnere i datidens Europa. Men talen fra Ridgway kommer fra anden side. I 1950’erne lykkedes det nemlig folk fra den amerikanske informationstjeneste i København at levere og få sendt stribevis af den slags optagelser i Danmarks Radio, uden at nogen fik at vide, at de var leveret af den amerikanske stat. Om end nogen må have vidst det. De fortrolige papirer I 1950’erne stræbte amerikanerne efter at tegne et positivt billede af USA og Nato. Alliancen stod for militær styrke. Men den kolde krig mod Sovjet skulle også vindes med soft power. I en kamp om hjerter og hjerner. Og den kamp lykkedes i 1950’erne, mente amerikanerne selv. Med hjælp fra Danmarks Radio – fra navngivne danske journalister inden for murene, der ikke formidlede upartisk, men i stedet arbejdede for amerikanernes sag. LÆS OGSÅDR-koryfæer klager over lejesvende-serie »Den amerikanske stat havde meget tætte kontakter til udvalgte journalister. Og amerikanerne fik en række optagelser sendt i Danmarks Radio – uden at lytterne fik at vide, hvor de stammede fra. Især det sidste må man nok sige er ret skelsættende«, siger den danske historiker Josef Batikha. Han har arbejdet sig igennem langt over 3.000 sider med rapporter, som den amerikanske informationstjeneste Usis – United States Information Service – sendte fra sit kontor i Danmark hjem til hovedkvarteret i Washington, D.C. De fortrolige papirer ligger i dag tilgængelige for forskere på USA’s nationalarkiv. Josef Batikha har affotograferet dokumenter og sammenholdt dem med mødereferater fra Programudvalget i Statsradiofonien, som Danmarks Radio hed dengang – og andre historiske kilder. Historisk interessant Projektet begyndte som et speciale med topkarakter på Københavns Universitet. Siden har han arbejdet videre med materialet, hvilket nu blandt andet fører til en programserie på P1, som bliver sendt første gang i morgen under titlen ’De blå lejesvende’. For koblingen til ’De røde lejesvende’ ligger selvfølgelig lige for. Journalister i Danmarks Radio er blevet beskyldt for at gå marxistiske regimers ærinde i 1970’erne. Men dokumenterne viser, at Statsradiofoniens journalister i 1950’erne gik langt længere i den modsatte retning – selv om mange i dag selvfølgelig vil sige, at de blå journalister blot hjalp den rigtige side ved at støtte USA, som stod for frihed og demokrati og jo også var Danmarks officielle allierede. »Og det er jo rigtigt, men nok også en tand for letkøbt. Mange danskere var skeptiske over for Nato i de år, og deres holdninger fik stort set ikke lov at komme til orde i Danmarks Radio. Det kan man godt se som et demokratisk problem – især når man ved, at de ansvarlige journalister havde meget tætte forbindelser til den amerikanske informationstjeneste«, siger Josef Batikha. »Men først og fremmest er det simpelthen historisk interessant at se, hvad amerikanerne gjorde«. Propaganda Så lad os begynde med at spole tiden tilbage, helt præcist til 15. september 1947. Et militærmærket amerikansk fly med tre amerikanske senatorer og seks kongresmedlemmer lander i Kastrup, hvor USA’s ambassadør, Josiah Marvel, og danske pressefolk tager imod dem.
En midaldrende mand med bredskygget hat – det republikanske kongresmedlem Karl Mundt – udtaler til Politikens journalist på stedet, at amerikanerne kommer for at undersøge, hvordan den amerikanske oplysningstjeneste arbejder. I USA har Karl Mundt og hans partifælle H. Alexander Smith nemlig samlet flertal for en kommende lov, som trapper USA’s informationskampagner op i Europa. LÆS OGSÅFarvel til de røde lejesvende Informationstjenesten Usis har allerede haft kontor ved den amerikanske ambassade i Borgergade i København gennem et par år. Nu udnytter informationsfolkene besøget til at slå på tromme for USA ved en reception hos ambassadør Marvel, hvor danske erhvervsfolk og journalister, folkeskolelærere og bibliotekarer og mange andre er inviteret. Også medarbejdere fra Statsradiofonien tropper op – blandt andre en ung Otto Leisner. Bag al festivitassen indrømmer Usis-medarbejderne til gengæld over for Karl Mundt og de andre politikere, at det går skidt med at sælge Amerika i Danmark. Mange danskere opfatter på én gang USA som kulturelt underudviklet og imperialistisk og tror ligefrem, at stormagten ønsker en krig med Sovjet. Svært at trænge igennem Det går ikke mindst trægt med at få positiv omtale i radioen. Kort efter krigens slutning i 1945 har Statsradiofonien godt nok transmitteret nogle udsendelser fra den amerikanske statsradio Voice Of America. Men efter få måneder indså Programudvalget, at indholdet smagte for meget af propaganda, og samarbejdet løb ud i sandet. Nu render informationstjenesten panden mod en mur i Radiohuset – ikke engang amerikansk musik tager Statsradiofonien imod, selv om radioværterne kvit og frit kan bruge det. Så i 1947 er konklusionen, at radioen udgør et »uudviklet område« – men med stort potentiale, fordi langt over en million danskere lytter med ved højttalerne. Komiteen lytter tilsyneladende også. Den amerikanske lov går igennem i 1948, og informationstjenestens budget vokser til det dobbelte. Men selv om folkene fra informationstjenesten den kommende tid byder mere ihærdigt ind med konkrete optagelser og tilbud om interview med besøgende amerikanere, afviser Statsradiofonien blankt. Frustrationen lyser ud af de gamle rapporteringer. »I begyndelsen er man næsten ved at give op. Det kan ikke lade sig gøre at trænge igennem i Statsradiofonien. Men så ændrer det sig nærmest eksponentielt fra 1950 og frem«, konstaterer Josef Batikha. Katastrofestemmen I 1949 træder Danmark ind i Nato, og samtidig flyder Marshallhjælpen ind i landet fra USA som trecifrede millionbeløb i dollar. Usis ser muligheder i at bruge Marshallprogrammet som en slags trojansk hest til at få amerikanske budskaber i Danmarks statsradio.
