Få dage efter 11. september 2001 bakkede den amerikanske rocklegende Bruce Springsteen ud fra en parkeringsplads ved stranden i den lille by Sea Bright i New Jersey, netop som en fan var på vej ind.
Da manden fik øje på sit idol, rullede han resolut bilruden ned og råbte: »Bruce! We need you now!«.
Borgerligt ombud, kunne man kalde det. Og mindre end et år senere kom Springsteens svar, albummet ’The Rising’, som af mange regnes for den mest vellykkede musikalske gestaltning af chokket og sorgen oven på terrorangrebet 11. september.
Selv kaldte Springsteen det en del af sit job. For nogen skal jo prøve at udtrykke, hvad alle føler, og gøre forsøg på at bjærge en slags mening ud af den meningsløshed, der rejser sig af ruiner som dem, de to tårne i New York efterlod sig.
Forbløffende få film og bøger
Nu skal der jo nok lidt mere end rockmusik til at bearbejde et traume af den størrelse. Og måske burde flere have rullet bilruderne ned dengang og råbt til deres forbilleder – især bogfans og filmelskere.
For i det forgangne årti er der gjort forbløffende få forsøg fra forfatteres og instruktørers side på for alvor at begribe, hvad det var, der skete.
FOTO De glemmer det aldrig
»Traditionelt har romanen fungeret som et af vores mest effektive krisecentre. Når skønlitteratur er bedst, formår den at knytte bånd mellem det personlige og det samfundsmæssige. Og mange havde en forventning om, at de forfattere, som plejede at beskrive forholdet mellem individ og det sociale rigtig skarpt, også kunne hjælpe med bud på, hvordan 11. september kunne begribes. Men det synes jeg ikke, at skønlitteraturen har gjort endnu«, siger adjunkt ved litteraturhistorie på Aarhus Universitet Tore Rye Andersen, der i en artikel i bogen ’11. september – Verdens tilstand ti år efter’ gør status over forfatternes indsats.
»Det er en erkendelsesproces, vi ikke har taget hul på«.
Den sublime vold
Nogle gange skal man holde sin kæft.
Hvilket komponisten Karlheinz Stockhausen sikkert hellere end gerne havde gjort – med tilbagevirkende kraft – da han på et pressemøde 16. september 2001 havde kaldt angrebet på World Trade Center for »det største kunstværk, der nogensinde har eksisteret« og betaget uddybede, at disse terrorister jo i årevis havde øvet sig på at gennemføre »denne ene forestilling«.
Men også kunstnere med mindre udtalte lækager i situationsfornemmelsen kom galt af sted, da de i ugerne og månederne efter angrebet reflekterede over dets årsager, og som svar modtog offentlige skideballer vekslende med deciderede trusler.
For i den første betændte tid efter angrebet blev ethvert forsøg på at forstå handlingen opfattet som et forsøg på at undskylde den.
Altså lod man bare pælen sidde i såret. Som et fremmedlegeme, der ikke tilhører virkeligheden og derfor heller ikke kan forstås ud fra den.
»Det er en retorik, man genkender fra debatten om holocaust, hvor nogle mener, at det skal man simpelt hen ikke tale om. Man skal indkapsle det og rejse et monument over det, men ikke forsøge at forstå, hvordan almindelige mennesker kunne begå sådan nogle systematiske grusomheder«, siger Tore Rye Andersen.
I flere af de romaner, der er blevet markedsført som 9/11-historier, skriver forfatterne det ligeud. I romanen ’Mønstergenkendelse’ fra 2003 kalder William Gibson angrebet for »en begivenhed hinsides kulturen«, mens Don DeLillo i ’Den faldende mand’ omtaler det som »en ufattelig begivenhed«.
»De beskriver nærmest angrebet som noget sublimt. For overvældende til at fatte«, siger Tore Rye Andersen, der mener, at det er en forståelig reaktion.
»I hvert fald i månederne og årene efter angrebet, men efterhånden som de sammenstyrtede tårne kommer på afstand, kunne man godt begynde at stille nogle spørgsmål«.
Ironiens død
Visse ting var alle ellers enige om, straks World Trade Center var styrtet i grus. Her sluttede ironiens tidsalder, sagde man. Nu ville en ny alvor indfinde sig blandt forfatterne, som fremover måtte interessere sig for samfundet. Den lader vi lige stå.
I Hollywood havde man sine egne problemer. Billedet af de to fly, der dykkede ind i World Trade Centers bygningskroppe, lignede mere en scene fra en film end et stykke virkelighed, hvilket i sig selv gav lidt tømmermænd.
For, som instruktøren Robert Altman sagde: »Ingen ville have drømt om at begå en sådan forbrydelse, medmindre de allerede havde set den i en film«.
Hollywood lod som ingenting
Flere katastrofefilm blev i største hast taget af plakaten. For man underholder sig ikke med noget, andre stadig sørger over. Og spørgsmålet var nu, hvordan Hollywood fremover ville håndtere den virkelighed, der var begyndt at ligne en katastrofefilm.
Og hvad skete der så? Ikke ret meget. Eller som Tore Rye Andersen formulerer det: Efter en kort katastrofeopbremsning i efteråret 2001 blev det hurtigt business as usual. Schwarzenegger-filmen ’Collateral Damage’ om terrorisme på amerikansk jord fik alligevel premiere.
Ligesom de øvrige actionfilm. Nu var de jo betalt. Og som filmredaktør ved Politiken, Kim Skotte, sammenfatter:
»Det store massive respons har været at lade som ingenting«.
Bøger om ægteskabelige kriser
Imens skrev forfatterne videre. På samme slags bøger, de allerede var i gang med. Om det personlige liv. Og da romanerne endelig begyndte at komme, havde de ikke rigtig noget at sige om den verden, der omgav os alle efter 11. september 2001.
»De handlede alle sammen om, hvilket forkrøblende indvirkning angrebet havde haft på intimsfæren. Og mange af bøgerne tog afsæt i en ægteskabelig krise«, siger Tore Rye Andersen.
En anden læser af disse bøger, journalisten Jes Stein Pedersen, undrer sig – som her i hans bidrag til bogen ’Historier om Amerika’ på følgende måde:
»Man læser og læser og ender med at kigge ud i luften, mens man spørger sig selv, om hvide menneskers parforhold virkelig var den institution, som blev hårdest ramt af 11. september?«.
Fænomener som al-Qaeda og krigen mod terror er i disse romaner »blot en svag mumlen i baggrunden«, mener Tore Rye Andersen. Og bøgerne »fremstår mest af alt som klaustrofobiske kammerspil om familiemæssige genvordigheder i terrorens tid«.
Sådan var det i Don DeLillos roman ’Den faldende mand’, i Jay McInerneys ’The Good Life’ og i Ken Kalfus’ ’A Disorder Pecululiar to the Country’. Angrebet på World Trade Center var bare en af de trisser, historiens snoreværk trillede igennem, og formålet med hele maskineriet var at undersøge andre ting. Som Tore Rye Andersen siger:
»Angrebet kunne være erstattet med noget andet i romanerne. Et ødelæggende jordskælv for eksempel«.
I Jonathan Safran Foers ’Ekstremt højt og utrolig tæt på’ er omdrejningspunktet ganske vist ikke skilsmisse, men en niårig dreng, der har mistet sin far i angrebet, og drengens forsøg på at bearbejde tabet. Men også her fylder det personlige tab og sorgen så meget, at det ifølge Tore Rye Andersen sådan set er lige meget, hvordan drengens far er omkommet.
»Han kunne lige så godt være død i en bilulykke. Jonathan Safran Foer har da også siden sagt, at han faktisk havde fået ideen til romanen før 11. september, og at han først flettede begivenheden ind senere«, siger han.
Men måske er det ikke så sært, at forfatterne viger tilbage fra at tage livtag med den store verdenspolitiske roman. For det første måtte forfatterne tage et vist hensyn til tabuet. Hvem som helst kunne ikke bare skrive hvad som helst om angrebet på World Trade Center.
Hertil kom så forvirringen. Vi befinder os stadig i det oprørte kølvand af terrorangrebet 11. september, og de færreste kan endnu gøre rede for de nye moralske, politiske og historiske verdenshjørner.
Endelig blev forfatterne fanget på det forkerte ben. Historien var som bekendt netop slut. I hvert fald ifølge Francis Fukuyama. I 90’erne boomede den amerikanske økonomi, »medierne var mest optaget af O.J. Simpson-sagen og præsidentens utroskab«, som Tore Rye Andersen siger. Og i sådanne tider kan forfatterne tillade sig at fokusere på individet og det personlige liv.
»Da angrebet så pludselig kom med et historisk sporskifte, manglede forfatterne nogle retoriske redskaber i værktøjskassen, som de måske skal til at oparbejde igen«.
Bovlamme heltekvad
En ting tog de fleste for givet 12. september 2001. At fra nu af ville vi se mange flere islamiske fundamentalister i skurkeroller i filmens verden. Og der har da også været flere arabere i mindre charmerende filmroller i de forgangne år. Men ikke særlig mange, vurderer filmredaktør Kim Skotte.
»Og ikke nær så mange, som der var russere for 25 år siden. Så vidt jeg kan se, er man ret omhyggelig med at sørge for, at der er en sort og en gul og en araber på begge hold. I den forstand har der været en ret diplomatisk reaktion på 11. september«.
Til gengæld har vi set andre slags terrorister på film. Blekingegadebanden, Baader Meinhof og Sorte September. Sikkert fordi vi der kan fortælle en beslægtet historie, men på behørig afstand, mener Kim Skotte, der kalder det »historiefortælling per følelsesmæssig stedfortræder«.
Krigsfilm har det med at komme i bølger. Mens kampene står på, laves der propagandafilmene. Sådan var det under Anden Verdenskrig. Og sådan var det under Vietnamkrigen med John Waynes ’De grønne baretter’.
De menneskelige omkostninger
Efter krigen kommer filmene om traumerne så. Efter Vietnamkrigen var det ’Deer Hunter’, ’Coming Home’ og ’Dommedag nu’, der behandlede krigens menneskelige omkostninger. Men sådan har det ikke set ud i det, man har kaldt krigen mod terror.
»Da der i 2006 kom to film om 11. september, var det bemærkelsesværdige for mig at se, at de hverken var kritiske undersøgelser af årsagerne til terrorangrebet eller film om traumerne«, siger Mark Herron, ph.d.-stipendiat ved retorikstudiet på Københavns Universitet, hvor han har skrevet afhandling om, hvordan angrebet er håndteret i tv-serier og på film.
»De forsøgte bare at se, om der ikke var et eller andet positivt, man kunne hente ud af begivenhederne«.
Den første af filmene var ’World Trade Center’ af instruktøren Oliver Stone, der selv har lavet tre Vietnamfilm og ’JFK’ om mordet på John F. Kennedy og er kendt som særdeles kritisk over for den amerikanske regering.
Især i det lys fremstod ’World Trade Center’ for mange som en bovlam patriotisk hyldest til to betjente, der overlevede angrebet.
Den anden film var ’United 93’ om dramaet om bord på det fjerde fly, som 11. september efter kamp mellem flykaprere og passagerer styrtede ned på en mark i Pennsylvania.
»Man går ikke ind og spørger, om USA kunne gøre noget anderledes. Det er bare et spørgsmål om godhed over for ondskab. Og de gode, heltene, er så passagererne om bord på United 93 og politibetjentene, som arbejdede i World Trade Center«, siger Mark Herron.
Drenge vil hellere se orker og aliens
Når den store katastrofefilm bygget over angrebet på World Trade Center endnu ikke har ramt filmlærredet, skyldes det flere ting, mener Kim Skotte. Dels er det stadig for tidligt at vise en amerikansk storby angrebet af terrorister.
Dels taler den slags ikke til det publikum, som enhver stor amerikansk film nødvendigvis må charme sig ind hos nu om dage: drenge på 17 år.
De vil hellere se orker og aliens. Og en dyster historie om, hvordan Mohamed Atta endte som terrorist i cockpittet på et passagerfly med kurs mod World Trade Center, vil de ikke bruge en lørdag aften på.
Superhelte og eskapisme
»Der bliver lavet rigtig mange film om forfærdelige katastrofer, men ikke om virkelige katastrofer. Og hvis man skal være sådan helt gammeldags kulturmarxistisk banal, kunne man sige, at det største resultat af 11. september har været det forbløffende antal superheltefilm«, siger Kim Skotte.
Det skyldes dels, at den slags film rent teknisk kan laves troværdigt nu. Men et element af eskapisme er måske på spil.
»Det er da slående, hvor mange film der bliver lavet om folk med særlige kræfter. Konflikter, som ikke ligner noget, vi kender alt for godt, og hvor ærterne bliver klaret af nogen, der har mere tjek på det end nogle stakkels fjollede politikere, man ikke har den store respekt for«.
Al magt til dokumentaren
Når så få har vovet at tage årsagerne til terrorangrebet op i bøger og på film, kan det også hænge sammen med, at daværende præsident George W. Bush så at sige holdt angrebet politisk i live i adskillige år, fordi det blev brugt som begrundelse for krigen i Irak, mener Mark Herron fra Københavns Universitet.
Det kan måske også forklare, at de kritiske film først kom, da George W. Bushs politiske stjerne var dalet, og at det ikke var selve terrorangrebet, de handlede om, men krigen i Irak. Den er der til gengæld kommet mange film om.
»Irakkrigen kan man godt hive ind i den historiske strøm og sige: Nå, er vi nu i samme rolle som under Vietnamkrigen? Mens selve terrorangrebet 11. september stadig betragtes som stående uden for historien. Som enestående«, siger Mark Herron.
Søger man kritiske film om verden efter 11. september, havner man derfor hurtigt i stakken af film om Irakkrigen. Og meget af det, man finder, vil være dokumentarfilm.
»Der bliver lavet rigtig mange film, som prøver at afdække historien omkring Irakkrigen. Det mest oplagte eksempel er Michael Moores dokumentarfilm ’Fahrenheit 9/11’, som tidligt og ret overbevisende piller de officielle forklaringer fra hinanden«, siger Kim Skotte.
»Selv om han så sikkert søsætter en masse røverhistorier selv«.
Irakkrigen på tv
Dokumentarfilmene har i det hele taget oplevet en revolution i løbet af det seneste årti. Instruktørerne har i stigende grad taget de dramaturgiske greb og principper til sig, som kollegerne i spillefilmen betjener sig af. Og det har virket.
»Nu går man i biffen og ser dokumentarfilm«, siger Kim Skotte.
»Det kunne ti vilde heste ikke hale en ind til før i tiden«.
Også på tv er Irakkrigen taget under behandling, men per stedfortræder som i science fiction-serien ’Battlestar Galactica’, hvor en lille gruppe mennesker en gang ude i fremtiden har overlevet et angreb fra en fremmed art og skal tage stilling til særdeles nutidige spørgsmål så som: Er det i orden at bruge tortur? Og hvad med selvmordsbomber?
Kritiske spillefilm
Men der findes også kritiske spillefilm om Irakkrigen.
Eksempelvis Kathryn Bigelows ’Hurtlocker’ om en amerikansk militærenhed i Irak og Paul Greengrass’ ’Green Zone’, hvor en amerikansk soldat forgæves jagter Saddam Husseins masseødelæggelsesvåben og i stedet giver sig til at lede efter grunden til, at han er i krig.
LÆS ANMELDELSE
»Det er film, hvor man hele tiden får fornemmelsen af, at regeringen skjuler mere, end den fortæller. Det gælder også hele løgnehistorien omkring, hvorfor man invaderede Irak«, siger Kim Skotte.
»Det er film, der siger: Altså: Vi er måske nok patrioter, men vi er ikke idioter«.
Næste gange på p-pladsen
Endelig i 2006 kom en roman, der forsøgte at se verden gennem øjnene på en islamisk terrorist. Det var veteranen John Updikes ’Terrorist’ om den unge Ahmad, der bor i New Jersey, er fyldt med vrede mod det vantro USA og er parat til at sprænge Lincoln-tunnellen i luften.
Mange anmeldere fandt imidlertid romanens studie af tilblivelsen af en terrorist utroværdigt.
På det allerseneste synes et par amerikanske forfatterne så omsider at løftet blikket fra familien for at se verden i øjnene. Og, siger Tore Rye Andersen:
»Så kunne man have håbet, at de ville kigge på 11. september«.
Men nu er det i stedet miljøet og klimaet, de fokuser på. Eksempelvis Jonathan Franzen i ’Frihed’ og Cormac McCarthy i ’Vejen’. Og måske er det simpelt hen for sent. I denne omgang.
Både i William Gibsons roman ’Spook Country’ fra 2007 og Jennifer Egans ’A Visit from the Goon Squad’ er der en scene, hvor hovedpersonen går rundt i New York, kigger sydpå og synes, at der mangler et eller andet i byens skyline.
Men så går de videre uden at tænke nærmere over det, fortæller Tore Rye Andersen, der ser det som udtryk for, at anslaget mod byen måske allerede er noget, man har affundet. Uden egentlig at få det bearbejdet.
»Det ligger bare sådan indkapslet«, siger han.
Kan udløse en kollektiv hævntørst
Hvilket ikke er ufarligt. Den belgiske litteraturprofessor Kristiaan Versluy har i hvert fald slået til lyd for, det kan udløse en kollektiv hævntørst, at man ikke får bearbejdet traumet og derfor heller ikke hverken har forstået det skete eller set sin egen andel i det.
For eksempel når man som Don DeLillo i romanen ’Den faldende mand’ fastholder personerne i deres traumer.
»Derfor er der en vrede. Og ser man, hvordan amerikanerne reagerede, da Osama bin Laden blev skudt, de jubelscener, der var i gaderne, tyder det jo på, at det var nogle indestængte følelser, der fik afløb der«, siger Tore Rye Andersen, der blandt de såkaldte 9/11-romaner fremhæver Ken Kalfus ’A Disorder Peculiar to The Country’.
Dyb samfundssatire
Også her er der ganske vist tale om et kriseramt ægteskab. Men tilsat dyb samfundssatire.
»Han stiller skarpt på, hvor ineffektivt FBI var op til og efter angrebet og gør sig lystig over hele miltbrandaffæren, som fyldte meget i månederne efter 11. september, og peger på den angst, alle levede i«, siger Tore Rye Andersen, der selv husker et indslag i fjernsynet om en buschauffør fra Aalborg, der besvimede ved synet af noget hvidt pulver i en bus.
SKRIV
»Ligesom jeg kan huske, at jeg læste, at Osama bin Laden var set i Silkeborg«, siger han og tilføjer med latter i stemmen: »Ved en hæveautomat«.
»Det viser jo, hvor voldsomme følelser det her udløste«.
Måske sker der snart noget
Senest har New York Times-journalisten Amy Waldeman skrevet bogen ’The Submission’, hvor hun lader en muslimsk arkitekt vinde konkurrencen om opførelse af et mindemonument på Ground Zero. Med store opstandelse til følge. Så måske sker der snart noget. Hvem ved?
Vi kan jo give dem et par år til, forfatterne og filminstruktørerne. Og hvis der så stadig ikke er sket noget, kan vi overveje at rulle vinduet ned. Næste gang vi passerer dem på parkeringspladsen.
FACEBOOK
fortsæt med at læse
