Vi ser enden på en retssag, som har domineret vores opmærksomhed på en måde, der er uden sidestykke i nyere norsk historie. Myndighederne har vist, at man er i stand til at gennemføre en straffesag, selv af mareridtsagtige dimensioner, efter de regler, som gælder i vores lovgivning, og der vil blive afsagt dom. Men det har også været en reprise af nogle traumatiske timer 22. juli 2011, nu opført som et stort anlagt dokudrama, nærmest i slowmotion, så alle kan se, om der er detaljer, de ikke har fået med. Det er et juridisk opgør, men de fleste har antagelig, som jeg, et håb om, at alt, hvad der hvirvles op i forbindelse med sagen, også skal få os til at forstå, så vi kan forhindre, at noget tilsvarende sker igen. Jeg spørger: Har de spaltekilometer, vi har læst, og de døgn, vi har tilbragt foran skærme og højttalere, givet os den nødvendige indsigt? Mange har rost den retslige proces, brugt tillægsordet ’værdig’. Jeg tillader mig at tilføje: Det manglede bare. (Hvad var alternativet?). Ja, vi er muligvis gode til at dømme en terrorist, men jeg føler mig ikke overbevist om, at vi er blevet bedre til at afværge forbrydelser af samme karakter som anslaget 22. juli. Snarere end at være en proces, der giver vidtrækkende indsigt for fremtiden, har retssagen virket som en national debriefing. Det er historierne om de dræbte, visheden om de pårørendes sorg og lidelse og deres paradoksale evne til at takle det, der har gjort stærkest indtryk. De overlevendes vidnesbyrd har næsten ikke været til at holde ud; fortællinger så rystende, at et forlag måske ville have afvist dem som alt for usandsynlige, hvis de havde været fiktion. Ellers er der lige så meget, der står ubesvaret hen som i dagene efter 22. juli sidste år; som spørgsmålet om, hvordan det var muligt for Anders Behring Breivik at gøre så stor skade, dræbe så mange, uden at blive stoppet noget før? I værste fald vil 22. juli være en skamplet for norsk politi i 50 år fremover. Og her sigter jeg ikke til de mange dygtige og modige personer, der er ansat i politiet, men til politiet som organisation. En ensom fyr Det mest uklare er Breivik selv. Det vil sige, efter at 2083-manifestet først skabte forvirring, synes der nu at være enighed om, at ideerne er genkendelige, at de er en del af det moderne fascistiske, højreekstreme tankegods. (Man må formode, at det undervurderede, også i størrelse, nynationalistiske miljø nu vil blive tættere overvåget). Alligevel virker det, som om folk er mindre optaget af ideologien end af spørgsmålet om, hvordan disse tanker blev til handling.
Eller rettere sagt: Det er gerningens uhyrlighed – det at dræbe 77 mennesker, heraf 69 så at sige med egne hænder – der skræmmer os til at læse, høre, se så meget om terroristen. Selv efter et århundrede, der lærte os, at der ikke er grænser for menneskelig ondskab, er det vanskeligt for os at forstå, at et menneske kan gå rundt i fem kvarter og skyde unge mennesker lige i ansigtet. Således kunne man i de første retsreportager skimte et behov for at afdæmonisere gerningsmanden. Selv om analytikere allerede sidste sommer sagde, at Anders Behring Breivik var en drømmende, opblæst skikkelse, virkede det, som om journalisterne nu nærmest lettet konstaterede, at han ikke var en professor Moriarty, et kriminelt geni. »Anklager flår hans selvbillede i stykker«, »Masken sprækker!«. Anders Behring Breivik var, kort sagt, en ensom fyr fra det vestlige Oslo, som nu var sat skakmat, som en kommentator udtrykte det. Den slags påstande gør mig til gengæld bange. Hvis en ensom, skakmat fyr kan finde på det, som Breivik gjorde, hvad vil en genial forbryder så ikke kunne udrette?
