sammenhold. Ali bokser og hænger ud i Copenhagen Muay Thai på ydre Østerbro.
Foto: Martin Lehmann

sammenhold. Ali bokser og hænger ud i Copenhagen Muay Thai på ydre Østerbro.

Kultur

14-årige Mohammed Ali bliver helt fredelig af thaiboksning

Thaibokseklubben Copenhagen Muay Thai skaber et særligt fælleskab på Nørrebro.

Kultur

Mohammed Ali er 14 år gammel og fra Mjølnerparken.

Han er halvanden meter høj, hans skuldre hænger lidt forover, og han holder hovedet dukket en anelse. Han ligner en, der har glemt at rette sig helt op. Men i det øjeblik han løfter knytnæverne op foran ansigtet, forstår man, hvor det kommer fra. De tre år, han har dyrket thaiboksning, har gjort forsvarspositionen til hans grundholdning.

Mohammed, som alle bare kalder Ali, løfter venstre fod fra træningslokalets røde måttegulv, og den lynhurtige bevægelse eksploderer i et spark. Foden rammer de to sorte slagpuder, som vennen Younes holder op foran maven. Younes kniber øjnene sammen:

»Kom nu, du sparker altså ikke særlig hårdt i dag«.

»Jeg er træt«.

»Ai, ai, ai, nu kører vi«. Ali sparker.

LÆS OGSÅ

»Og vi kører«. Ali sparker.

»Og vi kører«. Drengene griner, og Ali sparker.

»Og vi…«, begynder Younes igen og bliver afbrudt af Ali: »Hold kæft«.

Mo
Træningen i thaibokseklubben Copenhagen Muay Thai er et forsøg på at holde de unge væk fra volden på gaden ved at lade dem slå på hinanden med et formål. Det er en øvelse i at kontrollere aggressioner.

Initiativtageren til klubben hedder Mohammed Samhi, men ham kalder alle bare Mo. Mo er forhenværende kriminel, tidligere bådebygger og nu socialarbejder. Ideen om at bruge thaiboksning til at holde drengene på afstand af banderne opstod første gang, han så nogen fra »målgruppen« i en boksering.

Det, som Mo kalder målgruppen, kalder andre kriminelle og socialt udsatte unge.

»Oprindeligt startede jeg klubben sammen med to brødre. Efter kort tid kom folk, der kendte vores drenge, til mig og sagde: ’Hold kæft, hvad er der sket for ham her? Pludselig er han god i skolen, han kan sidde stille og han er blevet meget mere fredelig’«.

Stor forandring
Mo blev klar over, at han havde fat i noget godt. Han blev selv grebet af thaiboksning, og samtidig kunne han se, at sportsgrenen kunne bruges i et succesfuldt socialt projekt. 12 år, adskillige konflikter og tre flytninger senere er Copenhagen Muay Thai etableret i en graffititung gammel brandstation på Ragnhildgade i Nordvest, klos op ad Bolsjefabrikken og spillestedet Mayhem. Bokserne er en sammensat gruppe af unge og voksne.

»Selv om vi har 40 procent danske medlemmer og 60 procent med udenlandsk baggrund, bliver vi set på som en – grimt sagt – perkerklub«, konstaterer Mo.

De fleste af hans medlemmer er drenge. Der er dem, som træner for at kæmpe i ringen, og dem, der bare træner for sjov. Nogle er selv blevet slået på, andre har en fortid som voldelige. Men ifølge Mo er der én ting, de alle har til fælles:

»Hvis du sammenligner, hvordan de var, inden de begyndte at bokse, med nu, er der en kæmpestor forskel. Et af vores største talenter hedder Sufian. Han er 21, og han var virkelig en rod for nogle år siden. Nu er han det fredeligste menneske, jeg kender«.

Historien om Carlos
Mo siger, at han har hundreder af lignende eksempler. Men der er også de tragiske historier – som den om Carlos.

Den dag, 16-årige Carlos døde, var der lagt op til boksekamp på Blågårds Plads. Kampen skulle begynde klokken 13. Klokken 10.14 døde Carlos af sine sår efter et knivstikkeri natten forinden.

Sammen med nogle venner fra Blågårds Plads-gruppen havde han været til koncert i Amager Bio. Her blev han stukket syv gange med en kniv under et masseslagsmål. Halvandet år senere blev tre unge mænd fra bandemiljøet dømt for grov vold med døden til følge.

Mo mener ikke, at det var Carlos, der lavede ballade den aften. Og han understreger, at der ingen banderelaterede medlemmer er i bokseklubben.

Men der har været henvendelser, fortæller han. Både fra Bandidos og Nørrebrobanden Brothas. Men svaret er altid det samme.

»Så siger jeg til dem: Hør her, min ven, du er ikke velkommen her«.

Nultolerance
Hvis bandemedlemmer vil være medlem af Copenhagen Muay Thai, skal de afbryde enhver kontakt til bandemiljøet.

Desuden hersker der en absolut nultolerance, hvad angår voldelig opførsel uden for klubben.

LÆS OGSÅ Hvis en af bokserne har været oppe at slås eller på anden måde opført sig dårligt, bliver hans sag behandlet af et udvalg af fem drenge fra klubbens juniorhold. »Så siger jeg til dem: Idioten derovre skal hverken have mindre end 14 dage eller mere end tre måneders karantæne. Og så beslutter de, hvor længe han skal holde pause«, forklarer Mo. Alle begår små fejl Lidt anderledes ser det ud, hvis drengene begår indbrud eller »har lidt lange fingre«. »Når de kommer til træning to mand på en stjålet knallert, bliver de sendt hjem igen, og selvfølgelig får det konsekvenser. Men vi bor på Nørrebro, og de unge, vi har med at gøre, begår alle små fejl. Vold er bare ikke en lille ting – det er farligt«. Mo har også selv tænkt over det indbyggende dilemma i at oplære drenge fra gaden i at bruge deres muskler. »Hvis nogen fra klubben begår vold på gaden, kan jeg godt komme til at føle mig skyldig, fordi det er noget, de kan have lært hos os«.

Annonce

Artiklen fortsætter efter annoncen

Annonce

Men han er overbevist om, at thaiboksningen er med til at give drengene større selvrespekt. Samtidig gør deres lidenskab for sporten, at de føler, at de misbruger boksningen, hvis de bruger den på en destruktiv måde.

Da Carlos døde, havde han ikke været til træning i et stykke tid. Klubben havde mistet sine gamle lokaler, og Mo havde trænet dem, der skulle kæmpe, udenfor i Frederiksberg Have.

»Vi har mistet nogle drenge til bander, fordi vi i perioder ikke havde nogen lokaler at træne i. Det er jeg ked af. Men en del er kommet tilbage, efter vi fik klubben her«.

Hænderne op over hovedet
Ali begyndte at bokse i Copenhagen Muay Thai en måned efter Carlos’ død i september 2008. Mo husker tilbage:

»Ali kunne næsten ikke løfte sine egne hænder op over hovedet. Han bor i Mjølnerparken alene sammen med sin far. Alle dér er arabere, og de ser ned på pakistanere som ham. Nu har han bokset her i tre år og er blevet en af de bedste boksere i sin vægtklasse i hele Europa. Thaiboksning fjerner ikke bare drengene fra de problemer, de sidder i – det giver dem samtidig stolthed«.

Når Mo fortæller, at klubben meget mere er en familie end en idrætsforening, at medlemmerne hver søndag trækker i arbejdstøjet og rydder op, og at de drenge, der ikke har råd til at betale kontingent, gerne må bokse alligevel, er det tydeligt, at det ikke kun er drengene, der er stolte.

Træningslokalet er dekoreret med kampplakater og billeder af boksere i alle aldre, nogle af dem med handsker, der er dobbelt så store som deres hoveder. En blomsterguirlande skjuler et ventilationsrør, og farverige spotlys omkranser bokseringen bagest i lokalet.

På kanten af ringen sidder Ali og Younes og ser på, mens de ældre træner. Sveddråber drypper ned på måtten og danner små ringe omkring bokserne, der går til angreb på imaginære modstandere. Nogle stønner, når deres ben kolliderer tungt med sandsækken. Hos andre er bevægelserne legende, og spark og slag flyder sammen til en hårdtslående koreografi. En af dem, der danser, er 24-årige Mahmoud.

»Han er så stærk, at han har flækket en sandsæk engang«, fortæller Younes.
»I starten gør det ondt«

Mahmoud er karseklippet og muskuløs og taler så lavmælt, at stemmen flere gange drukner i smældene fra de andres slag. Han har tidligere brugt thaiboksning uden for træningslokalet. Men kun til selvforsvar, siger han. Mahmoud har bokset, siden han var 14.

»En dag tog nogle drenge den hat, jeg havde på, og trampede på den. Jeg blev ked af det og græd. Der var nogle ældre drenge, der så det, og så tog de mig med i klubben. De sagde, at det ikke dur, at jeg står og tuder«.

Der gik et halvt år, inden Mahmoud kunne lide sporten.

»I starten gør det ondt, men så sker der noget med kroppen, og man vænner sig til det«.

Samtidig sker der noget med sindet.

»Man får mere selvtillid. Og så får man lyst til at komme hele tiden«.

Respekt på gaden
Younes og Ali er mindst lige så hooked på sporten som Mahmoud. De bokser fem til seks dage om ugen og drømmer om at blive professionelle. Når de ikke træner, gør de rent og rydder op i klubben, både frivilligt og for penge.

»Mig og ham, vi er altid sammen«, siger Ali. Younes lægger hånden, der stadig er iført boksehandsken, om hans skuldre.

»Det fedeste er at kæmpe«, fortsætter Ali.

»Men man bliver også mere disciplineret og spiller ikke gangster. Man lærer at passe sig selv, og så får man mere respekt på gaden. Man hygger sig med vennerne, og de folk her er som ens familie«.

Pigerne

Artiklen fortsætter efter annoncen

Annonce

Og så er der det med pigerne. Hjælper det at være thaibokser? »Jaaaaaaah«, udbryder Ali. »Aaahr«. Younes tøver. »Hvad, kan man ikke sige det?«. »Jo, men jeg er ligeglad. Træneren siger, at man ikke skal blande tingene sammen. Piger er fritid. Og for mig kommer træningen først«. Få minutter senere kommer en pige med store krøller og en kort kjole forbi træningslokalet. Younes sender hende et luftkys.









Redaktionen anbefaler:

Læs mere:

Annonce

For abonnenter

Annonce

Podcasts

Forsiden