Du har ingen artikler på din læseliste

Hvis du ser en artikel, du gerne vil læse lidt senere, kan du klikke på dette ikon

Så bliver artiklen føjet til din læseliste, som du altid kan finde her, så du kan læse videre hvor du vil og når du vil.

Læs nu
Du har ingen artikler på din læseliste
Artiklen er føjet til din læseliste Du har ulæste artikler på din læseliste

Kropsforskrækkelse. Nøgenhed var naturlig, og det naturlige var idealet i 1970'erne. Derfor var den nøgne mand under puslespilsbrikkerne helt comme il faut i de danske børnehaver. Men der er sket noget de seneste 40 år.
Foto: John Lee/Nationalmuseet

Kropsforskrækkelse. Nøgenhed var naturlig, og det naturlige var idealet i 1970'erne. Derfor var den nøgne mand under puslespilsbrikkerne helt comme il faut i de danske børnehaver. Men der er sket noget de seneste 40 år.

Kultur
Læs artiklen senere Gemt (klik for at fjerne) Læst

Kulturarv: Nationalmuseet udstiller bongotromme og puslespil fra børnehave

Børnehave med møbler og legetøj fra 1970'erne er en del af dansk kulturarv.

Kultur
Læs artiklen senere Gemt (klik for at fjerne) Læst

Den plyssede dreng siger det selv højt, hvis nogen skulle være i tvivl. Han er børnehavens største barn.

Hans hænder er formentlig dem, der kender puslespillene, bongotrommen og træklodserne bedst. Og han er den, der har siddet længst på den lille stol.

Måske netop derfor er det ham, der tør svare museumsmanden på trods af den store forsamling fremmede voksne med blikket rettet mod ham og hans små kammerater på tur i vindjakker fra Brøndby Strand.

»Kan I genkende tingene i montren?«, spørger museumsmanden.

»Ja, det er vores!«, siger drengen.

LÆS OGSÅ

»Men nu er de vores. Nu er de kommet ind i museets montre«, konstaterer manden og spørger:

»Er det ikke sjovt?«.

Tavshed. Nogle sekunder går. Forsamlingen af voksne står med store afventende smil.

Så nikker den plyssede dreng og sætter ekstra krop på bevægelsen.

Lettede ler alle. Drengen siger:

»Men vi bruger stolen til stoledans«.

Takkede straks ja
Velfærdssamfundet gennemsyrer vores liv og er flettet ind i vores personlige livshistorier, fra vuggestue til gravsted. Det er baggrunden for et netop afviklet forskningsseminar på Nationalmuseet og den lille udstilling samme sted. Museumsinspektør og seniorforsker Lykke Lafarque Pedersen, der står i spidsen for projektet, siger:

»Velfærdsstatens adfærd er kultur. Den er tillært. Men vi lægger ikke mærke til den, og derfor har velfærdens kulturarv hidtil været et underbelyst felt«.

På Nationalmuseet har man valgt først at zoome ind på børnelivet, for især her er der gennem de seneste 60 år sket en kolossal forandring. Mens kun hvert tiende barn kom i institution i 1960’erne, tager ni ud af ti danske børn hver morgen nu afsked med deres forældre.

Derfor er Asger, den plyssede dreng fra Børnehaven Strandbo i Brøndby Strand, til fernisering på museet.

Annonce

Artiklen fortsætter efter annoncen

Annonce

Hans forstad blev skabt som del af Køge Bugt-planen fra 1969-1974. Børnehaven blev bygget og indrettet efter idealerne i 1970. Nærmest intet er smidt ud, og kælderen under børnehaven har været fuld af scrapbøger, videooptagelser fra koloniture i telt og håndtegnede ugeplaner på farvet karton. Da børnehaven skulle have nye, tidssvarende møbler sidste år, kontaktede den nu pensionerede leder Nationalmuseet:

»Vil I have en komplet stue fra 1970’erne med møbler, dukkekrog og legetøj doneret?«.

På Nationalmuseet bliver man ofte spurgt af gæster fra udlandet: »Hvor kan vi se det danske velfærdssamfund?«. Men man har været nødt til at melde pas.

»Og da tilbuddet om børnehaven kom, takkede vi straks ja«, siger museumsinspektøren Lykke Lafarque Pedersen.

Stolen, der følger barnets krop
Tidligere på dagen står hun i udstillingssalen, da puslespillet, der viser en mand med rød mulepose, endnu ikke er kommet på plads inde i montren. Jeg får lov at løfte brikkerne, og siger hej igen til den fuldskæggede mand med bar røv, som jeg genkender fra min egen børnehavetid i 1970’erne.

»Det afspejler et andet forhold til seksualiteten. Og det fortæller en historie om, hvad man syntes var vigtigt at lære i børnehaven i 1970’erne: Mænd og kvinder ser forskellige ud uden tøj på, men nøgenhed er naturlig, og det naturlige er idealet«, forklarer museumsinspektøren .

Den fuldskæggede 1970’er-mand skal ind i montren til det andet trælegetøj i primærfarver, bongotrommen af træ og læder og en rød-orange kommode, som stod i dukkekrogen.

»Men hvor præcis sidder velfærdssamfundet«, spørger jeg?

Dengang kunne forældre godt finde på at sætte sig ned og tage en smøg og en kop kaffe inde på stuen



»Man kan ikke sige, at det sidder lige dér et sted i puslespillet. Velfærden er, at man tilgodeser fællesskabet og det enkelte barn og ser verden fra børnenes perspektiv. Se på stolen og læg mærke til, hvordan den er designet efter barnets anatomi«, siger Lykke Lafarque Pedersen og peger på det lille træmøbel, der har været brugt uafbrudt i 43 år.

Den lille Hukit-stol blev produceret af en familieejet møbelfabrik på Fyn med træ fra et lokalt savværk. Den blev produceret i 100.000 eksemplarer og var populær i de danske daginstitutioner. Nu er den udskiftet til fordel for høje stole ud fra hensynet til de voksne, så de ikke skal bukke sig ned.

»Og læg mærke til hullet i stoleryggen«, siger Lykke Lafarque Pedersen.

»Hullet blev en del af designet, fordi alle børn dengang gik i overalls. Spændet, der samlede selerne på ryggen, ville ellers genere børnene, og stolen ville blive ridset«. Afklædte børn forbudt


Når hverdagsting får museumsnumre og placeres forsigtigt i en montre, så vi hagegnidende kan betragte dem på distancen, plejer det at være tegn på, at noget vigtigt er passé. Skal vi se børnehavens ting i montren som tegn på, at det danske velfærdssamfund er på retur?, spørger jeg.

»Det kunne noget nok tyde på. Men nej, jeg tror snarere, at velfærdssamfundet er ved at ændre sig. Derfor er det vigtigt, at vi som museum kan vise, hvordan det fungerede tidligere, og kvalificere debatten«, siger Lykke Lafarque Pedersen, der har indsamlet forskningsinterview med pædagoger fra børnehaven i Brøndby Strand. Flere har arbejdet der siden 1970’erne.

Og noget er sket – også immaterielt.

»De taler om 1970’erne som en mere optimistisk tid«, konstaterer hun.

I dag diskuteres afklædte børnehavebørn i en pædofilikontekst. Børn skal helst spise økologisk. Der er ikke længere noget, der hedder at ryge smøger på legepladsen, men der er til gengæld noget, der hedder læreplaner. Dem skal der bruges tid på, mens børnene sidder på nye stole.

LÆS OGSÅ

Hukit-stolens tid er ikke forbi. Den har fået benforlængelse og har forladt børnebordet for at sætte sig til bords med andre danske møbelklassikere i ressourcestærke, designglade danske hjem.

»Men fordi man ikke måtte bruge den samme lim som i 1970’erne, har jeg fået at vide, at den ikke holder så godt«, siger Lykke Lafarque Pedersen.

»Det er jo fint, at børn i dag ikke udsættes for farlige dampe fra lim. Men kompleksiteten er samtidig blevet større, og tingene opleves som mere besværlige. Der er flere mennesker, der skal tages i ed, før man kan handle«.

Samtidig har vi beholdt traditioner, som er knyttet til særligt det danske børneliv, selv om vi har en tendens til at tro, at de er indiskutable almene værdier, vurderer museumsinspektøren.

»I Danmark er det et ideal, at børn drikker meget mælk, og at de er ude i al slags vejr. De små børn skal helst sove udenfor. Det bliver anset for formynderisk, hvis man spørger folk fra andre lande«, siger hun.

»Og det er alt sammen kulturelt, og det peger på, hvem vi er«. Da forældrene røg på stuen


Tre veteraner ved montren taler om back in the day. De var ansat som pædagoger i børnehaven fra 1970’erne, til de gik på pension.

»Og puslespillet … «, ler den tidligere leder Birger Jarlkov.

» … det ville være utænkeligt, at man kunne købe sådan et i dag – og da slet ikke med den behåring«.

Det føles ikke som så lang tid siden, årene gik hurtigt, beretter de, men noget har ændret sig:

»Dengang kunne forældre godt finde på at sætte sig ned og tage en smøg og en kop kaffe inde på stuen«, siger Anne-Lise Engel.

LÆS OGSÅ

Jeg spørger, hvad den allerstørste forskel er på dengang og nu?

»Tiden!«, udbryder de alle tre med det samme.

»Tiden med børnene. På deres præmisser«, siger Birger Jarlkov.

»Vi tog på koloni og lå i telt ude i en skov og havde et lokum med. Og vi tog på tur hver uge. Mange af de sjove tiltag er væk. I dag skal der bruges tid på sprogvurdering og lister og alt muligt«.
Lyse stole

Artiklen fortsætter efter annoncen

Annonce

Imens sidder børnehavedrengen Asger på en af museets voksenstole med sine kammerater og spiser sin eftermiddagsfrugt. Han kan være sikker på at blive sprogscreenet og gjort skoleklar med læreplaner, inden han forlader børnehaven næste år. Men i dag er han på tur. Han gnasker vindruer, mens han trommer med hænderne på sine lår for at vise, hvordan han plejede at spille på bongotrommen. Jeg spørger, hvad han egentlig synes om at se sin gamle stol i montren. »Flot«, siger han. »Når noget er gammelt, bliver det sådan lidt mørkt«. »Hvad sidder I på i børnehaven, efter I har givet museet jeres gamle stole?«, spørger jeg. »Vi sidder på sådan nogle pæne stole«, svarer Asger. »De er i træ, men de er anderledes lyse«. »De er også høje«, siger han.











Læs mere:

Annonce

For abonnenter

Annonce

Podcasts

Forsiden