Du har ingen artikler på din læseliste

Hvis du ser en artikel, du gerne vil læse lidt senere, kan du klikke på dette ikon

Så bliver artiklen føjet til din læseliste, som du altid kan finde her, så du kan læse videre hvor du vil og når du vil.

Læs nu
Du har ingen artikler på din læseliste
Artiklen er føjet til din læseliste Du har ulæste artikler på din læseliste

Næste:
Næste:
Lærke Posselt
Foto: Lærke Posselt

»Her kan blive meget smukt«

Boligområdet Gellerup ved Aarhus står over for danmarkshistoriens største genopretning. Ved udgangen af denne måned forsvinder de sidste beboere fra de blokke, som skal rives ned, og de første gravemaskiner er gået i gang med at vælte en gammel drøm, der forliste på vejen.

Larvefødderne kværner op over kantstenen, og saksen på den tunge gravemaskine hæver sig. Med brølende motor skrumpler maskinen hen mod det, der indtil for nylig var hundredvis af menneskers hjem. Et badekar og en blå opvaskebalje ud for nummer 15 ligger malplaceret midt i det hele og vidner om et liv, der var. Så åbner gravemaskinen saksen, manøvrerer den ned mod et betondæk og grabber sig fast i små, voldsomme ryk. Med et hult drøn bliver en gigantisk betonbid revet af.

Det er en drøm, der flås i stykker: For over 40 år siden rullede flyttevognene ind i Gellerupparken vest for Aarhus med forventningsfulde familier på vej til at realisere velfærdsstatens drøm: Lys, luft og lejligheder til alle. Værelser til kernefamiliernes børn, eget bad, store græsarealer mellem blokkene og de socialdemokratiske lighedsarealer realiseret helt ud i arkitekturen: Hele betonfladen blev bygget op i ensartede firkanter, der kunne dække over både velstand, armod og alt fra et til fem værelser.

Allerede dengang var der mislyde. En anekdote fra indvielsesdagene lyder, at arkitekten så sin kone græde ved synet af Gellerupparken og troede, hun var bevæget over byggeriets storhed. I stedet stod hun og græd, fordi stedet så »så forarmet« ud.

Men den anekdote dukkede først op senere. Dengang var det overordnede indtryk, at arkitekt Knud Blach Petersen havde realiseret de idealer, der var tidens: Med god, central planlægning kunne man sikre et trygt liv for høj og lav.

Sådan gik det ikke. I disse dage flænser gravemaskiner sig ind på de 3 af parkens 23 blokke, der er dømt til nedrivning, og de sidste familier fra blokkene er ved at pakke. Tre familier har nægtet at flytte og har været i retten for ikke at få deres boliger jævnet med jorden. Men sagen er afgjort. Ved udgangen af denne måned skal de være ude.

Lidt på afstand af blokken med skiltet ’Bentesvej 13-19’, står ’Swahili’ Said, som han kaldes, og betragter nedrivningen. Han er glad for Gellerup, men ikke ubetinget, og det er uden beklagelse, at han ser et kapitel af det 20. århundredes bolighistorie synke sammen i brokker.

»Hvorfor skulle man ikke vælte det? Vi har brug for forandring. Jeg tror på, at her kan blive meget smukt«, siger han – på engelsk, fordi han ikke synes, det danske flyder.

»Vi udlændinge er glade for at bo her, men danskere ser ned på stedet og mener, det er et dårligt sted. Og det her er en meget gammel og nedslidt bygning. Den stammer fra det 20. århundrede. Vi befinder os altså i det 21. århundrede«.

Uniformitet

Og noget gik galt i Gellerup. Arkitekturen, der afspejlede lighed, gjorde det i en grad, så helhedsindtrykket nærmest var »uniformeret«, som professor i by- og landskabsudvikling Tom Nielsen fra Arkitektskolen i Aarhus siger.

Han er en af de forskere, der på tætteste hold har fulgt Gellerupparken og set, hvordan 1960’ernes begejstring efter nogle år blev afløst af en forstemmende udvikling.

»Man begyndte at se en følelse af fremmedgjorthed på stedet, og så var der det med skalaen: De meget store afstande gjorde, at vejen hjem ikke var tryg. Byernes overvågning og øjnene på gaden manglede«, siger han.

[billedhjul-1]

Naboerne blev til tusinder – i dag knap 5.000 – beboere, som man højst stødte på i en rungende opgang, og Tom Nielsen taler om en »alene-hed«, ikke bare inde i lejlighederne, men også ude.

Samtidig gjorde nye fradragsregler de nye parcelhuse økonomisk tilgængelige, og imens middelklassen søgte ud mod egne haver, begyndte nye beboere at flytte ind i de tomme lejligheder. Mange af dem indvandrere og flygtninge. Den nye beboersammensætning afspejlede den kulturelle mangfoldighed, som i dag er en styrke i Gellerup, og som man gerne vil bygge på.

Men samtidig stod mange af de nye tilflyttere uden arbejde, og stedet udviklede sig til et socialt udsat område – eller socialt udfordret, som man foretrækker at sige i Gellerup – med over halvdelen af beboerne på overførselsindkomst og mere kriminalitet end i resten af Aarhus.

Når Tom Nielsen forklarer udviklingen, tager han afsæt i mellemkrigsårenes elendige boligstandard og datidens behov for et bedre liv i nye boligområder.

»Gellerupparken er udtryk for den drøm. Det er et af de største og mest markante byggerier herhjemme af den art, og hele byggeriet er et udtryk for ambitionen om at bygge et helt nyt samfund«, siger Tom Nielsen.

Med industrialismen havde markedskræfterne haft frit spil i byerne, men resultatet var tung forurening og kummerlige boliger. Da så også bevægelsen fra land mod by opstod, manglede der nye boliger i byerne. I den ånd blev de 2.400 boliger i Gellerup banket op i rekordfart.

»På det tidspunkt var det holdningen, at man kunne planlægge sig til den gode by. Man bliver jo så klog, når man kan få lov at kigge tilbage, men på mange måder var det et fantastisk projekt«, siger professoren.

»Man havde en opgave at løfte med forstoppede byer og elendige boligforhold. Og den opgave blev løftet. Folk var umiddelbart glade for de boliger. Ligesom mange af nutidens beboere er glade for at bo der og bliver kede af, at man kommer og siger: Samfundet har fået nye drømme, så vi sprænger lige din bolig i luften«.

Hjemme i Danmark

Hjemme hos Kaltumo Gvraa Ahmed på Bentesvej ånder alt fred og ro. Den 33-årige kvinde med somalisk baggrund holder pause i sin storvask og inviterer os ind i den store sort-hvide sofa. Herfra sidder vi og ser lige over på den blok, som Kaltumo Ahmeds familie boede i før, men som nu skal rives ned. Familien er genhuset, og den lille kvinde bag det sorte tørklæde er tilfreds: Der er brug for ændringer, siger hun på et velformuleret dansk.

POSSELT LÆRKE
Foto: POSSELT LÆRKE

»Jeg håber på, at her vil komme nye arbejdspladser nu, også til os i området. Jeg håber også på mindre kriminalitet, selv om rygterne om Gellerup er værre end virkeligheden«.

Og så er der det med at blive en integreret del af resten af Danmark. Kaltumo Gvraa Ahmed fortæller en historie om den mangel på balance, hun ser. Hun har valgt at sætte sine børn i en folkeskole i det middelklassetrygge Mårslet syd for Aarhus, og da hendes ældste datter gik i 2. klasse, havde hun en veninde med hjem til Gellerup.

»Det var en dansk pige, så jeg tog dem med over i bazaren for at give dem en oplevelse. Og så var det, at veninden sagde ...«, siger Kaltumo og slår en latter op:

»Hun så sig om og sagde: »Hjemme hos os i Danmark har vi ikke sådan noget«. Hun troede, hun var i udlandet! Og hun kommer fra Mårslet!«

Kaltumo Ahmed har en ekstra pointe: I skolen i Mårslet er hendes børn nærmest de eneste udlændinge, siger hun.

»Så det er ikke bare herude, der mangler balance i befolkningen. Det mangler også i de dele af Aarhus, der ligger uden for«.

Fra supertanker til lystskib

Aarhus Kommune har en plan. En såkaldt helhedsplan. Med borgmesterens ord »den mest gennemgående rabiate plan af sin art nogensinde i Danmark«: Over de næste tyve år vil der blive investeret omkring 1 milliard kroner på forbedring. Nye veje føres gennem området, så det åbnes mod omverdenen. Store dele af kommunens forvaltning flytter til Gellerup, hvor knap 1.000 kommunalt ansatte fremover får arbejdsplads og daglig gang. Der opføres en bygade med butikker og restauranter, og nye hyggekroge etableres. Når det går rigtig højt, taler folk om en attraktiv bydel med eksotisk præg, og Londons Soho kommer på tale.

Den sammenligning vover Aarhus-borgmester Jacob Bundsgaard sig ikke ud i, men han tror på projektet.

»Ellers ville vi ikke lægge en plan til 1 milliard«, siger borgmesteren og remser op, hvad milliarden skal rette op på:

»Man troede, at man kunne sætte en vision for, hvordan folk ville bo, men det er meget individuelt. Man opførte en meget monoton arkitektur, og det var en fejl. Og det gavnede ikke, at man opførte så mange boliger på så kort tid, på samme sted og efter den samme filosofi. Samfundsanalysen var forkert: Folk ville hellere ud i parcelhusene, og Gellerup udviklede sig til et socialt udsat område«.

Gellerup er inde i en god udvikling, understreger borgmesteren, men kriminaliteten er stadig højere end i resten af Aarhus, og beboerne i Gellerup har gennemsnitligt »dårligere tilknytning til arbejdsmarkedet« end borgerne uden for.

Det var velfærdsmodellen, der skabte Gellerup, men det var ikke velfærdsmodellen, der slog fejl, understreger Tom Nielsen fra Arkitektskolen i byen.

»Fokus var på at forbedre de materielle forhold, og det gjorde man – folk fik deres badeværelser og deres vaskemaskiner. Men man tænkte dengang, at jo mere planlægning, jo mere velfærd, og i den rene form slog modellen fejl. Man får ikke mere velfærd af at planlægge sig igennem«.

De seneste års udvikling i Gellerup har skabt en strid om ord og holdninger. Nogen taler om kulturel mangfoldighed og udfordringer, og på en sommeraften blomstrer græsplænerne med hyggelige tilråb fra altanerne, og folk samler sig i grupper om deres grill med dufte af krydderier fra det meste af verden. Det er det Gellerup, beboerne holder af.

Andre udefra taler om ghetto og parallelsamfund. Gellerup lukker sig om sig selv med grå flader af parkeringspladser og facader ud mod omverdenen, og ingen veje byder indenfor mellem blokkene. På en forblæst torsdag er der øde og forladt mellem bygningerne. En ensom gynge med kun én snor tilbage hænger og svajer for vinden, og i de slidte opgange skræller betonmalingen af, og de snuskede elevatorer sidder fast med jævne mellemrum. Turen op af moradset synes lang.

Med arkitektprofessor Tom Nielsens ord forsøger man at bygge en supertanker om til en lystyacht.

Her er slidt

Ved det mobile metalgitter fra P. Olesens nedrivningsfirma står en af stedets beboere på 15. Han har ikke lyst til at føre sig frem med navn i en avis, men han vil gerne snakke og synes, det er godt, at blokken foran ham nu rives ned.

»Her trænger til at ske noget. Danskerne taler nedsættende om stedet, og her er meget slidt«, siger han.

Samme toner lyder ovre på den anden side af blokken, hvor et par teenagepiger, Fatema Edwan på 15 og Batoul Hammoudé på 14, er på vej fra skole med resterne af en kage fra en eid-fest:

»Det er længe siden, vi har oplevet forbedringer. Dem trænger vi til» siger Fatema Edwan.

En ny drøm om rod

Mens fortidens drømme rives ned, er det nutidens drømme, der afspejler sig, når en ny bydel nu rejses. I dag går man efter nærhed og mangfoldighed, og planen går ud på at skabe rod, siger Tom Nielsen fra Arkitektskolen:

»Idealet i dag er at skabe noget uregerligt. Man forsøger at bevæge sig væk fra tanken om planlægning ovenfra. Man anerkender de forskelle, der er, og prøver at udnytte dem, og dermed bliver byrummet og bygaden til arenaen, hvor folk mødes«.

»På en måde er det jo mindst lige så styret og planlagt som tidligere, men idealet er at iscenesætte de kræfter, der findes på stedet, og skabe mulighed for, at tingene vil vokse frem af sig selv«.

Fra Helle Hansens lejlighed på 7. sal på Gudrunsvej med formidabel udsigt til Sejrø og Kattegat på den ene side og ådalen om Årslev Engsø på den anden er Gellerups problemer ikke synlige, men de er her, erkender formanden for Brabrand Boligforenings afdeling i Gellerup. Helle Hansen har boet i Gellerup, fra hun var otte år, og er glad for stedet, men hun glæder sig til forandringerne.

POSSELT LÆRKE
Foto: POSSELT LÆRKE

»Jeg er ikke glad for nedrivninger som sådan, men her kommer noget andet og bedre i stedet«.

Men der har været skepsis, og omverdenens omtale af Gellerup som ghetto har ikke hjulpet, understreger hun.

Minder rives ned

Uden for en af de blokke, der skal rives ned, står et efterladt bordfodbold. Både målmand og forsvarskæde er vippet til side. Al modstand er væk, sådan som den er det hos de tre familier, der har forsøgt at bremse nedrivningerne med retssag og protest. Forgæves.

44-årige Najat Ali er en af dem. I en blok med tilsømmede vinduer og øde opgange bor hun med sine tre hjemmeboende børn og sin mand. Hun er træt efter retssagen og omtalen i medierne, men sin bolig er hun ikke træt af, og hun forstår ikke, at den skulle jævnes med jorden.

»Vi har haft det ligesom en familie her. Jeg har fået mine børn her, og opgangen har været som én stor familie. Det bliver ikke det samme igen«, sukker hun.

Men et flertal af beboerne har sagt ja. Ude mellem blokkene håber de to piger med kagefadet, at en ny tids drømme vil vise sig at se bedre ud i virkeligheden end drømmene fra 1960’erne. Og de er optimister. Kun ét problem øjner de, og det må siges at placere sig i luksusklassen:

»Her risikerer at blive så smukt, at der vil komme alt for mange turister ...«.

Publiceret 22. august 2014

Læs mere:

Læs mere

Annonce

For abonnenter

Annonce

Podcasts

Forsiden

Annonce