Larvefødderne kværner op over kantstenen, og saksen på den tunge gravemaskine hæver sig. Med brølende motor skrumpler maskinen hen mod det, der indtil for nylig var hundredvis af menneskers hjem. Et badekar og en blå opvaskebalje ud for nummer 15 ligger malplaceret midt i det hele og vidner om et liv, der var. Så åbner gravemaskinen saksen, manøvrerer den ned mod et betondæk og grabber sig fast i små, voldsomme ryk. Med et hult drøn bliver en gigantisk betonbid revet af.
Det er en drøm, der flås i stykker: For over 40 år siden rullede flyttevognene ind i Gellerupparken vest for Aarhus med forventningsfulde familier på vej til at realisere velfærdsstatens drøm: Lys, luft og lejligheder til alle. Værelser til kernefamiliernes børn, eget bad, store græsarealer mellem blokkene og de socialdemokratiske lighedsarealer realiseret helt ud i arkitekturen: Hele betonfladen blev bygget op i ensartede firkanter, der kunne dække over både velstand, armod og alt fra et til fem værelser.
Allerede dengang var der mislyde. En anekdote fra indvielsesdagene lyder, at arkitekten så sin kone græde ved synet af Gellerupparken og troede, hun var bevæget over byggeriets storhed. I stedet stod hun og græd, fordi stedet så »så forarmet« ud.
Men den anekdote dukkede først op senere. Dengang var det overordnede indtryk, at arkitekt Knud Blach Petersen havde realiseret de idealer, der var tidens: Med god, central planlægning kunne man sikre et trygt liv for høj og lav.
