Nomineret. Kvinder - herunder Niviaq Korneliussen - tegner feltet af nominerede til Nordisk Råds Litteraturpris.
Foto: FINN FRANDSEN

Nomineret. Kvinder - herunder Niviaq Korneliussen - tegner feltet af nominerede til Nordisk Råds Litteraturpris.

Kultur

Kommentar: Kvinderne løb med de nordiske litteraturnomineringer

Politikens Litteraturanmelder ærgrer sig over manglende nominering til Theis Ørntoft.

Kultur

Kvinderne sidder tungt på indstillingerne til nordisk råds litteraturpris. Det danske rigsfællesskab, Danmark, Færøerne og Grønland, har udelukkende udpeget kvindelige forfattere. Af de 14 indstillede nordiske forfattere er otte kvinder og seks mænd.

Og selvom det er et bredt felt af emner og udtryksformer, man finder i de indstillede bøger, er det påfaldende så markant fortællinger om kvinder og kvindelighed slår igennem i årets nordiske prisfelt, som er et af de stærkeste, der længe er set.

Man kan ærgre sig over, at Pia Juuls hyggelige onkeldigte i ’Avuncular’ løb med en af de danske indstillinger, når nu Theis Ørntoft med sine ’Digte 2014’, har begået et økokritisk anfægtet poetisk mesterværk, som i den grad fortjener international opmærksomhed, men som helhed rammer udvalget af ny nordisk litteratur fint ind i sin tid. Og norske Jon Fosse er min storfavorit.

LÆS NYHED

Vor egen Helle, som var indstillet til Nordisk Råds Litteraturpris for ’Ned til hundene’ i 2008, har også skrevet en meget feminin bog om kvinder. Den spæde handling i ’Hvis det er’ udspiller sig godt nok mellem en mand og en kvinde, men manden er bogstaveligt talt usynlig, og den intense kortfortælling har mest tyngde i beskrivelsen af et omtumlet kvindeliv af den slags, Helle Helle har gjort det til sit særlige speciale at fremskrive.

Helt anderledes svæv og bredde er der i finske Hannu Raittilas ’Terminali’. To unge piger, der elsker at opholde sig i Helsinkis lufthavn på grund af de spædende tilfældige møder, man kan komme ud for, tager et fly til New York 11. september 2001. Romanen, der rummer et spændende plot og foregår mange steder i verden, handler om, hvad globaliseringen gør ved os og peger på, at muligheden for autentiske møder mellem mennesker ikke er blevet større af alt det rejseri og smart informationsteknologi.

’Bare et menneske’ af norske Kristine Næss rummer dybtgående psykologiske portrætter af kvindeliv før og nu. Omdrejningspunkt er 52-årige Bea Britt. Hun er mor til Anita og Tuva, og kæmper med at placere og håndtere den negative følelsesmæssige arv, hun har fået med sig bl.a. fra sin farmor.

Sólrun Michelsens ’Hinumegin er mars’ er en ældre datters skildring af sin moders demens. Moderen mister langsomt sig selv, mens hun og familien venter på en plejehjemsplads. En roman om at nyde det enkelte øjeblik mens man er rask og klar. Moderen bliver billedet på en kvinde, der har gjort just det.

Grønland er ikke længere usynlig

’Minkriket’, der er skrevet af Karin Erlandsson fra Åland, er en familiekrønike, som beretter om en hårdt arbejdende pelsfarmerfamilie, hvor den ene dag går som den anden. Da ægteskabet knager nøjes Lars-Mikael og Kristina med at rulle væk fra hinanden i vandsengen og holde op med at tale til hinanden. Her er ingen middelklasse-intellektualisme eller ætsende ond kønsretorik, blot tavshed.

Annonce

Artiklen fortsætter efter annoncen

Annonce

Også Norges verdensnavn Jon Fosse skriver om kvinder og kærlighed i sin store trilogi ’Andvake’. ’Olavs draumar’ og Kveldsvævd’. Den handler om spillemanden Asle og hans kæreste Alida, som i kampen for kærligheden, kommer til at forbryde sig mod det allerhelligste: et andet menneskes liv. Norge, der sidst modtog den fornemme nordiske litteraturpris i 2012, har en stærk kandidat i Fosse.

I grønlandske Niviaq Korneliussens rasende og rørende debutroman ’Homo Sapienne’ drejer det sig om at erobre sin seksualitet, og et af romanens smukkeste afsnit handler om Sarah, den aften hendes krop fortæller hende, at hun er lesbisk og hun nærmest suges over mod de knitrende øjne, der lyser mod hende. Med Korneliussen er grønlandsk litteratur ikke længere usynlig. Hun måtte gerne starte en lavine og er allerede selv i gang med at uddanne nye kuld af forfattere.

Svenske Therese Bohman har skrevet feltets mest komplekse roman om, hvad kvindelighed kan være. Jegfortælleren i ’Den andra kvinnan’ arbejder i en restaurant på et sygehus, og opfatter sig som en forfatter i eksil fra sig selv. Hun har gået på universitetet men føler sig fremmedgjort over for den akademisk prægede feminisme. Hvad stiller man som moderne belæst kvinde f.eks. op, når man pludselig bliver forelsket i en ældre overlæge og faderfigur, som kan levere det man dybest set længes efter: intellektuel jævnbyrdighed, tryghed og begær?

Og så er der mændene...

Feltet rummer heldigvis også digte og romaner, som er optaget af manderollen. Det gælder i udpræget grad finske Peter Sandströms ’Transparente Blanche’, som er beslægtet med sidste års vinder, Kjeld Westös formidable ’Luftspejling 38’. Sandström er optaget af maskulinitet og faderrolle. Hvad stiller en midaldrende (finlandsksvensk) mand op med sit liv, når der ikke længere er brug for ham som opdragende far, og han selv er blevet opdraget til at være helt i både krig og arbejdsliv?

LÆS OGSÅ

Artiklen fortsætter efter annoncen

Annonce

Og selvom der klinger et kvindenavn (kendt fra Edgar Allan Poes digt) i titlen på svenske Bruno K. Öijers digtsamling ’Och natten viskade Annabel Lee’, er den heller ikke optaget af det stærke køn, men kredser i stedet om savn på den højstemte og i Sverige højt elskede facon, som Öijer, der næsten går for at være rockstjerne på grund af sine karismatiske oplæsninger, har gjort til sin egen.

Der var engang for ikke så længe siden, hvor Nordisk råd på grund af forsigtighed og konservatisme i indstillingerne blev kaldt oldnordisk råd. Det prædikat er heldigvis forældet.

Redaktionen anbefaler:

Læs mere:

Annonce

Mest læste

  • Annonce

Annonce

For abonnenter

Annonce

Forsiden

Annonce