Fotograf: »Jeg har været på en rejse ind i storbyens væsen«
Lyt til artiklen
Henter...
Noget står og dirrer i billederne.
Man får en fornemmelse af, at ikke alt er, som det skulle være. Den følelse får jeg nogle gange i byen«, siger Mathias Christensen om fotografierne, han har taget til sit meget personlige projekt 'Black Nest'.
Alle billederne er fra København, og de fleste er taget om aftenen og natten. Deres dirrende, uskarpe udtryk reflekterer hans eget forhold til byen. Hvad han selv først for alvor fandt ud af, da han var færdig med projektet, som er blevet til både udstillinger og en ny bog:
»Jeg har været på en rejse ind i storbyens væsen, men det er jo min oplevelse af byen. Det er et kik på det ubehag, jeg tit følte. Da jeg begyndte på projektet, sagde jeg, at jeg var i gang med et portræt af København. Men hovedet på sømmet er det en tilstand, jeg har fotograferet«.
Slået af byens støj
Mathias Christensen voksede op i den lille by Søften i nærheden af Aarhus.
Da han var i begyndelsen af 20’erne, havde han som så mange andre en drift efter at opleve en større by med en anden puls. Han tog til København. I de første par år havde han det rigtig godt i byen. Mennesker, kultur og natteliv fascinerede ham.
Men det var en helt anden, konkret oplevelse, der satte ham i gang med at tage billederne af byen om natten. På et tidspunkt for fire-fem år siden begyndte han at savne den ro, han voksede op med og søgte ind i forskellige meditationsmiljøer:
»I 2011, tror jeg, tilbragte jeg et par sommermåneder i Sverige på et sted, der arbejdede med bevidsthedsudvikling og meditation. Jeg nåede ind i en tilstand af fuldkommen ro og hypernærvær. Jeg havde det fantastisk«.
SE OGSÅ
Da sommeren var forbi, tog han tilbage til København. Det sidste stykke kørte han med S-tog og stod af på Nørreport Station:
»Da jeg gik op ad trapperne på Nørreport, gik jeg i stå. Jeg blev slået af synet af hele det mylder af mennesker. Det var som at blive ramt af et inferno af stimuli. Jeg havde en følelse af at være en fuldstændig fremmed blandt mennesker, der havde travlt. Jeg er selvfølgelig godt klar over, at det ikke nødvendigvis var sådan, det var. Men det var min oplevelse: Overalt var der biler, mennesker, neon og kort sagt støj på forskellige planer«.
Vandringer med kamera
En kraft i Mathias Christensen gav ham lyst til at vende om og tage væk fra byen igen den dag på Nørreport.
I stedet blev han og begyndte under sin uddannelse til fotograf indimellem at gå ud af sin lejlighed i Haderslevgade på Vesterbro for at bevæge sig retningsløst, intuitivt rundt i byen med kameraet – om natten:
»Nogle gange var jeg væk i 12 timer. Jeg gik rigtig meget, men tog nogle gange busser og metro. Jeg lod mig opsluge og opløse af byen om natten, hvor jeg tog billeder af alt muligt. Det kunne være unge på vej rundt i byen i et tog eller byen set fra oven. Engang gik jeg ind i et bordel på Vesterbro og bad om lov til at fotografere en prostitueret sammen med en kunde, og en anden gang gik jeg med en stofmisbruger ned under Hovedbanegården for at tage billeder, da hun langt om længe havde fået fat i sit stof«.
Andre af Mathias Christensens billeder i 'Black Nest' er mere planlagte. Som det af en mand foran en lystavle på Dong Energy.
Det er med i projektet, fordi han illustrerer noget universelt: det postmoderne menneskes fortabthed i en elektronisk og digitaliseret verden. Også enkelte af billederne af mennesker i meget intime situationer er opsøgte:
»Via en sexolog og Facebook fik jeg kontakt med mennesker, der ikke havde noget imod at blive filmet, mens de elskede. De billeder var ikke så vanskelige at tage. De skulle med, for der er jo også megen kærlighed og søgen sammen i byen. De følelser er i det hele taget meget til stede i projektet«.
SE OGSÅ
Projektet kom til at hedde 'Black Nest', fordi København nogle gange minder Mathias Christensen om livet i en fuglerede:
»En fuglerede er et afgrænset miljø, hvor hele livet sker. Fra fødsel til død. Ungerne kæmper om pladsen og maden og kærligheden fra moderen. Nogle af de svageste bliver udstødt. Det er lidt det samme med storbyen«.
I dag bor Mathias Christensen i den lille by Lundeborg på Fyn, hvor han arbejder som freelancefotograf. På en måde blev 'Black Nest' hans afsked med København og også til København – i form af nogle billeder, der har et hidtil uset syn på byen. Via hans nye bog, som udkommer på et tysk forlag, bliver det blik nu distribueret i hele verden.
Hans forhold til København er stadig ambivalent, siger han:
»Der er ikke noget galt med byen. Det er jo min perception og mit indre, som mit forhold til byen og mit projekt handler om. Og det er så bare lykkeligt for mig selv, at jeg har skiftet rammerne ud og placeret mig, hvor jeg er nu«.
Dorte Hygum Sørensen og Mathias Christensen (foto)