Sneen lå som en klam dyne over campingpladsen. Der var helt stille. Børnefamilierne havde været væk siden eftersommeren, og nu blev pladsen beboet af håndværkere fra Østeuropa, der holdt kulden og afsavnet på afstand ved at drikke.
Hvis nogen havde stået i mørket nær den gamle campingvogn i den fjerne ende af pladsen den vinternat i 2007, ville de have set døren åbne sig. De ville have set en rødhåret skikkelse, campingpladsens eneste kvinde, glide baglæns nedad trinnene for så at dumpe ned i sneen. For sådan gik det til, husker hun.
Da kvinden var landet, mærkede hun kulden, og med armene trak hun sig om på den anden side af campingvognen. Så hev hun bukserne ned og tissede, mens hun lå på siden.
Tilbage i campingvognen kravlede hun op på madrassen, svimmel af smerte og med sjaskvåde bukser. Men hun oplevede også øjeblikket som en lille triumf.
»Jeg mærkede behovet for at opretholde en eller anden form for selvrespekt ved hverken at tisse i sengen eller på gulvet. Det var den sidste lille ting, jeg var nødt til at holde fast i. For der var ikke ét eneste område i mit liv, som jeg kunne pege på og sige: Det fungerer jo meget godt«, siger Nadia Plesner.
Hun var kvæstet efter en trafikulykke. Hun havde ingen penge. Hendes kæreste var stofmisbruger. Og hun var ude af stand til at fortsætte sine studier på kunstakademiet Gerrit Rieltveld Academie i Amsterdam.
Vinteren 2007 var med andre ord et lavpunkt i kunstnerens liv, men det blev også et vendepunkt. For på madrassen i campingvognen besluttede Nadia Plesner, at hun måtte finde et mål uden for sig selv. Hun fik ideen til en kunstkampagne, der skulle støtte ofrene for Darfur-konflikten, og som siden banede vejen for hendes nødhjælpsarbejde andre steder i verden. Men det var samtidig en kunstkampagne, der betød, at den danske kunststuderende de følgende tre år lå i et juridisk slagsmål med det franske taskefirma Louis Vuitton og på et tidspunkt skyldte 3,6 millioner kroner i bøder.
Nadia Plesner ligner en helt almindelig pæn dansk kvinde, som hun sidder i en helt almindelig pæn spisestue i en helt almindelig pæn lejlighed på Vesterbro i København. Her bor hun med sin kæreste. Uden for vinduerne er knopperne ved at briste på de let svajende trækroner. En labrador ligger under bordet og slikker på de ludbehandlede gulve, og vi er langt fra ensomheden i en kuldslået trailerpark, der var hendes liv for syv år siden.
Hele historien om årene i Holland udfolder Nadia Plesner nu i bogen ’Simple Living’. Den handler om kunst og ytringsfrihed, men er skrevet som en personlig beretning, hvor læseren følger den akademistuderende kvinde i de år, hvor striden med det gamle franske modehus bliver en international historie. Medier som BBC, CNN og New York Times rapporterer om danskeren, der også modtager en invitation til The Oprah Winfrey Show.
Louis Vuitton sagsøgte for nogle år siden Nadia Plesner for at have krænket deres design, og den unge kunststuderende stævnede det store franske firma for at krænke hendes ytringsfrihed. Til sidst risikerede hun, at skulle betale 3,6 millioner kroner i dagbøder, hvis ikke retten i Haag havde annulleret dommen. I en ny bog fortæller kunstneren hele historien, også den del, der er forseglet af tavshedsklausuler. Hør et uddrag her. Politiken.tv / Mikkel Stoumann Fosgrau
»Jeg overvejede rigtigt længe, om jeg skulle bryde aftalen. Men det gav ikke mening at skrive en bog om kunst og ytringsfrihed og som udgangspunkt censurere mig selv ved ikke at beskrive det møde«, siger forfatteren.
Kokainen i kosteskabet
Nadia Plesner var 24 år, da hun efter en pludselig indskydelse flyttede fra København til Amsterdam. Hun var i gang med en uddannelse på Den Grafiske Højskole i København, hun boede i en ejerlejlighed med sin kæreste igennem seks år, de havde en bil hver, men på en studietur blev hun ramt af dobbeltsidet udlængsel. Den blev rettet både mod kunstakademiet i Amsterdam. Og mod en bartender på en af byens barer.
»Han havde en meget stærk seksuel udstråling, der gjorde, at der stod en rand af både kvinder og mænd omkring ham. Han udstrålede: Jeg ved, at I vil have mig«.
Men manden bag baren ville have den danske kvinde, hviskede han i hendes øre. Og det fik han.
»Livet blev en rus. Jeg var sammen med en verdensmand, og vi behøvede hverken at sove eller spise«, siger Nadia Plesner.
Og sådan gik den første tid.
»Nætterne oplevede jeg sammen med ham, og dagene brugte jeg på at udforske Amsterdam. Det var et begær, som jeg ikke havde oplevet før, og jeg følte, at jeg havde truffet et rigtigt valg«.
Men tilføjer Nadia Plesner så:
»På et tidspunkt har man jo brug for et ordentligt måltid mad. Jeg opdagede så, at jeg var den eneste, der havde det sådan«.
Tempoet blev for højt for den danske kunststuderende. I miljøet omkring baren lod hun til at være den eneste, der havde brug for mad og søvn. Det undrede hende.
»Jeg havde jo ingen erfaring med kokain overhovedet«, siger hun.
I begyndelsen benægtede kæresten, at han tog stoffer. De to flyttede ind i en lånt lejlighed, for kærestens egen lejlighed havde været udsat for oversvømmelse. Forsikringssummen havde han brugt, så han kunne ikke komme i gang med istandsættelsen.
»Jeg så det som et problem, der kunne løses. Jeg kom fra et forhold med en sød dansk kæreste, og her havde vi hjulpet hinanden. Hvis den ene havde pengeproblemer, så lagde den anden ud. Det overførte jeg til det nye forhold, bare gange hundrede«, siger hun.
Ifølge Nadia Plesner satte hun omkring 300.000 kroner til for at løse problemet med ubetalte regninger, dobbelt husleje og håndværkerregninger. Planen var, at parret skulle flytte ind sammen i lejligheden. Men så begyndte kæresten at strejfe rundt og overnatte andre steder. Nadia Plesner blev mere og mere urolig.
»Han var meget dygtig til at vende tingene rundt og sige: Jamen, du ser spøgelser. Jeg har aldrig mødt nogen, der er så mistroisk. Har du overvejet at søge hjælp?«.
Hun burde være gået sin vej, siger hun nu. Men Nadia Plesner gjorde noget andet.
»Jeg splittede lejligheden ad for bare at finde et eller andet bevis på, at jeg ikke tog fejl«, siger hun.
Ransagningen gav til sidst resultat. På øverste hylde i et kosteskab, allerbagest, lå en pose med kokain, som tydede på videresalg.
»Samtidig med at jeg blev ulykkelig, blev jeg også meget rolig, for i det mindste var jeg ikke tosset«, siger Nadia Plesner og holder inde et øjeblik.
»I den situation skulle jeg selvfølgelig have sagt til mig selv: Okay, så fandt du dit bevis, og så er det ud af vagten. Men heller ikke dér gik jeg«.
For den unge danske kvinde overgav sig til den ulykkelige kærligheds klassiske fejlslutning.
»Hvis jeg fiksede det hele for ham, kunne han jo koncentrere sig om at være forelsket i mig«.
Skammen over nedturen
Sådan endte Nadia Plesner på campingpladsen i Haarlem Spaarnwoude. Lejemålet i lejligheden ophørte pludseligt, kærestens lejlighed var hun gået i gang med at sætte i stand ved hjælp af sin danske kassekredit, og håndværkerne skulle ifølge planen være ude efter en måned.
Den eneste varmekilde i campingvognen var et gasblus. Kondensvand løb ned ad væggene. Og da kæresten begyndte at overnatte hos andre kvinder, fik Nadia Plesner nok. En eftermiddag, han dukkede op efter at have været væk, meddelte hun, at hun forlod ham. Hun begyndte at gå mod landevejen, der førte til den nærmeste togstation. Kæresten fulgte efter, regnen silede ned, de skændtes i mørket, og manden, der nærmede sig på sin tunede scooter med ca. 60 km i timen, havde ikke set parret. Han ramte Nadia Plesner i ryggen, og hun blev slynget af sted gennem luften.
»Da jeg vågnede op på hospitalet, havde jeg hukommelsestab. Jeg boede i et andet land, og hvorfor gjorde jeg det, tænkte jeg? Det varede i to-tre dage, og så begyndte det hele at komme tilbage i brudstykker«.
Diagnosen var hjernerystelse, en flænge i baghovedet, skader på ryg og nakke og en flænge i benet. Men hospitalsopholdet blev kort. En læge oplyste kæresten, at Nadia Plesner kunne udskrives før tid, hvis han som pårørende plejede hende i hjemmet. Kæresten kunne få instrukser i at skifte forbinding, og de kunne få en kørestol med.
»Jeg havde fået en masse morfin og var totalt forvirret, og det blev besluttet hen over hovedet på mig. Hospitalet kunne ikke vide, at min kæreste ikke var en stabil person«.
De første dage var kæresten omsorgsfuld. Men efter nogle dage i campingvognen tog han ind til byen og kom ikke tilbage i en uge. Nadia Plesner havde problemer med hørelsen. Lugtesansen og smagssansen var også væk. Hun husker, at hun lå i en blodig dyne med udsigt til de brunblomstrede gardiner, hvor skimmelsvampen klatrede.
Hun skulle have ringet til sine forældre og bedt dem om at hente hende hjem. Det gjorde hun ikke.
»Da jeg forlod Danmark, havde jeg på Den Grafiske Højskole højt proklameret, at nu skulle jeg ud på eventyr. Jeg skammede mig over, hvor forfærdeligt mit liv havde udviklet sig på så kort tid. Jeg måtte blive, til jeg var rask og kunne gennemføre studierne, tænkte jeg. Mit eventyr skulle ikke ende på den måde«.
Nadia Plesners tidsplan holdt ikke. Hun havde sygemeldt sig tre uger fra akademiet, men hun kunne ingenting i to måneder. Så begyndte hun at fantasere om at kravle over til søen og smide sig i det sorte vand.
Sådan tænkte Nadia Plesner, da hun en nat hørte en lyd uden for campingvognen, husker hun. Det var lyden af en mand, der bevægede sig fra et sted lige uden for vinduet over mod døren. Da plastikdørhåndtaget bevægede sig nedad, sad Nadia Plesner med en kniv i hånden. Døren var låst, og manden listede væk igen.
»Hvad ville den mand mig om natten? Nu synes jeg, at det er tragikomisk, at jeg lå der og virkelig havde lyst til at dø, og det sekund, at en person sniger sig ind på mig om natten, er jeg klar til at forsvare mit liv med en brødkniv. Jeg tror, at det var dér, jeg snappede ud af den totale elendighed«.
En idé midt i kaos
Ikke længe efter åbnede Nadia Plesner en hollandsk avis, som kæresten havde efterladt. Og fik ideen til sit første store projekt.
I avisen var en notits om konflikten i Darfur-regionen i Sudan, hvor flere hundredtusinde mennesker var dræbt i løbet af konflikten første fem år. På næste side var en stor artikel med den amerikanske celebrity Paris Hilton, der poserede med en Louis Vuitton-taske på den ene arm og en chihuahua på den anden. Nyheden var, at amerikaneren skulle i fængsel på grund af nogle fartbøder.
»Jeg græmmede mig over, at en uvæsentlig historie om Paris Hilton så tydeligt blev prioriteret over et folkemord. Det var ikke første gang, at jeg læste en artikel om Darfur. Men det var første gang, at jeg blev så vred, at jeg tænkte: Nu gør jeg noget«.
Nadia Plesner tøver et øjeblik.
»Det var ud fra en erkendelse af, at der var andre mennesker, der havde det værre end mig«.
Målet blev at skabe en nødhjælpskampagne til fordel for de millioner af flygtninge, der nu sad i lejrene i Tchad. Nadia Plesner satte sig ind i konflikten. Hun arbejdede med tanken om at lave en kampagne, der udstillede mediernes ligegyldighed over for folkemordet og aktivt brugte den opmærksomhed, der så rigeligt tilflød en person som Paris Hilton.
Resultatet var en tegning, der skulle sættes på T-shirts og plakater og sælges for at skaffe penge til en nødhjælpsorganisation.
Tegningen viste et afrikansk barn, der holdt en chihuahua og en designertaske. Den lignede en Louis Vuitton-taske, men logoet var ændret.
Nadia Plesner begyndte så småt at besøge kunstakademiet nogle gange om ugen og arbejdede med kampagnen. Hun fik næseblod, var svimmel og havde hovedpine og tabte pludselig to tænder, hvilket tandlægen vurderede var en følge af hjernerystelsen. Men langsomt vendte hun tilbage til livet.
En dag Nadia Plesner var ved at tage bad i fælleshuset på campingpladsen, blev døren ind til rummet med de to brusekabiner låst indefra, og en person gik ind i den modsatte bås, stak sin mobiltelefon ind under skillevæggen og filmede hende nedefra. Det var den dag, hun forlod campingpladsen.
»Meningen havde været, at vi skulle bo på campingpladsen i en måned. Men jeg endte med at bo der i 8 måneder og tre dage«, siger hun.
Nadia Plesner flyttede ind i den ufærdige lejlighed, og med et lån fra sin familie fik hun gjort den beboelig. Hende forhold til kæresten, som flyttede med ind i lejligheden, var stadig uafklaret.
På det tidspunkt blev den danske kvinde, uden at hun selv vidste det, dømt i Paris for at have krænket Louis Vuittons immaterielle rettigheder og pålagt en stor bødestraf. En ægtefælle til en af de ansatte hos det franske taskefirma gik på samme akademi som Nadia Plesner, viste det sig. På den måde havde firmaet fået nys om kampagnen.
Dømt uden ret til forsvar
Ved retten i Paris blev sagen kørt ex parte, som det hedder. Det betød, at dommen kunne afsiges, uden at modparten, Nadia Plesner, var til stede. I selve dommen blev hendes tegning efter Louis Vuittons påstand behandlet som en kopivare, og Nadia Plesner blev kendt skyldig. Hun skulle betale 112.000 kroner i dagbøder, efter at hun havde modtaget dommen pr. brev. Tegningen skulle hun fjerne fra sin hjemmeside, og hun skulle afstå fra at sælge sine T-shirts og plakater.
»De store firmaer i Vesten har haft held med at lobbye sig frem til nogle rettigheder for hurtigt at kunne stoppe for eksempel et stort parti falske sneakers, hvor der ikke er skyggen af tvivl om, at det er kopivarer. Jeg forstår godt den lovgivning. Men rettighederne blev ikke givet til firmaerne, for at de skulle stoppe kunst«.
Hun holder inde et øjeblik.
»Jeg syntes, at det var et ultrakynisk samfund, der ville lade et taskefirma forbyde en tegning, der var lavet for at hjælpe ofrene for et folkemord. Det kunne jeg ikke gå med til«.
Derfor ringede Nadia Plesner til en hollandsk avis. En journalist skrev en note om sagen. Ikke mere. Men historien blev samlet op af nyhedsbureauet Reuters og bevægede sig videre til større europæiske og amerikanske medier.
»Jeg blev helt høj af al opmærksomheden. Men jeg følte også, at det var forkert, at jeg fik så meget opbakning fra folk. Jeg havde lavet et værk, der handlede om at skabe opmærksomhed til de mennesker, der sad i flygtningelejrene i Tchad og havde det ad helvede til. Nu var det mig, der blev kaldt modig. Jeg følte jo, at jeg havde snydt, for jeg var ikke modig. Privat havde jeg ikke engang modet til at forlade min kæreste, der var mig utro, solgte kokain og havde stjålet mit kreditkort for at spille onlinepoker«.
Medieopmærksomheden gav salget af T-shirts et boost, og Nadia Plesner endte i første omgang med at kunne sende 150.000 kroner til nødhjælpsorganisationen Divest for Darfur. Samtidig modtog hun en invitation til et møde i Louis Vuittons familiepalæ i Paris.
Mødet i Paris
Beskrivelsen af mødet fylder et kapitel i bogen. Nadia Plesner fortæller, hvordan hun her blev bedt om at underskrive en tavshedserklæring. Hun husker, hvordan hun opdagede, at hendes lugtesans var på vej tilbage efter ulykken, da hun blev ført gennem en rosenhave. Og hun beskriver, hvordan den mandlige hovedadvokat truede hende.
»Hvis du ikke stopper din kampagne omgående, så slutter den kunstneriske karriere her. Du kommer aldrig til at udstille på et eneste galleri eller museum i dit liv«, husker hun, at advokaten sagde.
Louis Vuitton ville gerne droppe dagbøderne, hvis de ikke hørte mere til kampagnen, og hvis Nadia Plesner undskyldte i en pressemeddelelse, som det franske firma allerede havde formuleret. At skræmme hende for at få hende til at give op var deres forhandlingstaktik, vurderer hun.
Men siger hun:
»Det var grænseoverskridende, at hovedadvokaten truede mig med så voldsomme ting, der lå uden for den normale jura. At de brugte deres magt på den måde, var jo forkert«.
Når Nadia Plesner ikke længere respekterer tavshedserklæringen, er det en af grundene.
»Min oplevelse var, at de udnyttede det, at jeg ikke kunne fortælle, hvad der var sket ved mødet, til at opføre sig uhæderligt. Det var en del af deres strategi, og det er relevant i en sag om kunst og ytringsfrihed«.
Hun nævner den brasiliansk-hollandske kunstner Bea Correa, der på sin hjemmeside har publiceret et brev fra Louis Vuittons Afdeling for Intellektuel Ejendomsret, hvor firmaet kræver, at kunstneren trækker et bestemt værk tilbage. Med fede bogstaver har hun skrevet ’FAKE’ hen over kopitasker. Projektet blev droppet.
»Hver gang vi diskuterer kunst og censur, handler det om Muhammedtegninger og islam. Men der er flere magtfaktorer i spil. Store firmaer har lobbyet sig frem til rettigheder, som nu bruges til at stoppe kunst. Kunstnere får et brev, og der bliver sat et møde op bag lukkede døre, og så hører man ikke mere til den sag«, siger Nadia Plesner. Hun nævner også den palæstinensiske kunstner Larissa Sansour, der har ligget i juridisk slagsmål med tøjfirmaet Lacoste, og den svenske filminstruktør Fredrik Gertten, der fik forsøgt stoppet en dokumentarfilm af bananfirmaet Dole Food Company.
Nadia Plesner skrev ikke under på aftalen i Paris. Men tilbage i Amsterdam satte hun alligevel sin kampagne på pause.
»På det tidspunkt havde jeg advokatregninger for 100.000 kroner og dagbøder for omkring 1,5 mio. kroner, og det var penge, jeg ikke havde«.
Men Nadia Plesner kunne ikke slippe en sætning, som en af hendes advokater havde sagt under turen til Paris.
»Hvis du havde lavet et oliemaleri, havde de ikke haft en sag«.
Hun siger:
»Jeg var ikke enig i, at der er forskel på en tegning og et maleri, men jeg tænke: Så må det jo være den vej, jeg går«.
Det blev Nadia Plesners næste projekt. Et 32 kvadratmeter stort maleri med titlen ’Darfurnica’, som fortalte om folkemordet i Darfur, og hvor også barnet med designertasken fik en plads. Maleriet arbejdede hun på i halvandet år i en lade i en lille by uden for Amsterdam, hvor hun selv flyttede ud.
Og endelig fik Nadja Plesner afsluttet forholdet til sin kæreste.
Begæret havde været stort. For hver løgn, der blev afsløret, var noget forsvundet. Og til sidst var ligegyldigheden tilbage.
Dommen i Haag
Maleriet ’Darfurnica’ blev udstillet i Odd Fellow Palæet i København i 2011 med åbningstale af kulturminister Per Stig Møller (K). Kort efter begyndte balladen med Louis Vuitton forfra. Da Nadia Plesner kom tilbage til Amsterdam, var hun igen blevet dømt ex parte.
Ifølge dommen havde Nadia Plesner med sit oliemaleri igen gjort sig skyldig i at kopiere Louis Vuittons design, og en pantefoged havde ret til at beslaglægge hendes kunst. Dagbøderne begyndte igen at tælle, og Nadia Plesner blev inviteret til endnu et møde i Paris.
Denne gang afslog hun. I stedet valgte hun at stævne Louis Vuitton med to hollandske advokater ved sin side. De tilbød deres hjælp, selv om Nadia Plesner ikke kunne betale deres fulde salærer, for de havde ventet på hendes sag, fortalte de.
»De var specialiseret i ytringsfrihed og havde en forventning om, at et stort firmas immaterielle rettigheder ville komme til at støde sammen med kunsten. Det blev så min sag«.
Men Nadia Plesner kunne ikke regne med at vinde sagen ved retten i Haag. To principper i den europæiske menneskerettighedskonvention stødte sammen, nemlig retten til kunstnerisk ytringsfrihed og retten til beskyttelse af design. Da dommeren var den samme, som netop havde dømt Nadia Plesner skyldig, vurderede advokaterne, at han kunne være forudindtaget. Man kunne forsøge at få ham udskiftet, men hvis ikke det lykkedes, så det ikke godt ud. Nadia Plesners dagbøder var på det tidspunkt på omkring 3,6 mio. kroner.
Til danskerens held valgte den hollandske dommer at trække sig, og en ny blev indsat.
Maleriet ’Darfurnica’ blev på det tidspunkt udstillet på Herning Kunstmuseum. At den danske museumsdirektør Holger Reenberg entydigt bekræftede værkets status som kunst, vægtede tungt i retten, vurderer Nadia Plesner.
4. maj 2011 blev Nadia Plesners tidligere domme og dagbøder annulleret. Ifølge dommen måtte den kunstneriske ytringsfrihed veje tungest. Hun var nu fri til at udstille begge værker.
Den dag ringede medierne igen. Også Politiken. Stemmen i den anden ende tilhørte ikke en person i sejrsrus. Den efterlod i hvert fald denne journalist med fornemmelsen af et menneske, der sagde, hun var enormt lettet, men lød ensom.
»På det tidspunkt havde rigtig mange fulgt med i, hvad jeg lavede, de kaldte mig modig og forventede noget særligt af mig. De sagde: Hvilket firma tager du nu? Men jeg var jo ikke gået efter Louis Vuitton«, siger Nadia Plesner.
Da Nadia Plesner fik sit eksamensbevis, forlod hun Holland og landede i et lejet hus i Nivå. Der var helt stille i huset, og planen var, at hun nu skulle være lykkelig.
»Det var som at falde ned i et hul. Og det gav slet ikke mening for mig, for nu havde jeg jo lagt kaosset i Holland bag mig. Men jeg havde det, som om jeg havde noget stramt om halsen, der var ved at kvæle mig«.
Nadia Plesners læge vurderede, at reaktionen var helt normal. Hun skulle komme sig. Og efter noget tid fik hun det »rigtig godt igen«.
Siden har Nadia Plesner flere gange været i FN for at tale om kunstnerisk ytringsfrihed i relation til store firmaers intellektuelle ejendomsret. Hun har skrevet sin bog på opfordring af en professor på kunstakademiet i Amsterdam. Og hun har arbejdet videre med sin nødhjælpsfond.
De seneste år har Nadia Plesner sendt hospitalsudstyr til Syrien, Yemen, Sudan og Uganda. Hun har sendt møbler og skoletasker til et børnehjem i Tanzania. Hendes organisation støtter et fransk projekt, der sender solovne til flygtningelejrene i Tchad. Ovnene forhindrer kvinderne i at blive voldtaget, fordi de ikke behøver at forlade lejren for at hente brænde.
Nadia Plesners hollandske fond er blevet en dansk forening, der blandt andet samarbejder med eleverne på Herning Gymnasium. De har hjulpet med at samle penge ind til at bygge en skole i Tanzania.
»Vi går i gang 1. juni«, siger Nadia Plesner.
Chokoladerne står urørt mellem os, og kaffen er blevet kold. Nede på gaden kan man høre en mand råbe.
Hendes nødhjælpsprojekter behøver ikke længere kunstkampagner for at få opmærksomhed. De kan klare sig selv. Derfor maler Nadia Plesner nu selvbiografiske malerier og har netop udstillet på et galleri i Kødbyen. Et af malerierne forestiller campingvognen i sneen i Haarlem Spaarnwoude.
»Det kræver selvfølgelig mod at gå op mod et stort firma. Når jeg fortæller historien om campingvognen, er det, fordi jeg vil vise, at jeg faktisk ikke havde så meget at miste ved at holde fast i kampagnen. Man kan nok nemmere udvise mod, når man ikke har noget at miste«, siger hun.
»Men jeg var også bange. Og i en anden livssituation ville jeg måske have bøjet mig«.
Publiceret 19. maj 2015