Det gav et sæt i mig, da jeg åbnede mailen og så, hvem der havde underskrevet den.
Paul Auster, stod der nederst i mailen. Paul fucking Auster.
Det forekom uvirkeligt, at han nu var tilstede i min indbakke. At Paul Auster, den verdensberømte forfatter fra New York, havde besvaret en email, jeg havde sendt til hans assistent.
I mailen havde jeg fortalt ham, at jeg havde påtaget mig rollen som bogdetektiv og nu i ugevis havde ledt efter boghandlen Ark Books stjålne bog. En unik bog som han og hans kone, forfatteren Siri Hustvedt, som bekendt havde doneret teksterne til. Jeg havde også skrevet, at min jagt efter bogen hidtil havde været frugtesløs.
Men vigtigst af alt havde jeg beskrevet, hvordan alle spor efter bogen eller i virkeligheden manglen på samme pegede i retning af Paul Auster. Ikke kun det mystiske bogtyveri, men også min identitet som bogdetektiv lød som en austersk metadetektivhistorie, kun han kunne have udtænkt.
Mailen havde været insisterende, men jeg havde alligevel ikke forventet at få et svar. Bare det at se hans navn stå foran mig på skærmen, føltes som at være utrolig meget tættere på at opklare bogmysteriet.
Men så begyndte jeg at læse det, Paul Auster havde skrevet til mig:
Dear Sandra Brovall,
Why in the world would I steal something I had donated to ark books in order to help them out? The rumor is absurd, and if it wasn't so stupid, it would be insulting. Surely, people in Copenhagen have more interesting things to do than invent fairy tales about a writer who lives on the other side of the Atlantic Ocean. Put it to rest and forget about it.
Paul Auster
Stupid. Insulting. Fairytales.
Hvordan havde jeg nogensinde kunne tænke, at det var en god ide at sende sådan en mail til Paul Auster? Hvordan havde jeg overhovedet kunne få den tanke, at Paul Auster havde haft bare det mindste at gøre med 'Det Lille Bogtyveri'? Og hvorfor havde jeg i første omgang forestillet mig, at jeg kunne finde bogen?
Jeg følte mig afsløret, flov og latterliggjort. Som en total fiasko som bogdetektiv.
Hvad andet kunne jeg gøre end at følge Paul Austers afsluttende salut:
»Put it to rest and forget about it«.
Auster skriver jo i hånden
Men så var det, at noget slog mig.
Hvis Paul Auster virkelig syntes, at ideen om, at han havde haft noget at gøre med 'Det Lille Bogtyveri', var så dum og fornærmende, hvorfor havde han så taget sig tiden til at svare mig? Paul Auster, en travl mand som skriver alle sine bøger i hånden og notorisk ikke er i besiddelse af en computer og derfor måtte have gjort et ophold i sine skriverier og dikteret hele svadaen over telefonen til sin assistent.
Det virkede usandsynligt.
Og kunne den afvisende, nedladende facon ikke lige netop være en udspekuleret måde at intimidere mig væk fra sandheden? At plottet i 'Det Lille Bogtyveri' endte med, at det var Paul Auster, der havde gjort det, var på ingen måde mere mærkeligt eller usandsynligt end plottet i størstedelen af Austers bøger.
Måske var det her i virkeligheden mit bedste spor. Bare fordi han benægtede det, blev det ikke mindre underligt, at alt jeg havde foretaget de seneste uger som bogdetektiv spor efter spor, sætning efter sætning, lød som en Auster-bog.
Men hvis bogtyveriet og bogdetektivsjagten efter den stjålne bog var et plot udtænkt af Paul Auster, måtte jeg være sikker i min sag.
Stoleleg med identiteter
Det er derfor, jeg nu sidder på Politikens bibliotek omgivet af bøger over for min kollega Bo Tao Michaëlis, som ikke bare er litteraturanmelder og krimiekspert - han er også en passioneret Auster-kender.
Stort set hver gang han anmelder en bog har han en reference til Paul Auster, og man kan ligefrem booke Bo Tao Michaëlis til at holde et foredrag om, hvordan Austers metadetektivromaner har påvirket krimigenren.
Han må være manden til at vurdere, om min fornemmelse af, at der hviler en austerskhed over hele bogtyveriet kun er noget, der foregår oppe i mit hoved.
Jeg går direkte til sagen.
»Kunne bogmysteriet og alt det jeg har haft gang i de seneste uger være et plot udtænkt af Paul Auster?«, spørger jeg.
Bo Tao Michaëlis tøver ikke med sit svar.
»Så afgjort«, konstaterer han og begynder så at udfolde det mest åbenlyse indicium.
»Det første, der peger i den retning, er det, som sætter gang i din historie: At du, en journalist, går ind og påtager dig rollen som bogdetektiv. Auster er jo attituderelativist - for ham er vores identitet hele tiden flydende. Vi har et navn, men det navn er vi ikke forpligtede over for. Andre kan stjæle det, eller du kan gå ind og ændre det«, siger han.
Stolegen om identiteter foregår ikke kun i den 68-årige Austers bøger - som eksempelvis i gennembrudsromanen 'City of Glass', hvor hovedpersonen Quinn, der skriver detektivromaner under et pseudonym, påtager sig rollen som privatdetektiven Paul Auster. Eller i Austers mest personlige roman 'Leviathan', der handler om to mænd, der bytter identitet.
Det foregår også i den virkelige Paul Austers liv, hvor han som ung skrev detektivromaner under pseudonymet Paul Benjamin. Hele Paul Austers forfatterskab kan man tolke som en lang jagt efter hans egen identitet og undren over, hvem han er.
»Når en modernist som Kafka lader Gregor Samsa vågne en morgen og opdage, at han er blevet forvandlet til en bille, er det en frygtelig ulykke. Men hos postmodernister som Auster er identitetstabet er ikke en tragedie. For Auster er det en frihed og en gave, at man kan gå ud af sin krop og få en ny«, siger Bo Tao Michaëlis.
»Og det passer jo fantastisk ind her. Du skifter identitet til bogdetektiv, men du gør det ikke ud fra en smerte, du gør det ud fra en lyst. Det er typisk Auster«, siger han.
Det oplagte austerske gerningssted
Men hvad så med 'Det Lille Bogtyveris' plot: En bog bliver stjålet og en amatøragtig bogdetektiv tager jagten op efter den mystiske bogtyv.
»Hvor austersk er det?«, spørger jeg.
»Det er en gennemgående tematik hos Auster, at forfattere er en stor tyvebande«, siger Bo Tao Michaëlis og giver et eksempel fra en af Austers mest berømte noveller 'Auggie Wrens julefortælling', der senere blev til filmen ' Smoke'.
»Her stjæler en ung mand nogle bøger fra Auggie Wrens kiosk. Auggie løber efter tyven, men finder kun tyvens tegnebog og ender med at udgive sig for at være ham. Den historie fortæller Auggie Wren til novellens forfatter – forfatteren Paul Auster, som så stjæler Auggie Wrens historie«, siger han og fortsætter:
»Bogtyveriet er berettiget ud fra den tanke, at bøger hos Auster er en kollektiv oplevelse. Det står dig altid frit for at digte videre på andres historier. Det er derfor, der i Austers bøger er talrige referencer til eksempelvis Cervantes ' Don Quixote' og Nathaniel Hawthornes 'The Scarlet Letter'«.
I den optik er også 'Det Lille Bogtyveris' gerningssted, boghandlen, et nærmest helligt sted for Auster, siger Bo Tao Michaëlis.
»I en boghandel taler alle forfatterne til dig fra hylderne som et kæmpestort kor. Det ville være helt oplagt, at Auster lod boghandlen være central i handlingen«, siger han.
Livet er meningsløst
Indicierne, der peger på, at 'Det Lille Bogtyveri' er en historie, Paul Auster har haft noget at gøre med fra starten, hober sig op. Jeg burde være lettet, fordi det tyder på, jeg er tættere på en afklaring, men samtidig bliver jeg også ramt af en dyb frustration.
For hvad fanden er så meningen med det hele? Hvorfor har Auster ført mig rundt i manegen som en eller anden idiot på jagt efter en bog og en bogtyv, jeg aldrig finder? Selv hvis det er Auster, der står bag historien, betyder det jo ikke, at jeg løser mysteriet. Bogen er stadig væk, bogtyven er stadig ukendt og 'Det Lille Bogtyveri' er stadig uforløst.
Jeg retter min frustration mod Bo Tao Michaëlis, men han virker ikke frustreret - tværtimod. Udtrykket i hans øjne er ladet med gløden af en indre fryd.
»Det er jo lige netop der, hvor det går ind og bliver halvreligiøst hos Auster. At alt hvad du har foretaget dig, ingen konsekvenser har. 'Det Lille Bogtyveri' har ingen konsekvenser, ud over at tiden går, og du har fået en god historie«, siger Bo Tao Michaëlis og fortsætter:
»Hvis man var modernist, ville man sætte sig ned og sige »Åh nej, hvor er det forfærdeligt, at livet er så meningsløst«. Men postmodernisterne og Paul Auster siger i stedet: »Men så giv det dog for helvede noget mening ved at gøre livet lidt mere underholdende på vej mod afgrunden. Leg bogdetektiv eller femme fatale, eller hvad du nu har lyst til. Bare du fortæller nogle gode historier undervejs«, siger han.
»Men hvor skal jeg så ende historien om 'Det Lille Bogtyveri'?«, spørger jeg.
Der breder sig et smørret grin over Bo Tao Michaëlis ansigt.
»Paul Auster har jo altid været modstander af, at noget slutter. Alle de store krimigåder, Kennedy og Palme, er jo stadig fascinerende, netop fordi de aldrig blev lukket. De bedste historier og den perfekte forbrydelse slutter åbent«.
Nogle dage efter vores snak i biblioteket ankom der en mail fra Bo Tao Michaëlis. I emnefeltet stod der 'Slutning'. Historien herunder er ord for ord, hvad der stod i mailen:
Dette er sjette og sidste kapitel i historien om Det Lille Bogtyveri. Første, andet, tredje,fjerde og femte kapitel kan læses på pol.dk.
Hver fredag har Sandra Brovall desuden besøgt Politikens litteraturpodcast Bogfolk med seneste nyt i sagen. Hør sidste afsnit herunder, hvor du også kan høre mere om den ukendte, men fantastiske nobelprismodtager, hviderussiske Svetlana Alexijevitsj, og om orgasme-bogen ’Kom du?
fortsæt med at læse
