En, to, tre, fire, fem, seks...
Giovanna Alesandro talte højt for sig selv for at se, hvor lang tid det ville tage hende at gå fra Møllegades fortov og...
...syv, otte, ni, ti, elleve...
... træde ind ad boghandlens åbne dør, gå de få meter hen over gulvet, løfte glasklokken på disken, fjerne den lille bog, proppe den i tasken og forsvinde ud ad døren igen.
12 sekunder.
Hun blev selv overrasket over, hvor hurtigt man kunne gøre det, og først da slog det hende. Bogen var ikke bare blevet væk. Nogen havde stjålet den.
Giovanna Alesandro er 25 år og teologi-studerende med lyst hår og næsering og er en af den slags mennesker, som siger, at den bedste bog hun nogensinde har læst er af Rilke og virkelig mener det.
Hun er en af de frivillige i Ark Books, en lillebitte boghandel på en sidegade til Nørrebrogade, der eksisterer i kraft af frivillig arbejdskraft, ubetinget bogkærlighed og crowdfunding. For nogle uger siden - nærmere bestemt lørdag 8. august - blev boghandlen til et gerningssted.
Den dag stjal en ukendt person boghandlens udgivelse med aldrig før udgivne tekster af de verdenskendte forfattere Paul Auster og Siri Hustvedt. Den petroleumsfarvede bog på størrelse med en kvindehånd stod ved butikkens disk i en glasmontre, der understregede dens skønhed og særegenhed. Den er det femte eksemplar af kun seks håndprintede, nummererede eksemplarer og bærer Austers og Hustvedts underskrifter. Dens søstereksemplarer står blandt andet på New York Public Library, Det Kongelige Bibliotek og hos en ejermand, som har købt sit eksemplar til 19.000 kroner på auktion.
Blot dagen før bogen forsvandt havde Giovanna Alesandro ladet sine fingre bladre igennem de hvide, håndtrykte sider af 380 gram tungt papir for at finde et citat, hun kunne skrive på boghandlens rude. I dag, fire uger efter det gik op for hende, den var væk, er det stadig fuldstændig ubegribeligt for hende, at nogen kunne finde på at stjæle bogen.
»Først blev jeg vildt fortvivlet, men efter ikke ret lang tid blev jeg rasende. Bogen er blevet til, fordi forfatterene har foræret os teksterne, og vi har samlet penge ind til at få bogen trykt. Den stod hernede så alle, der ville, kunne få lov til at se den, røre den og læse i den. Det er ikke bare vores bog, det er alles bog«, siger hun.
Hun kigger over på den tomme glasmontre, hvor der i stedet for bogen nu står et skilt, som med hastigt skrevne kapitaler staver ordet 'WANTED!'.
»Det er det frækkeste, jeg nogensinde har været ude for«.
Ingen mistænkte
Giovanna Alesandro er den sidste, der har haft bogen i hænderne, og den første der konstaterede, at bogen var blevet stjålet.
Det er derfor, hun nu sidder her i den slidte, lysebrune lædersofa på gerningsstedet.
Gerningsstedet.
Det er det, jeg konsekvent er begyndt at kalde boghandlen i Møllegade oppe i mit hoved. Siden jeg ved et tilfælde så en video på Facebook, hvor Giovanna Alesandro og de andre studerende bag den crowdfundede boghandel efterlyste den stjålne bog, har det undret mig. Hvem har stjålet bogen? Og hvorfor? Bogen er værdifuld, men ikke mere, end at man kun ville kunne betale nogle få måneders husleje, hvis man fik den solgt. Og kan man overhovedet sælge en så unik stjålen bog nogen steder? Og hvis man bare vil have bogen, fordi man elsker bøger, hvordan kan man så få sig selv til at stjæle den fra et litteraturelskende sted som Ark Books?
Det ligner et mysterium. Et mysterium, jeg gerne vil opklare.
Det første, jeg prøver at få hold på er, hvordan det er sket? Boghandlen er endnu mindre, end jeg havde forestillet mig den, før jeg kom herud. Det virker naturstridigt at slippe af sted med at stjæle bogen ved højlys dag fra en glasmontre i et rum, hvor to personer med hinanden i hænderne kan røre væggene på tværs. Hvordan kan nogen gøre det uopdaget? Og hvad er det for en person, der vil risikere fængselsstraf for en Paul Auster-bog?
Det er præcis de samme spørgsmål, Giovanna Alesandro har stillet sig selv, men uden at komme frem til noget svar. Der var et rend af kunder den dag, bogen blev stjålet, men ingen virkede mistænkelige. Dagen var så almindelig, at de to frivillige, der var på arbejde, først ved fyraften opdagede, at bogen var væk. Og da faldt det dem slet ikke ind, at bogen kunne være blevet stjålet. De troede, at en af de andre frivillige havde lånt den med hjem.
»Der var ingen suspekte personer den dag. Jeg har heller aldrig været ude for, at der var nogen, der var mistænkelige herinde. Folk er altid enormt søde, de vil gerne snakke og drikke kaffe. Det er det hyggeligste sted«, siger hun.
»Det er så mærkeligt, og det er nok derfor, det har taget så lang tid at indse. At bogen måske er blevet stjålet af nogle af de mennesker, der har været herinde«.
Ark Books har nu politianmeldt tyveriet, men som med de fleste mindre tyverier uden tegn på reelt indbrud har det ikke medført andet end en kvittering for anmeldelsen. Ind til videre er der ingen spor af hverken bogen eller bogtyven.
En bogsamler eller en kleptoman?
Det betyder ikke, at Giovanna Alesandro ikke har tænkt over, hvem det kunne være. Vi går udenfor, og hun tænder en tynd, hjemmerullet cigaret.
»Jeg tror, det kan være to slags mennesker«, siger hun.
»For det første en bogsamler, der bare ville have bogen til sin samling. Men jeg kan ikke se, det skulle give mening. En samler er vel sådan en, der viser sine samlervenner, hvad han har, mens de drikker noget rødvin og beundrer bøgerne. Det kan man jo ikke med den her bog, så det virker ret ensomt«.
»Den anden type, jeg tænker, det kan være, er en kleptoman, der bare har ventet på at kunne tage den bog. En impuls, som han eller hun var nødt til at prøve, om de kunne og få et kick ud af det«.
Giovanna Alesandro skodder opgivende cigaretten.
Amatør-detektiven googler
Efter jeg har talt med Giovanna Alesandro, har jeg det lidt ligesom hovedkarakteren Quinn i Paul Austers tidlige hovedværk 'City of Glass' (1985). Han er en krimiforfatter, der påtager sig en privatdetektivs identitet for at opklare en forbrydelse:
»I lighed med de fleste mennesker vidste Quinn så godt som intet om forbrydelse. Han havde aldrig myrdet nogen, havde aldrig stjålet noget, og han kendte ingen, som havde. Han havde aldrig været inde på en politistation, havde aldrig talt med en privatdetektiv, og han havde aldrig talt med en kriminel. Hans kendskab til disse ting stammede udelukkende fra bøger, film og aviser«.
Jeg aner intet om at opklare bogtyverier. Og det eneste, jeg engang har været med til at stjæle, var en hvid eyeliner fra H&M i Lyngby Storcenter i 1990'erne. Jeg har intet begreb om, hvordan man etablerer et motiv, eller hvad der foregår inde hovedet på en bogtyv.
Men det må der være andre, der gør. Hvad for eksempel med det store bogtyveri på det Kongelige Bibliotek, hvor uvurderlige bøger for millioner af kroner forsvandt på mystisk vis. Så vidt jeg husker, blev det opklaret.
Og så gør jeg det, jeg forestiller mig amatørdetektiven Quinn ville have gjort, hvis der havde været internet, dengang Paul Auster skrev 'City of Glass' i 80'erne. Jeg taster 'bogtyveri' + 'det kongelige bibliotek' + 'politi' ind i Google. Der dukker hurtigt en masse artikler om bogtyveriet op.
»Bogtyv stjal for 217 millioner kroner«
»Hvem var han - bogtyven?«
»Otte års fængsel for bogtyveri«
Den pensionerede kriminalinspektør
I en af artiklerne falder jeg over navnet på en kriminalinspektør, som var med til at opklare bogtyveriet dengang i midten af '00'erne.
Henrik Svindt hedder han.
Når jeg googler ham, kan jeg se, at han ikke bare har været med til at opklare bogtyveriet på det kongelige. Han har også været med i efterforskningen af kunsttyverier, drab og bandeopgør. Han må være manden, jeg skal tale med.
Henrik Svindt er imidlertid gået på pension for fire år siden, fortæller de mig, da jeg ringer til Københavns Politi. Jeg kan prøve at lægge en besked hos en af hans gamle kollegaer, siger de.
Allerede samme aften ringer min telefon.
»Det er Henrik Svindt«, siger manden i telefonen.
»Du ville vide noget om, hvordan man opklarer et bogtyveri?«
Dette er første af i alt seks kapitler i historien om Det Lille Bogtyveri. Andet, tredje,fjerde,femte og sjette kapitel kan nu læses på pol.dk. Hver fredag besøger Sandra Brovall desuden podcasten Bogfolk med seneste nyt i sagen. Hør kapitel 1 her:
fortsæt med at læse
