Du har ingen artikler på din læseliste

Hvis du ser en artikel, du gerne vil læse lidt senere, kan du klikke på dette ikon

Så bliver artiklen føjet til din læseliste, som du altid kan finde her, så du kan læse videre hvor du vil og når du vil.

Læs nu
Du har ingen artikler på din læseliste
Artiklen er føjet til din læseliste Du har ulæste artikler på din læseliste

Næste:
Næste:

Du kan ikke lykkes - men det kan lykkes for dig

Hvert menneske ses i stigende grad som den suveræne mester i sit eget liv.

Kultur
Læs artiklen senere Gemt (klik for at fjerne) Læst

Det siges, at sproget fortæller sandheden om vores løgne over for os selv. Man skal bare høre efter, hvad der bliver sagt, så afslører vi os selv. Og en af de historier, vi fortæller i dag, er, at vi kan lykkes.

Det er blevet en nem vending, at hun lykkes med sit projekt. Det sprogligt korrekte er at sige, at det lykkes hende. Men det er hurtigere at droppe det kedelige »det« og gå direkte på den, det handler om. Hun lykkes.

Den lille sproglige forandring er ikke kun et spørgsmål om magelighed eller import af den engelsk vending »she succeeded«. Den reflekterer også en opfattelse af succes. Når vi siger, at »hun lykkes« i stedet for »det lykkes for hende«, skyldes det, at vi betragter succes som hendes personlige præstation. »Hun« bliver subjekt i sætningen, fordi vi regner det for hendes ansvar. Og det er hendes skyld, hvis tingene ikke går, som det skal.

Her bliver det uskyldige »det« besværligt. For hvad er »det«, som lykkes, når det lykkes? Hvem har ansvaret, og hvem skal man drage til ansvar, hvis det mislykkes? Dette »det« er de omstændigheder, som vi ikke er herre over. Og de omstændigheder anerkender vi ikke.

Det svarer til, at det er samfundets skyld, at hun ikke har fået et arbejde, eller dommerens skyld, hvis det ikke lykkes et fodboldhold at vinde.

Det kalder vi i dag for »tudefjæs og »offermentalitet«. Og den går ikke længere i Danmark.

Enhver er sin egen lykkes smed

Vi ser på hvert enkelt menneskes liv som en refleksion af vores vilje, evner og indsats. Hvis vi har fået succes, er det, fordi vi har gjort det godt, og hvis vi ikke har præsteret et liv, vi er stolte over, er det, fordi vi har »fejlet«, som det hedder med et andet nyt udtryk. Hvert menneske ses som den suveræne mester i sit eget liv.

Når vi møder bekendte på gaden, spørger vi stadig »Hvordan går det?«. Her optræder igen det forstyrrende »det«, som antyder, at der er væsentlige faktorer i tilværelsen, vi ikke selv styrer.

Men sådan besvarer vi ikke spørgsmålet: Det er nærmest en erkendelse af fiasko, hvis man svarer, at det går rigtigt dårligt. Sådan svarer man sjældent.

LÆS DEBAT

Der kan være omstændigheder som sygdom, dødsfald eller ulykke i familien, som gør det rimeligt at sige, at det går dårligt, uden at man giver sig selv skylden. Men normalt hører vi spørgsmålet som »hvordan gør du det?«, og normalt svarer vi, at vi gør det godt. Det går kanon.

Vi triumferer i fællesskab, men lider alene

Den positive fortolkning er, at vi moralsk og eksistentielt har gjort hvert enkelte menneske ansvarligt for dets eget liv. Og det er et moralsk fremskridt, at ingen kan undskylde deres egoisme, vold eller overgreb med omstændighederne.

Den negative fortolkning er, at det belaster os voldsomt, når vi foregiver, at tilfældigheder og omstændigheder ikke har afgørende indflydelse. Det bliver til en personlig falliterklæring, hvis vi ikke lykkes, og vi ikke gør det godt. Fiasko bliver således til et tabu.

Nogle unge skærer i sig selv, andre sulter sig. Vi triumferer i fællesskab, men lider alene. Vi taler glad om succes, men snakker ikke meget om fiasko.

Selvoptimering og selvudvikling

En af forklaringerne på forskydningen er det, som er blevet kaldt for »nyliberalisme«. En politisk tendens, som er blevet til en kulturel udvikling, hvor hvert menneske forpligtes på at udvikle og optimere sig selv som en ressource for arbejdsmarkedet, og hvor cv’et bliver en eksistentiel facitliste.

Den professionelle selvudvikling er blevet til en moralsk pligt til at klare sig så godt som muligt i det professionelle liv. Du skal blive til noget.

Annonce

Artiklen fortsætter efter annoncen

Annonce

En anden forklaring er de store frigørelser. Hvis man forkaster autoriteter som Gud, patriarken og overlæreren, tager man selv ansvaret for sit liv. Og så er det svært at skyde skylden på en ulykkelig skæbne bagefter.

En tredje forklaring er psykologiseringen af samfundet. Hvis man hele tiden forklarer alting ud fra sig selv, hvordan man har det, og hvordan man føler sig lige nu, forsvinder forståelsen af alt det andet i verden.

Pointen er bare, at der alligevel altid er ting, vi ikke kan styre, som spiller ind. Homer brugte i ’Illiaden’ og ’Odysséen’ halvguderne som figurer på de faktorer, som kan afgøre, om en pil rammer plet eller ej. Der er i det univers en almindelig forståelse for, at det ikke kun er den, der affyrer pilen, som afgør, hvor den ender.

Vi har ikke længere halvguder til at minde os om alt det andet, som spiller ind og kan gøre forskellen på lykke eller ulykke. Men på en diskret måde minder det uskyldige »det« os om det, som halvguderne var for Homer.

Det, der indimellem afgør, om noget lykkes for dig eller ej.

Læs mere:

Annonce

For abonnenter

Annonce

Podcasts

Forsiden