Band. Det er slovenske Laibach, som den norske kunstner Morten Traavik har skaffet til Pyongyang.
Foto: Carsten Windhorst/DPA (AP)

Band. Det er slovenske Laibach, som den norske kunstner Morten Traavik har skaffet til Pyongyang.

Kultur

Provokunstner sender hårdtslående teknoband til Nordkorea

Norske Morten Traavik har arrangeret to koncerter i verdens mest lukkede land.

Kultur

»LIFE«, bliver der brølet.

Hvorefter sangeren Milan Frans samler armene i livet på sin militærjakke og kigger ud over et Leni Riefenstahlsk landskab. Kameraet panorerer over en flok dådyr i en bøgeskov, herefter en ung blond, firskåren mand. Igen i grøn uniform.

»LIFE – IS – LIFE«, brøler hele Laibach i YouTube-musikvideoen, mens militærtrommer og regimenttrompeter udgør rytmen.

Tekno- og industrialpionererne fra Slovenien havde deres storhedstid i 1980’erne og 90’erne, da især deres hårdtslående cover-numre af populære popsange fyldte dansegulvene på dunkle natklubber.

Sidste år udgav avantgardebandet og kunstkollektivet deres comeback-album, ’Spectre’, og nu skal de optræde ... i Nordkorea, der er kendt som verdens mest lukkede.

Det lyder måske absurd, men ikke desto mindre: I dag onsdag og i morgen torsdag spiller Laibach to koncerter i hovedstaden, Pyongyang.

»Folk har ret i, at det er ret langt ude. Men jeg synes, det passer helt perfekt«, siger Morten Traavik.

Den norske provokatør og kunstner har stået for samarbejdet mellem landet og det slovenske band. Han er selv gammel fan af Laibach og mener, at bandet og det kommunistiske land har en hel del tilfælles:

»Laibach leger med utopier. Deres univers har et autoritært musikalsk sprog fuldt af citater fra fascisme, kommunisme og militarisme. Musik for masserne. Nordkoreas officielle propaganda fremstiller hele tiden landet som verdens bedste land. Det er jo også en utopi. På det konceptuelle plan er det en ren parallel«.

Og her kommer så det sidste tvist: Det slovenske band skal også optræde med kendte nordkoreanske popsange, igen fortolket gennem deres egen meget unikke lyd.

Diskokuglen på tour i Nordkorea

Det hele begyndte med en diskokugle. Da Morten Traavik i 2008 tog til Nordkorea, var det på sædvanlige stramme turistvilkår. Men Traavik var ikke en hvilken som helst turist, så han tog en diskokugle under armen, som han lod sig fotografere med ved alle de obligatoriske stop ved statuer af forgangne ledere og historiske punkter. I øvrigt iklædt jakkesæt og pilotbriller.

Flere musik- og kunstprojekter senere inviterede Traavik en stor flok skolebørn til Bergen for at opføre ’Folk og røvere i Kardemomme By’ med nordkoreansk tvist i nyversionen ’Kardemomyang’. I 2012 stod Morten Traavik desuden for en 17. maj-festival – en fejring af Norges nationaldag – i Nordkorea med lokale opførelser af Edvard Grieg og A-ha.

De mange projekter har opbygget en »tillid« mellem de nordkoreanske kulturmyndigheder og den norske kunstner, der betyder, at landet, hvor størstedelen af befolkningen overhovedet ikke kender udenlandsk musik, nu skal have besøg af Laibach.

»Nordkorea kan opleve et vestligt, moderne, populærkulturelt band med en meget speciel musikalsk identitet. Det viser, at dialog og engagement er vejen frem, hvis man ønsker, at Nordkorea skal være en del af det globale fællesskab i stedet for at være isoleret«, siger Morten Traavik.

Men det er et oplysningsprojekt i begge retninger, mener den norske kunstner:

»Når det nu viser sig, at det er muligt, at et kontroversielt band som Laibach spiller i et ellers tilsyneladende stenhårdt diktatur som Nordkorea, udfordrer det måske også omverdenens syn på, hvad der er muligt i landet, hvis man snakker sammen«.

Han er vant til at forsvare sine projekter i Nordkorea. Især i Norge, der adskillige gange har bevilget kunstneren statslige kunststøttekroner. Morten Traavik remser op:

Jeg er blevet kaldt nordkoreansk medløber, tilgænger af totalitarisme, forkæmper for det værste diktatur siden Hitler

Annonce

Artiklen fortsætter efter annoncen

Annonce

»Jeg er blevet kaldt nordkoreansk medløber, tilhænger af totalitarisme, forkæmper for det værste diktatur siden Hitler«.

De højeste røster mener, at Morten Traavik er en nyttig idiot for regimet.

»Men hvad mener kritikerne er alternativet? I mere end 60 år har vi ført en kold krig med boykot og stadig strengere sanktioner og moralsk fordømmelse. Det har ikke ført nogen steder hen i forhold til at gøre livet for befolkningen bedre. Tværtimod«.

Mads Brüggers stereotyper

Morten Traavik mener, at især mediernes omtale af landet er skyld i, at Nordkorea bliver fastholdt i de samme stereotyper.

»Den skræk for landet er utrolig tabloid, unuanceret og uinformeret. Den propaganda er et spejlbillede af den propaganda, de fører i Nordkorea«.

Den sort-hvide indstilling til Nordkorea har også den danske journalist Mads Brügger »bidraget til«, siger Traavik. Med sin satiriske dokumentarfilm ’Det røde kapel’, hvor han under dække af at være med i en kommunistisk teatertrup forsøger at komme ind bag kulisserne i det lukkede land.

»Det er en morsomt lavet film. Men den er med til at underbygge den herskende kliché om, at Nordkorea er et land af menneskelige robotter, der ikke har humor, og hvor man hele tiden svæver i livsfare, hvis man træder det mindste forkert. Et land, man aldrig kan operere i uden at lyve om sine hensigter«.

Og det er ikke tilfældet?

»Overhovedet ikke. Tværtimod har jeg i mit samarbejde med nordkoreanske myndigheder sagt, at jeg repræsenterer ingen. Ikke deres system og ideologi – eller nogen andres. Kun et ønske om at muliggøre et møde mellem mennesker gennem kunst«.

Det betyder ikke, at Traavik har lov til at gøre, hvad han vil i landet, hvor turister bliver eskorteret rundt af guider og ikke må forlade deres hotelværelser om aftenen. Der er »selvfølgelig« betingelser fra kulturmyndighedernes side, siger Traavik. Først og fremmest må kunstprojekterne ikke kritisere det siddende styre.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Annonce

»Det er en begrænsning, som er nem at forholde sig til. For hvad ville jeg få ud af at tage til Nordkorea og kritisere myndighederne? Man rejser heller ikke til Mellemøsten og kritiserer Muhammed«, siger han.

Det er en langt bedre strategi at spille efter reglerne, siger han.

»Med hvert nyt samarbejdsprojekt vi laver, forsøger vi at flytte grænserne et lille skridt længere«.

Redaktionen anbefaler:

Læs mere:

Annonce

Annonce

For abonnenter

Annonce

Forsiden

Annonce