Du har ingen artikler på din læseliste

Hvis du ser en artikel, du gerne vil læse lidt senere, kan du klikke på dette ikon

Så bliver artiklen føjet til din læseliste, som du altid kan finde her, så du kan læse videre hvor du vil og når du vil.

Læs nu
Du har ingen artikler på din læseliste
Artiklen er føjet til din læseliste Du har ulæste artikler på din læseliste

HELE HISTORIEN: Kongen ville afgive Danmark efter glemt slag

En ny bog fortæller historien om dengang, Danmark var ved at gå under.

Kultur
Læs artiklen senere Gemt (klik for at fjerne) Læst

Det var natten til 29. juni 1864, og noget var i gære.

Så meget var det danske forsvar klar over.

Godt to måneder var gået efter det forsmædelige nederlag til den prøjsisk-østrigske hær ved Dybbøl.

Lige siden havde der været våbenhvile og fredsforhandlinger i London, men 25. juni, ved det 13. møde mellem danskerne, prøjserne og østrigerne, var forhandlingerne brudt sammen og krigen genoptaget.

LÆS OGSÅ

Sammenbruddet i fredsforhandlingerne var primært sket, fordi Danmark – på trods af det eklatante nederlag ved Dybbøl, og på trods af at den tyske hær havde besat det meste af Jylland – stædigt nægtede at gå med til en deling af Slesvig.

Hvor mon de vil slå til denne gang?
Efter Dybbøl havde en stor del af den danske hær trukket sig tilbage til Als.

Andre danske tropper stod i det nordligste Jylland og på Fyn. Og nu funderede danskerne over, hvor prøjserne og østrigerne mon ville slå til.

Men forventningen blandt de danske militære ledere var, at det ville man finde ud af tids nok til, at man kunne nå at flytte rundt på de danske styrker og forsvare de danske øer – og dermed hovedstaden København.

For mon ikke prøjserne ville angribe, sådan som de havde gjort ved Dybbøl: Med først en belejring, så et bombardement og derpå et stormangreb.

En rendyrket katastrofe
Men det gjorde prøjserne ikke. De havde forstået, at krigskunst også handler om at overraske. Og da de angreb Als klokken 02.00 29. juni, tog de danskerne på sengen. Også i dén grad.

At angrebet skete mod Als, var ikke i sig selv den helt store overraskelse.

Danskerne havde hørt det pusle langs kysten inde på det jyske fastland, men at det var lykkedes prøjserne at samle en tusindtallig styrke og flere hundrede landgangsfartøjer til at fragte soldaterne over til øen – det kom alligevel bag på det danske militær.

Desuden angreb prøjserne et helt andet sted, end danskerne havde forventet.
De havde været overbevist om, at angrebet ville finde sted i nærheden af Sønderborg.

I stedet gik prøjserne i land på Kær, halvøen, der strækker sig op i Augustenborg Fjord nord for Sønderborg. Hvor danskerne var svagest og kun havde et enkelt regiment placeret.

Set med militærhistoriske briller var prøjsernes angreb lidt af et mesterstykke. Set med danske øjne var det en rendyrket katastrofe. Intet mindre.

Tilliden til forsvaret forsvandt I løbet af ganske få timer løb den prøjsiske hær danskerne over ende.

Mens danskerne mistede over 3.000 mand – dræbte, sårede, tilfangetagne, forsvundne – begrænsede de prøjsiske tab sig til nogle få hundrede mand.

Men det måske allerværste var, at en dansk illusion – bogstaveligt talt med et slag – var bristet: Illusionen om, at det danske militær til hver en tid ville være i stand til at forsvare de danske øer.

SKRIV

For når prøjserne så let kunne tage Als, hvad skulle så forhindre dem i at tage Fyn? Eller endnu værre: Sjælland? Hvad skulle forhindre dem i at rette et dødbringende angreb mod København.

Og dermed true den danske stats hele eksistens?

Da bulletinerne om det totale nederlag på Als i løbet af 29. juni og dagene derpå nåede frem til hovedstaden, gik indbyggerne, menigmand såvel som statsapparatet, fuldstændig i sort.

Udebliver fra historiebøgerne
Allerede da forfatteren og journalisten Tom Buk-Swienty researchede og skrev bogen ’Slagtebænk Dybbøl’ om det prøjsisk-østrigske angreb på de danske skanseværker i Sønderjylland, undrede det ham, hvor lidt der står i de danske historiebøger om det efterfølgende tyske angreb på Als.

Her bliver Christian IX hædret i det danske landskab med buster og statuer:

»Slaget om Als er på mange måder det glemte slag i danmarkshistorien. Men i virkeligheden er det det slag, der afgør krigen i 1864. Selv om vi har 12.000 mand på Als, bliver vi i modsætning til ved Dybbøl fuldstændig rendt over ende. Ved Dybbøl er der hårde kampe, og prøjserne har også store tab. På Als har danskerne ikke en chance. Og i København er det, som om det først derefter går op for folk, hvad det er, man har kastet sig ud i. Hvad det er for kræfter, man er oppe imod«, siger Tom Buk-Swienty. Om en uge udkommer så ’Dommedag Als’, efterfølgeren til ’Slagtebænk Dybbøl’.



En minutiøs, systematisk og dokumentarisk beskrivelse af nogle af de mest dramatiske dage, uger og måneder i den danske historie.

Hvor den nye nationalliberale bevægelses forestillinger om et stærkt Danmark til Ejderen faldt sammen som et korthus.

Og hvor Danmark for alvor tog skridtet ind i de ubetydelige småstaters rækker. ’Det Slesvigske Spørgsmål’ For at forstå, hvor dybt faldet var, er det nødvendigt at vide noget om, hvorfor Danmark i 1864 var i krig mod Prøjsen og Østrig.


Det var Danmark på grund af ’Det Slesvigske Spørgsmål’.

Før 1864 bestod Danmark af en tysk del – hertugdømmerne Holsten og det lille Lauenborg – og en dansk del, som var kongeriget Danmark nord for Kongeåen.

Imellem de to dele lå, som en slags mellemzone, hertugdømmet Slesvig, hvor en stor del af befolkningen syd for Flensburg overvejende var tysksindede og nord for overvejende dansksindede.

Hertugdømmerne havde, selv om de var en del af Danmark, en form for selvstyre, og Holsten og Lauenborg var desuden medlem af Det Tyske Forbund.

Denne konstruktion kaldte man for den danske ’helstat’, og den var en del af den internationale aftale, som blev indgået i 1814 ved Wienerkongressen, hvor man trak landegrænserne i Europa efter Napoleonskrigene.

Hjælp fra den russiske tsar
I 1848 havde holstenerne og de tysksindede slesvigere gjort oprør mod den danske kongemagt.

Oprøret, der resulterede i treårskrigen fra 1848-50, blev slået ned af danskerne med god hjælp udefra, blandt andet fra det russiske tsardømme.

Russerne så ikke med milde øjne på de nye nationale og demokratiske bevægelser, der var begyndt at dukke op overalt i Europa i første halvdel af 1800-tallet.

Annonce

Artiklen fortsætter efter annoncen

Annonce

Således også i Danmark, hvor den nationalliberale bevægelse med konseilspræsident D.G. Monrad i spidsen havde sat sig for, at hele Slesvig skulle være dansk.

Ikke bare som en del af helstaten, men som en fuldt integreret del af det danske kongerige.

Slesvig var nemlig, mente nationalisterne, gammelt urdansk område. Til gengæld kunne tyskerne så få Holsten og Lauenborg ud fra devisen, at man ville have et rent dansk Danmark.

Problemet med det var blot, at det var i lodret modstrid med den fredsaftale, London-protokollen, som blev indgået i 1852 efter treårskrigens afslutning.

Danmark fremprovokerer krigen
Ikke desto mindre vedtog det nationalliberale flertal i den danske rigsdag i november 1863 ’Novemberforfatningen’, som lagde op til, at Holsten skulle være tysk, mens hele Slesvig – også de dele, hvor der var tysk flertal – skulle være dansk.

I Det Tyske Forbund var Prøjsen sammen med Østrig de stærkeste aktører.

I Prøjsen var Otto von Bismarck blevet udnævnt til ministerpræsident, og han var, som så mange andre regeringsledere i Europa, under et stort pres.

For også i Prøjsen foregik der en magtkamp mellem kongemagten og det nye demokrati, og i den situation var der faktisk ikke noget, Bismarck hellere ville have end en rask krig.

Danskerne gravede deres egen grav
Så for ham var det nærmest en gave fra himlen, da danskerne løb fra London-protokollen.

For at gøre en lang og indviklet historie kort fik Bismarck sin krig. Og de groft selvovervurderende danskere ris til egen røv.

Jeg tror ikke, at man bevidst har lavet en sammensværgelse og sagt, at nu skal vi aldrig tale om det. Det har bare gjort for ondt i lang tid. Dermed er det heller ikke blevet behandlet særlig grundigt i de faghistoriske bøger



»Danskerne har ført en aggressiv udenrigspolitik samtidig med, at man stort set intet har gjort for at opruste. Op til krigen er den stående danske styrke på kun 12.000 mand. Til sammenligning har de to stormagter Prøjsen og Østrig over 500.000 mand, alene i deres stående hær. Det var lidt hovedløst af danskerne at kaste sig ind i den krig«, siger Tom Buk-Swienty.

Men de nationalistiske danskere var altså overbeviste om, at de kunne forsvare det urdanske Slesvig ved at holde fæstningsværket Dannevirke – eller Thyras Vold, som nationalromantikerne kaldte anlægget efter Gorm den Gamles kone Thyra.

Men det kunne de ikke. Og krigen kom til at forme sig som én lang dansk retræte.

Den danske hær trak sig tilbage til skanserne ved Dybbøl, som i ugevis blev bombarderet sønder og sammen, inden prøjserne 18. april stormede anlægget og tvang danskerne til at trække sig endnu mere tilbage – blandt andet til Als.

Ydmygelsen af Danmark

Efter nederlaget ved Dybbøl blev der erklæret våbenhvile og indledt fredsforhandlinger i London.

Faktisk havde Storbritannien, der var på Danmarks side, længe ønsket forhandlinger. Det havde Prøjsen og Østrig sagt ja til, mens danskerne havde sagt nej til at gå til forhandlingsbordet.

Og da det så endelig skete, var de danske forhandlere dårligt forberedte og havde helt urealistiske forventninger om, hvad Danmark kunne opnå, siger Tom Buk-Swienty:

»Man har bidt sig fuldstændig fast i, at Slesvig er dansk. Man kan simpelthen ikke forlige sig med tanken om, at man skal afgive noget af Slesvig«.

Besat af Slesvig som urdansk område
I hele to måneder forhandlede man. Undervejs fik de slagne danskere faktisk tilbudt en grænse, der lå tæt på nutidens, men sagde nej.

Og da prøjserne – meget moderne – foreslog en folkeafstemning i Slesvig om, hvor grænsen skulle gå, rystede danskerne også på hovedet. Danskerne var, med Tom Buk-Swientys ord, besat af tanken om Slesvig som urdansk område.

Til sidst skete det uundgåelige sammenbrud i forhandlingerne, og få dage senere kom så angrebet på Als og det endelige danske nederlag.

Mere tysk end dansk
Det gik nu op for kong Christian IX, at Danmark risikerede at miste meget mere, end man nogensinde i sine vildeste fantasier havde forestillet sig.

Kongen var dødtræt af de nationalliberale, han fyrede sin regering og indsatte i stedet et konservativt ministerium.

Christian IX var selv vokset op i det sydlige Slesvig, han var på mange måder meget mere tysk end dansk, og han fostrede nu den tanke, at Danmark kunne indtræde i Det Tyske Forbund for at redde stumperne.

Og han spurgte – gennem den belgiske kong Leopold I – sin prøjsiske kollega, kong Wilhelm I, om det var en mulighed.

Næppe kaldt landsforræder dengang
Han var, påpeger Tom Buk-Swienty, godt klar over, hvor kontroversielt det ville være i befolkningen, og forespørgslen blev fremsat i den dybeste hemmelighed.

»Kongen gør det ikke af lyst, men fordi han opfatter det som den eneste måde, hvorpå man kan bevare det danske monarki, herunder Slesvig, som en samlet enhed. At der så er en pris at betale i forhold til at afgive suverænitet til Det Tyske Forbund – den pris er kongen klar til at betale«, siger Tom Buk-Swienty.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Annonce

Som også understreger, at kongens handling dengang næppe ville være blevet kaldt landsforræderi.

»Demokratiet er ungt, og der er en stor gråzone, hvor det ikke er helt klart, hvor kongens magtbeføjelser ender. Men man kan roligt kalde kongens forespørgsel til den prøjsiske konge for et kup mod demokratiet«.

Danmark blev ydmyget igen
Og under alle omstændigheder blev der ingen bukser af det skind.

For Bismarck sagde slet og ret nej til den danske konges forespørgsel. Han havde ikke lyst til at få et genstridigt Danmark ind i den tyske fold.

Nogle måneder senere havde Christian IX fået den danske regering med på ideen, og danskerne genfremsatte hele to gange forespørgslen under fredsforhandlingerne i Wien.

Men Bismarck sagde stadig nej. Og fredsforhandlingerne endte med en forudsigelig ydmygelse af Danmark, der mistede både Lauenborg, Slesvig og Holsten.

Det moderne Danmarks fødsel
Fragmenter af den historie, Tom Buk-Swienty fortæller i ’Dommedag Als’, har været fortalt før.

Men bogen er den første samlede og detaljerede fortælling om det sidste slag i 1864-krigen og om det hasardspil med den danske selvstændighed, den danske konge og regering spillede i ugerne og månederne efter krigen.

»Når man læser hovedværkerne om krigen, er disse begivenheder kun nævnt helt sporadisk. Og jeg har flere gange tænkt: Holy shit, står der virkelig, at man forsøgte at få Danmark til at blive en del af Tyskland?«, siger Tom Buk-Swienty.

Hvorfor har de historikere, som trods alt nævner det, ikke gjort mere ud af at beskrive det reelle forløb? Hvorfor vælger man på det nærmeste at fortie det?

»Historikeren Niels Neergaard, som senere bliver statsminister, nævner det i sit hovedværk om krigen ’Under Junigrundloven’ i 1916. Jeg gætter på, at han har ment, at det var for følsomt at gå i detaljer med, så kort tid efter at Christian IX var død. Erik Møller nævner det i et andet hovedværk, ’Helstatens Fald’, i 1954. Og måske han har ment, at det ikke var værd at gøre alt for meget ud af så tæt på Anden Verdenskrig. Men det er alt sammen kun gætterier«.

En fiasko på alle niveauer
Slaget om Als er jo ikke fortiet på helt samme måde. Men alligevel er det aldrig blevet en del af fortællingen om 1864-krigen på samme måde som nederlaget ved Dybbøl. Mange har simpelthen aldrig hørt om slaget. Hvorfor er det gået i den historiske glemmebog?

»Trods nederlaget kunne Danmark bruge Dybbøl til at genopbygge sig moralsk. Man havde kæmpet bravt mod en overlegen modstander. Men nederlaget på Als var en fiasko på alle niveauer. I familier kan der være noget, som gør så ondt, at man bare ikke taler om det, og det er det samme her. Jeg tror ikke, at man bevidst har lavet en sammensværgelse og sagt, at nu skal vi aldrig tale om det. Det har bare gjort for ondt i lang tid. Dermed er det heller ikke blevet behandlet særlig grundigt i de faghistoriske bøger. I historiebøgerne er det Dybbøl, der har sejret«.

Hvorfor er de historier vigtige i dag?

»Alle lande, der har været ude for traumatiske begivenheder, har brugt megen tid på at bearbejde det historiske. Tag borgerkrigen i Amerika. Der er skrevet tusindvis af bøger om den. I de amerikanske sydstater har man talt om nederlaget igen og igen og behandlet det som et personligt traume for at kunne forstå, hvor man kommer fra. Og i dag kan man slet ikke begribe sydstaterne uden at vide, hvad der skete i borgerkrigen«.

»Jeg har kaldt nederlaget i 1864 for Danmarks Stunde Null. Der er et Danmark før 1864 og et andet efter. Det Danmark, vi har i dag, er selvfølgelig også påvirket af så meget andet, men det er der, det moderne Danmark fødes, og megen af vores selvforståelse kommer derfra. Blandt andet vores opfattelse af tyskerne. Før så vi os som en integreret del af Europa med tysk kultur som meget dominerende i Danmark. Men på grund af denne undergangsangst får vi en skepsis over for udlandet, som jeg mener er blevet et meget distinkt dansk karaktertræk«.

Demokratiet begyndte at blomstre
Så uden at tage munden for fuld kan man godt, efter din mening, sige, at modstanden mod EU og den fælles valuta osv. har sine rødder i disse begivenheder?

»Ja, de har rod i det. Det er klart, at der er en masse andre ting, der spiller ind. Men ligesom du i dag ikke kan forstå sydstaterne uden at vide, hvad der skete i borgerkrigen, kan du heller ikke forstå Danmark uden at forstå krigen i 1864. Vi har bare lukket ned for den kendsgerning, at institutioner og kulturelle tankegange er blevet præget af det, der skete dengang. På godt og ondt. For der er jo også kommet positive ting ud af 1864. For eksempel bliver Danmark jo et ufatteligt fredeligt land efter 1864, og demokratiet begynder at blomstre på sin egen danske måde«, siger Tom Buk-Swienty.

»Og så vil jeg som historiefortæller i øvrigt også sige: Det er altså bare a damned good story«.

Læs mere:

Annonce

Annonce

Podcasts

Forsiden