Tager du et par gode kager med? Cremede«, stod der i sms'en. Selvfølgelig gør jeg det. Og står nu i manuskriptforfatter emeritus Mogens Rukovs femtesalslejlighed i det centrale København med en papæske fra Lagkagehuset indeholdende en jordbærkage, en Sarah Bernhardt-kage og en solbær-eclair i hænderne. Samt en liter sødmælk til kaffen. Her skal ikke mangle noget. Vi bliver enige om at sætte os ind i stuen, som er foret med bøger, møbleret med danske klassikere af Vodder, Wegner og Juhl og velsignet med en fuldstændig fantastisk udsigt over Skt. Jørgens Sø. Inden vi går i gang, bakser vi hver en kage over på tallerkenen. Mogens Rukov betragter sin - jordbærkagen - med ømhed i blikket og læner sig tilbage.
En naturlig historie Vi skal tale om Det Nye Testamentes påskefortælling. Om dens betydning for film, romaner, tv-serier - ja, i det hele taget for den måde, vi mennesker fortæller historier til hinanden på. Og den kan næsten ikke overdrives, betydningen, mener den tidligere leder af Filmskolens manuskriptlinje og manuskriptforfatter til blandt andet Thomas Vinterbergs 'Festen', en af dansk films største succeser nogensinde. »Påskehistorien er en fantastisk beretning. Den er en af vores arkehistorier«, siger Mogens Rukov og går om bord i sin kage. Hele forløbet fra palmesøndag til 2. påskedag er, fortæller han med munden halvfuld af flødeskum, creme og fra de varme lande indfløjne jordbær, opdelt i en række mindre forløb og scener, som hver især er brikker til vores fælles forståelse af nogle af tilværelsens helt basale problemstillinger. LÆS OGSÅHvad for en film? »På manuskriptskolen kalder vi den slags historier for 'de naturlige historier'. Hele historien om påsken er en naturlig historie«. Og tilligemed en historie, som er raffineret fortalt og med anvendelsen af en række greb, som hører hjemme i enhver god historiefortællers værktøjskasse. For eksempel at det ikke holdes skjult for læseren, at Jesus skal dø. »Da han ankommer til Jerusalem, ved han, at han skal korsfæstes. Og vi ved det. Det er et godt trick at forudskikke, hvad der kommer til at ske. Mange tror, at spændingen i en historie forsvinder, hvis vi ved, hvad der kommer til at ske. Det er grundlæggende forkert. Vi skal vide, hvad der kommer til at ske. Vi skal vide, i hvilken retning historien går«.
Fortæller, hvem vi er »Men hvor er så spændingen«, spørger jeg. »Spændingen er ikke, hvad der kommer til at ske, men hvordan det sker. Hele vores historieapparat er til for at finde ud af, hvordan vi reagerer, og hvordan andre reagerer i bestemte situationer. Hvordan vi skal leve vores liv. Vi måler hele vores relation til andre mennesker på, hvordan de agerer i forskellige historier«, siger han og skærer en lille bid jordbærkage.

»For eksempel: Hvad gør du, når jeg skriver til dig, om ikke du køber nogle kager med? Du tager kager med. Du er en flink fyr. Og du tager til overflod en liter mælk med. Der findes forskellige andre muligheder. Du kunne have sagt: Gud, det glemte jeg. Eller: Nej, det kan jeg ikke nå. Hver mulighed fortæller noget om, hvem du er«. »Jeg kunne også have sagt, at jeg er journalist og ikke køber mine kilder med cremede kager«, siger jeg. »Ja, det kunne du, og så ville jeg have sagt: Skabehoved. Men det ville have fortalt mig, hvem du er. Og min reaktion på din reaktion ville have fortalt noget om, hvem jeg er. Det er fortællingens styrke. Og derfor skal vi ikke hele tiden sidde og tænke fremefter. Jesus siger, allerede inden vi kommer til Jerusalem: Jeg skal korsfæstes, derfor må vi se at komme til Jerusalem. Så behøver vi ikke sidde og tænke på det, men kan koncentrere os om det vigtige: de menneskelige relationer, og hvordan mennesker reagerer i forskellige situationer«. En åndelig dimension
Et andet eksempel på, hvordan fortællerne, de fire evangelister, bruger forudskikkelse til at skabe spænding, er Jesu forudsigelse af, dels at Judas vil forråde ham, dels at de andre disciple - herunder hans bedste ven Peter - vil svigte ham. Peter bliver forfærdet, da Jesus siger det. Det vil aldrig, aldrig ske, forsikrer han. Og derfra er vi nødt til at læse videre for at finde ud af, hvorfor og hvordan vennen i sidste ende svigter. Og samtidig overveje, om vi selv ville have haft modet til ikke at svigte i en situation, hvor det kunne have kostet os livet at kæmpe for en ven. Også brugen af den dagligdags foreteelse måltidet som ramme for handlinger med enorm symbolsk betydning er raffineret. »Det er en meget direkte materiel og sanselig måde at bruge handlingen på. Skærtorsdag sidder de og spiser, og så siger Jesus: Spis dette brød, det er mit legeme. Drik denne vin, det er mit blod. Han forholder sig på bedste historiefortæller-manér til det konkrete, det faktiske, det, som er der ...«. »Og giver det en metaforisk betydning?«. »Det er det, han gør. Han tager det ud af det faktuelle og giver det en åndelig dimension. Spis det her, ikke fordi I skal være mætte, men fordi I skal være mætte af min ånd. Spis mit kød, fordi det giver jer min ånd. På samme måde med blodet. Hele tiden binder fortælleren det åndelige forløb til det faktiske forløb«. Og fordi måltidet har den intense dagligdags betydning i forhold til vores eksistens, er det den perfekte ramme for et handlingsforløb med en indbygget symbolik, siger Mogens Rukov: »Vi ved jo alle, at uden måltider ville det gå os meget dårligt«. »Ja. Og uden kager …», indskyder jeg. »… ville det gå os endnu værre«, fuldfører Rukov. Det vigtige offer En af Mogens Rukovs gamle elever er Søren Sveistrup, manden bag manuskriptet til tv-serien 'Forbrydelsen'. Som sin lærer mener han, at man dårligt kan overvurdere påskefortællingens betydning for moderne historiefortælling. »Dens dramaturgi er så stærk, at vi stadig kan huske den, selv hvis det er mange år siden, vi har fået den fortalt. Og uden at forklejne paver og præster og reformatorer tror jeg, det skyldes et rigtig, rigtig godt manuskript for at sige det populært«, siger Søren Sveistrup.