Han har set mig skrible på min blok, den hvidhårede herre. Og nu spørger han med uimodståelig midtjysk jovialitet: »Er du ved at forberede dig til den helt store fisketur?«.
Nej, siger jeg, jeg skal ikke ud med snøren. Jeg er her, fordi Den Blå Planet har treårsfødselsdag, og jeg skal se på, hvordan de klarer formidlingen af den store historie om det våde element og dets skællede, gællede indbyggere. Ved åbningen var der stor begejstring for bygningens spektakulære arkitektur, der imiterer en enorm strømhvirvel.







