Havde Sherlock Holmes og Dr. Watson været på banen, havde ordene lydt: »The Games Is Afoot«. Men det er de ikke. Så vi må bare nøjes med at konstatere, at nu er årets udgave af Copenhagen Jazz Festival åbnet. Det er den 38. af slagsen; men desværre den første uden Hugo Rasmussen, som festivalformand Anders Laursen bemærkede i sin indledende tale. Men derfor kan det godt blive en udmærket af slagsen. For Svend Asmussen sendte hilsner, og Laursen fortalte, at sådan en festival er en åbenlys mulighed: for musik, for kærlighed, for gode oplevelser.
Og den første af slagsen var åbningskoncerten. Hold da lige op for et drøn af en omgang musik og lyrik. Skulle man gå omkring og leve med forestillingen om, at jazz’n poetry – eller hvad man nu kalder blandingen af rytmisk musiceren og læsning af tekster – er sådan noget fesent halløj med rullekraveklædte modernistiske digtere, der med salvelsesfuld mine og stentorrøst lader sig akkompagnere af moderat friform jazztrio på Louisiana, så er der grund til at revidere den antagelse. For Søren Ulrik Thomsen og Det glemte kvarter er ikke bare poetens fremragende digte med kongenial tonal ledsagelse. Snarere er det et samlet udtryk, hvor lyrikken forlænges med musik, og musikken vokser ind i lyrikken, så der skabes et aldeles eventyrligt nærvær, som på forunderlig vis komplementerer og kompletterer teksternes tematik: flygtighed, kropslighed og dødelighed. Tid, krop, død.
