På Statens Museum for Kunst hænger et billede af en ung kvinde med en nellike. Hendes smil er drømmende og måske lidt vemodigt, for er hun en ægte Rembrandt? Tvivlen er der. Den har officielt fulgt hende i mere end 15 år, og nu må det være nok. I håb om at komme tættere på et svar har museet netop indledt et forskningsprojekt, der kan blive afgørende for, om hun endeligt skal afskrives eller accepteres i familien. Tvivlen er som sagt udtalt, og den er ikke kommet maleriet til gode, ligesom den ikke har været en fordel for de tre andre af museets Rembrandtværker, der er udstillet i samme sal. »Tilskrivningen er omstridt«, står der på skiltningen, og ingen steder lokker museet med den gamle mesters navn. Heller ikke på den store trappe i forhallen, hvor der ellers i stor skrift reklameres for både Cranach og Rubens. »Det er til sin tid op til os selv at vurdere, om ingen, enkelte eller alle fire billeder kan tilskrives Rembrandt, men vi stikker med dette projekt hovedet frem og løber en risiko for museets samling. Jeg krydser fingre og håber, de kan stå distancen. Det ville være falskt, hvis jeg påstod, at jeg var ligeglad, men vi sætter ikke en sådan forskning i gang for i sidste ende at ignorere resultatet. Det ville være dumt, og skulle det vise sig, at 'Ung kvinde med en nellike' nok ikke er en Rembrandt, er det heller ikke en skam«, siger overinspektør Kasper Monrad. Det omstridte hollandske Rembrandtpoliti (omtalt i den anden artikel her på siden) lagde i sin tid vejen forbi Sølvgade i København og offentliggjorde i en foreløbig udmelding i 1987, at museet ikke kunne være sikker i sin sag, hvad Rembrandtværkerne angår. Museet fik aldrig direkte besked, men valgte alligevel på sin skiltning at gøre opmærksom på striden. Siden er der intet sket før nu. »Vi skulle have fornyet en af vore tidsbegrænsede forskerstillinger, og spørgsmålet var, hvor vi skulle lægge vægten. Jeg så problematikken omkring Rembrandt, som jeg i øvrigt er personligt interesseret i, og det var klart for mig, at det var på tide at få gjort noget ved det«, siger Kasper Monrad. Fascinerende arbejde 'Rembrandt - eller ikke Rembrandt' kunne man groft sagt kalde overskriften for de næste tre år af kunsthistorikeren Lene Bøgh Rønbergs professionelle liv. Og så holder den alligevel ikke, for en af hendes pointer er, at hun næppe kan komme med et endegyldigt svar. Det kan i bedste fald blive til kvalificerede og velargumenterede bud i de konklusioner, hun skal aflevere i 2006. Det er i øvrigt 400-året for Rembrandts fødsel. »Det er et spørgsmål, der ikke kan afklares på få måneder, og jeg vil slet ikke hænges op på noget nu«, siger Lene Bøgh Rønberg, der tiltrådte sin nye forskerstilling som museumsinspektør i tirsdags. »Det var for mig oplagt at søge jobbet«, siger hun, der har beskæftiget sig intenst med hollandsk kunst fra 1600-tallet og har en varm interesse for Rembrandt. Han er en enestående kunstner, lyder det, og hvordan kan hun så være sikker på det, hvis man ikke ved, hvad han har produceret. Lene Bøgh Rønberg griner: »Så meget ligger dog fast, at man kan tillade sig at være fascineret. Men det interessante er, at uanset hvad vi måtte nå frem til, hænger de fire malerier, det hele drejer sig om her, intakte og uberørte tilbage. Og man er gennem årene blevet enige om, at det er gode værker«. »Det er en kompliceret sag. Og et paradoks. Måske bliver myten om Rembrandt devalueret af den der videnskab, men det har relevans at finde ud af, om et arbejde kan kaldes hans. Skal man indkredse en kunstner, handler det også om, hvilke spørgsmål man kan stille til et værk. Det er et spørgsmål om forståelse for hans horisont. Om den kontekst, værket skal placeres i. Finder man ud af, at kunstneren var en helt anden end formodet, skal det sættes ind i en anden sammenhæng«. »Rembrandts stil var populær. Han havde mange elever, der ønskede at lære den, og undervisningen bestod bl.a. i at kopiere. Det er svært at vide, hvad der foregik i mesterens atelier og hvad i elevernes. Mange af dem var dygtige, og i arbejderne fra de virkelig gode af dem, kan man finde hans ånd. Deres billeder er så tæt på, at de er gennemtrængt af den. Nogle udviklede en selvstændig stil, men den ideverden, man bevægede sig i, var den samme, og det kan gøre det uklart, hvem der gjorde hvad«. Seriøs kunst »Vi vil alle gerne have en Rembrandt. Det gælder også Statens Museum for Kunst, men i sidste ende er det ikke et spørgsmål, om et maleri er ægte eller falskt. Det afgørende er, om det er seriøst produceret. Man kan hos enhver kunstner finde svage værker. De kan ikke altid være lige inspirerede og geniale, og omkring den hårde kerne findes der et kvalificeret randområde. Og det interessante ved dette projekt er også, om vi kan få indkredset nogle af Rembrandts elever. Sker det, gør det i givet fald ikke værkerne ringere«, siger Lene Bøgh Rønberg. Hun vil i løbet af de kommende tre år pløje sig gennem den eksisterende forskning på området. Hun vil konsultere og invitere eksperterne og selv nærstudere de fire malerier. Der kan blive tale om tekniske afdækninger, der kan føre ind til underlag og penselstrøg. »Rembrandt Research Project er officielt ikke erklæret for dødt, men forskere er kørt ind og ud af det, og det har ikke publiceret noget siden slutningen af 1980'erne. Der er ingen tvivl om, at en del museer var frustrerede over at få deres 'Rembrandtværker' underkendt, men problemet var også, at det for projektet var et enten-eller. Det tog ikke højde for det samarbejde, der fandt sted på Rembrandts værksteder. I hvor høj grad han har været inde over og sat sit præg på det endelige resultat, for at man kan kalde det en Rembrandt«. Et af billederne bærer ingen signatur. På to af billederne er den svær at se, hvis den overhovedet er der. På det fjerde, nemlig 'Kristus i Emmaus' er den tydelig, og dog er det ikke noget sandhedsbevis. »Hans navn blev mange gange føjet til af andre. Om det er sket her, kan en teknisk undersøgelse af de forskellige lag af fernis måske være med til at afsløre«, siger Lene Bøgh Rønberg. Vurderingerne? Det er ikke dem, museet tænker på, men skulle De ligge inde med en Rembrandt, kan De roligt stryge et par nuller eller tre fra vurderingen, hvis det skulle vise sig at være et elevarbejde. »Vi skal ikke sælge, så vi er ligeglade. Men i givet fald kan vi da glæde os over, at forsikringen bliver billigere, hvis vi skal låne billederne ud«, siger Kasper Monrad.