Det var på alle måder en god sommer. Den 18-årige Louise Mieritz var lige blevet optaget på Statens Teaterskole, stod for at skulle flytte hjemmefra og var taget på interrail med sin kæreste. Men de nåede kun til Paris, før en fod fuld af eksem og vabler stoppede drømmen om at trave Europa tyndt med rygsæk. Det var udelukket at tage til lægen. I stedet måtte Louise Mieritz tage toget tilbage til København. Og spendere en uge i sommerhus med sin søndagsskolelærer, hvor de begge bad for, at foden ville komme sig. Uden lægens hjælp. En uge senere kunne Louise Mieritz tage til Berlin og møde sin kæreste og fortsætte turen. Men som hun siger: »Jeg skulle bare have haft nogen piller. Så var jeg sluppet for det dilemma og for at gå der og lide. Til at begynde med turde jeg ikke at fortælle min kæreste om den eksem. For han ville sige, at jeg skulle gå til lægen. Jeg låste mig bare inde på badeværelset på et hostel og græd og anede ikke mine levende råd. Og jeg turde heller ikke ringe hjem, for jeg ville jo så gerne på den rejse«. Skuespilleren Louise Mieritz skulle blive 27 år, før hun for første gange drak et glas rødvin og for alvor brød med religionen Christian Science, som hendes mor havde opdraget hende i. En religion, der betød, at Louise som barn og ung aldrig har fået medicin eller taget temperatur, når hun var syg, og hvor weekenderne gik med kirkegang og søndagsskole. »Som barn og helt ung havde jeg meget skyldfølelse over ikke at være en helgen. Og over ikke at være god nok til at bede. Christian Science er en øvelse i at hæve sig over materien. Så når man var syg, hed det sig, at den virkelige Louise aldrig var syg. Fordi man er en genspejling af Gud, og Gud er ikke syg. Man skulle bare abstrahere fra sygdommen og fortælle sig selv, at det ikke var virkeligt. Og jo mere, man troede, jo hurtigere blev man helbredt«, fortæller hun. Man havde kort og godt aldrig bare influenza. Der blev altid talt om noget andet, at sygdommen havde en psykologisk forklaring. Og i øvrigt slet ikke fandtes, hvis bare man var i stand til at hæve sig over den. Og at al smerte i verden ville forsvinde, hvis man bad nok. »Det giver jo et kæmpe paradoks. Der er krig. Og der er aids. Men ifølge Christian Science findes de frygtelige ting ikke. I virkeligheden er alt godt. Og det synes jeg var hårdt at leve i. Christian Science er ikke en dommedagsreligion. Man bliver heller ikke straffet af Gud. Kampen foregår inde i dig selv. Men det er altså også ret heftigt«. Et artigt barn Louise Mieritz holder til i en lille lejlighed oppe under taget i et baghus i det indre København. Hun tager imod i entreen med et smil og antydningen af en reservation i sit kropssprog. Bare en lille én. Men straks til at mærke, hvis man har radaren tændt. Med det fint fregnede ansigt, de brune øjne og det rødbrune hår er der noget egernagtigt over den 33-årige skuespiller. Stemmen er lys og diktionen en anelse gammeldags og med en egen sarthed over sig. Det er simpelthen ikke en røst, der er bygget til ord som 'røv', 'fedest', og 'optur'. Men af sted skal de korpulente gloser, når der er brug for dem. »Det ligger ikke til mig bare at slippe kontrollen og risikere at komme til at spilde lidt undervejs. Men egentlig er jeg begyndt at have en fest med at dyrke de der menneskelige ting og svine mig lidt til«, siger hun. Louise Mieritz' journalistforældre mødte hinanden på Jyllands-Posten og Louise er født i Århus, hvor familien boede i to år. Eller indtil Danmark blev medlem af EF og faren blev avisens korrespondent i Bruxelles. Her boede familien de næste fire år, inden de flyttede i hus med have i Gentofte. Det varede to år. For som Louise Mieritz siger: »Det kunne de slet ikke finde ud af, mine forældre. Min far er gartnersøn, men får udslæt på fingrene af grønne planter«. Familien flyttede i stedet i lejlighed i Store Kongensgade i København og Louise gik i en fransk skole på Frederiksberg, hvor dansk var fremmedsprog og fransk førstesprog. Her blev hun undervist sammen med ambassadebørn fra Frankrig og fra fransktalende arabiske og afrikanske lande. »Jeg tror, jeg var et meget artigt barn. Vi fik karakterer hele tiden og jeg lå altid mellem de tre bedste. Og vidste det altid, fordi det blev skrevet op på tavlen. Det var helt grotesk«. Louise havde en ti år ældre halvstorebror, som moren havde fået i et tidligere ægteskab, men følte sig alligevel som enebarn på grund af den store aldersforskel. Hun var også den eneste i familien, der blev draget ind i den religion, moren havde taget til sig som voksen. »Religionen gav mig en tryghed. En vished om, at jeg var elsket. Og at når mine forældre ikke var der, så var Gud der. Det gav mig en ro, og heller ikke i dag er det min motor at være angst«, siger hun. Far på sidelinjen Louises far var ikke religiøs. Men bortset fra en enkelt gang, hvor han tog hende til lægen og fik hende poliovaccineret, blandede han sig ikke. »Som voksen har han forklaret mig, at han var der på sidelinjen og så, hvad der skete. Og hvis han ikke havde fundet det forsvarligt, var han grebet ind og havde kørt mig til lægen. Men jeg har aldrig fejlet noget alvorligt, så derfor blev det ikke nødvendigt. Og derfor blev det heller ikke så tydeligt i forhold til andre mennesker, at vi gjorde tingene på en anden måde«. Når Louise ikke gik i skole, søndagsskole eller kirke, dansede hun ballet. Og så frem til det par gange om året, hvor holdet optrådte på Det Ny Teater. »Det var et gammelt teater med kulisser og rigtig savsmuldsstemning. Jeg kan huske, hvor dejligt det var at komme ind og lave det, jeg havde øvet, og at der var nogen, der modtog det«. Som 11-årig var Louise Mieritz til optagelsesprøve på Det Kongelige Teaters Balletskole. Men kom ikke ind, fordi hendes led var for kraftige og hendes vrist for lille. »Det var jeg meget skuffet over. Men om jeg så blev anorektiker, ville jeg stadig ikke være bygget til at blive balletdanser«. I stedet blev hun optaget på Danmark Show- og Teaterskole på Amager og steppede og dansede jazzdans fire aftner om ugen, mens eftermiddagene gik med at se ugens afsnit af tv-serien 'Fame' igen og igen på video. Et fedt liv alligevel Det var først og fremmest Louises søndagsskolelærer, der fik hende til at hænge på og blive i religionen Christian Science til hun blev voksen. »Hun var fantastisk. Og så vital. Og hun var grunden til, at jeg kunne tænke: Okay, man kan godt være christian scientist og have et fedt liv alligevel. Jeg var sikker på, at jeg også selv skulle være søndagsskolelærer en dag. Det var egentlig først, da jeg holdt op i søndagsskolen, at jeg begyndte at stille alle de der spørgsmål«. Louise Mieritz fik sin første kæreste som 15-årig. Og beholdt ham til hun var 26 år. 19 år gammel gik hun for første gang til lægen. Og bad om p-piller, selv om religionen mente, at sex hørte ægteskabet til. »Det var så grænseoverskridende. Jeg var lige flyttet ud af et kollektiv og ventede på at flytte ind i en ny lejlighed, så jeg sad hjemme i mine forældres gæsteværelse under min mors tag og skulle spise den her p-pille. Jeg kan virkelig huske følelsen af, at den røg hele vejen ned gennem systemet og jeg tænkte: »Nu ændrer jeg noget i min krop«. Og at det føltes så forkert«. Louise Mieritz begyndte på Statens Teaterskole som 18-årig. En artig, flittig og autoritetstro elev, der gjorde hvad lærerne sagde og var en god holdkammerat. Tre måneder før hun var færdiguddannet, blev Louise Mieritz hyret til musicalen 'Gasolin' på Dr. Dante. Og bagefter opfandt hun sammen med Sofie Stougaard, Anne Grethe Bjarup-Riis og Trine Appel 'Emmas Dilemma', der for nogle måneder siden spillede deres 10-års jubilæumsforestilling. »På skolen føler man sig jo som lykkens pamfilius, fordi man er blevet udvalgt. Og så tror man, at det fortsætter, når man kommer ud. At alle teaterdirektørerne kommer styrtende og kappes om at opdage én. Men sådan er det jo ikke. Og jeg synes, man skal forberede eleverne mere på, hvad der venter. Så man måske kommer i tanker om, at man også kunne lave noget selv sammen med et par andre. For det er jeg sgu kommet langt med«. Men hvordan har den artige, ædru pige fundet sig til rette i Emmas støjende dilemma?

»Det må være humorgenet. Sofie kontaktede mig efter at have set 'Gasolin', hvor jeg ramte en streng af noget overdrevet og komisk. Men det er rigtigt, at de andre Emmaer er nogle piger, der både kan få en kæp i øret og råbe højt på en måde, jeg ikke gør. Men jeg nyder egentlig meget respekt i Emmas Dilemma ved at være hende, der sidder tilbagelænet og ikke siger så meget og tænker mit. Og på et tidspunkt når de har talt meget alle sammen, så siger de: Hvad synes du, Louise?«. Med egne ord er hun ikke typen, der kan »sparke røv og skide på de fine manerer«. Og sådan må det bare være. Også selv om det betyder, at der er ting, man ikke får tilbudt. »Hvis man møder en instruktør til en Bodilfest og ikke kan finde ud af at gå hen og sige: »Jeg vil godt være med i dine film«, så må det bare være sådan. For det kan jeg ikke. Det her er en hård branche, fordi det er nogen andre, der dømmer, om man er fed nok. Nogen skal prikke en på skulderen og sige: Det er dig, vi vil have. Og det er det, jeg prøver at holde mig fri af ved eksempelvis at være med i Emmas Dilemma«. Rødvin smager dejligt Op gennem sine 20'ere kom Louise Mieritz kun ganske lidt i kirken. Men hun drak stadig ikke alkohol og først da hun og kæresten gik fra hinanden og Louise efterhånden var blevet 27 år, fik hun sagt højt - og til sin mor - at hun ikke længere var christian scientist. »Blandt mine venner havde jeg fået et ry som en, der aldrig slap kontrollen. Jeg sad bare helt ædru og så dem blive mere og mere stive. Det var blevet en stor del af mig ikke at drikke, selv om jeg næsten ikke var kommet i kirken i syv år. Jeg kunne godt se, at det var rigtigt, at jeg havde en angst for at være dum og pinlig og for at være derude, hvor man risikerer noget, er generøs med sig selv. Og hvor man også kommer til at spilde lidt«. Og da kæresten røg, gled alt det andet lige så stille med. »Det er vel det, man bruger sine 20'ere til: At blive til, stille spørgsmål, frigøre sig og bokse med sit ophav og sin sociale arv. Jeg blev nødt til at bekende kulør og sige: Okay, jeg er skuespiller, jeg er fascineret af kontraster og rødvin smager dejligt. Og jeg vil hellere leve mit liv på en måde, der er nogenlunde i orden end jeg vil bede. Og så opdager man jo, at man godt kan have det sjovt på en druktur. Og at det egentlig også er lidt skægt at have tømmermænd«. Men hvorfor var det vigtigt for dig ikke at komme til at spilde lidt af dig selv?

»Dels ligger det ikke til mig. Og dels var det nok også resterne af religionen. At jeg skulle være perfekt og ikke sige dumme ting eller svine mig til. Jeg måtte aldrig være urimelig som barn. Og det tror jeg virkelig heller ikke, jeg var. Men nu tillader jeg mig så at finde ud af, hvad det vil sige at være urimelig«. Tror du stadig på Gud?

»Ja. Som en kraft. Og som noget, der grundlæggende vil mig det godt. Men jeg har sluppet kirken, bønnerne og reglerne. Og hvis jeg fik eksem på foden i dag, så ville jeg gå til lægen med det samme«.