Det er følelsen af at være blottet, nøgen og sårbar. Du bliver flov. Siger det ikke til nogen. Du får lyst til at grave dig ned i et sort hul og forsvinde fra den heteroseksuelle verden, som du alligevel aldrig har følt dig som en del af«.
Sådan beskriver de tre unge homoseksuelle mænd, Frederik Munk Gammerath, Nicolai Javier Clausen og Dánjal Heine Engholm, det, de alle tre har prøvet - at blive chikaneret på grund af deres seksualitet.
LÆS OGSÅ
De fortæller, at det gør ondt at blive råbt ad. At blive spyttet på er krænkende, og at gå alene hjem fra byen gennem de mørke sidegader, som kendetegner Indre By i København er noget, de for alt i verden undgår.
For her er deres frygt for, at råb og spyt en dag bliver til spark og slag, størst.
En sikker havn
Drengene er ikke alene om at føle sig utryg i denne del af byen. Af 12 bydele i Københavns Kommune udgør Indre By et af tre områder, der ifølge kommunens såkaldte tryghedsindeks har brug for en »markant indsats«.
Latinerkvarteret i København er kendt for at være et charmerende område med butikker, cafeer, gallerier og barer med plads til skæve eksistenser. I de smalle gyder og baggårde til Strøget ligger også størstedelen af Københavns såkaldte homobarer.
Røgmaskinen sætter i gang, og udsynet til dansegulvet sløres af en tyk grå damp. Et øjeblik efter er det umuligt at se noget. Så tændes et stroboskoplys, og blå blink gør det i få sekunder ad gangen muligt at skimte silhuetterne fra de mange dansende mennesker, som fredag aften er taget i byen på homobaren Club Christopher, der blandt stamgæsterne kaldes CC.
LÆS OGSÅ
Her kysser mænd med kvinder, kvinder med kvinder og mænd med mænd.
Og ingen ser skævt til.
Overalt er væggene malet sorte, skosålerne klistrer fast til det fedtede gulv, og på toilettet er pæren sprunget. Ud af højttalerne skråler Rihanna: » We fell in love in a hopeless place«.
Her kan de tre nitten- og tyveårige mænd være i fred. Uden at skrue ned for de løse håndled, som de selv siger.
»Det er det eneste sted, vi unge har«, siger Frederik Munk Gammerath, inden han henter en ny drink i baren.
Arm i arm og hurtige skridt
Frederik Munk Gammerath, Nicolai Javier Clausen og Dánjal Heine Engholm har sammen med tre andre venner varmet op til aftenens bytur hos Frederik, som stadig bor hjemme. Med dåseøl, icetea, vodka og smøger ud ad køkkenvinduet har drengene gjort sig klar til fest, inden turen i samlet flok går med S-toget ind til byen.
De står af på Nørreport Station, tager to og to hinanden under armene og bevæger sig målrettet mod Vor Frue Plads. Et rødligt skær fra lygtepælene kæmper mod mørket på den store plads. Her går de kun, når de er sammen, understreger de.
Drengene er klædt i sorte stramtsiddende bukser. En enkelt har neglelak og butterfly på. En anden nitter på skoene og et kranium af pailletter på sweatshirten. Den tredje bowlerhat og en stor fingerring, som forestiller et lyn.
Et hegn til den anden verden
Natklubben kan ikke ses fra gaden, kun en lille kø af unge mennesker røber, at der sker noget bag porten.
En dørmand lukker de tre venner ind. Som en kridtstreg i en skolegård er den lille baggård delt i to af et primitivt hegn. For i bygningen ligger to barer, en for heteroseksuelle og en for homoseksuelle. Ingen taler sammen over hegnet. Der er ingen grund til at provokere.
Inde på baren kender de fleste hinanden, og drengene har den første time travlt med at hilse på venner og bekendte. De tre venner griner ad anekdoter, de udveksler, danser tæt og driller kærligt hinanden med, hvem der viste de tydeligste tegn på homoseksualitet i folkeskolen.
I baggrunden spiller omkvædet på rapperen Kidds hitsag » Jeg har lavet damer, jeg har lavet damer«.
LÆS OGSÅ
Frederik, Nicolai og Dánjal er enige om, at hvis seksualitet var noget, de selv kunne bestemme, ville de til enhver tid ændre på tingene og være heteroseksuelle ligesom majoriteten. Det ville være et nemmere liv.
»Men det, vi gør, føles så naturligt og så rigtigt; jeg har sgu ikke valgt at være bøsse. Ville jeg nogensinde selv vælge det?«.
Frederik Munk Gammeraths retoriske spørgsmål hænger i luften.
Indtil Nicolai Javier Clausens bryder tavsheden; »Men samtidig så skammer jeg mig ikke over det«.
»Det er de samme følelser«
Da de var yngre, kom de ofte på Vesterbro. Men en sen aften ringede Nicolais søster. Hun var blevet overfaldet, da hun gik med sin pigekæreste i hånden. De kommer der ikke længere. De nævner busstoppesteder, hvor de ikke stiger af. De nævner gader, de aldrig går på. Og en lille gyde ved Super Brugsen i hjembyen bringer ubehagelige minder frem.
Historierne om venner og bekendte fra miljøet, der har været det forkerte sted på det forkerte tidspunkt, er der mange af: drugrape, selvmord og tavshed.
LÆS OGSÅ
»Der er ikke så mange homoer, som jeg kender i hvert fald, der anmelder de her ting. Fordi vi har et eller andet sted affundet os med, at vi ikke skal have lov til at gå hånd i hånd. Det er blevet en selvfølge, at her slipper vi hænderne, fordi her kan vi blive banket. Men det er den samme kærlighed, de samme følelser, den samme kildende fornemmelse i maven. Så der er ikke noget at være bange for«, siger Frederik Munk Gammerath, som er »megatræt af«, at han ikke bare kan få lov til at være den, han er.
»Jeg er ikke noget offer. Jeg er den, jeg er, så bare kald mig bøsse. Det er ikke et skældsord«.
En togtur trods frygten
Hjemturen går ned ad Strøget; her, mener drengene, er politiet mest synligt og belysningen bedst. Inden de skilles, og byturen for alvor er slut, skal aftenens begivenheder opsummeres og evalueres, mens de spiser en shawarma på Shawarma House på Strøget.
LÆS OGSÅ
Frederik Munk Gammerath er den første, der forlader selskabet. Han tager sin mobil op af lommen, tænder en smøg, inden han med raske skridt krydser Rådhuspladsen og går mod Københavns Hovedbanegård. I nat er han, som han siger, stædig og tager toget hjem.
fortsæt med at læse
