Jeg har været ret begejstret for digteren Sternbergs serie af konceptuelle tidsalderdigte, fra ’Stenalderdigte’over ’Depressionsdigte’ til ’Guldalderdigte’. Men med hans nye og fjerde bog i serien, ’Tidsrejsedigte’, er mæthedspunktet til en vis grad nået for mit vedkommende. Jeg har dog på fornemmelsen, at det ikke kun er min egen metaltræthed, der er udslagsgivende; jeg spekulerer på, om ikke simpelt hen denne bog er mindre god end de andre tre. Måske er konceptet bare blevet smule komfortabelt? Her er under alle omstændigheder et digt fra bogen, et af de bedste:

»jeg ser aldrig mine børn/vokse op noget sted//jeg tager væk/selv hvis der er/et barn på vej//jeg hører ikke til hos jer/kære små//som aldrig kommer/til at vide//at jeg rejste i tiden//i stedet for/at blive hos jer//tag med mig//nej/I kan ikke/bliv i den lineære tidsopfattelses univers/sammen med jeres anden forælder/det er ikke til at finde skoler/og børnehaver til børn//som rejser i tiden«.