Der stod han så på scenekanten, alene. Og sang så forførende om den mest svimlende forelskelse, det mest svigefulde bedrag og den største sorg.
Alle menneskelivets mest brændende følelser. Så stilfuld, så sikker, så elegant.
Det perfekte menneske lod alt det uperfekte ligge den brandvarme novemberaften for ti år siden i Parken i København. Hvor George Michael viste sit musikalske format og lod den såre menneskelige uformåen ligge og skvulpe i musikkens melankolske understrøm som en forvirret, ensom og sårbar plastikand, der er suget ud af badekarret og ud på de urolige verdenshave.
Her måtte enhver forventning om sensationer, om uhæmmet underholdning, om leflende popkrikker i fuld galop og om forklaringer, undskyldninger, snak om de personlige nederlag og skandaler, forblive skuffet. Enhver lyst til at glide ind i et musikalsk univers, hvor ingen drøm er for stor og ingen dans for tæt og intens, og hvor alle de tårer, der kan tælles på en kind, er velkomne og giver mening, blev til gengæld indfriet. Til fulde.
