Når en italiener skal fortælle om en bold, der ruller ned ad en bakke, vil han først i én sætning forklare, i hvilken retning bolden bevæger sig. Altså: Nedad. Og derefter om nødvendigt i en ledsætning forklare hvordan den bevæger sig. Altså: Ruller.
Vi danskere pakker måde og retning i én hovedsætning med et enkelt verbum og en præposition, og siger bare, at bolden ruller ned ad bakken.
Derfor er det heller ikke den samme, lille forestilling med arme og hænder, en dansker og en italiener lader udsagnet ledsage af. Vil man mestre et andet sprog til fulde, kræver det altså ikke bare, at man lærer sig ord, grammatik og betoning. Man er også nødt til at tale det med hænder, arme og ansigt. Og det er ikke let. Nogle sprogforskere mener ligefrem, at det nærmest er umuligt at gestikulere flydende på et andet sprog.
»Langt de fleste studier viser, at det faktisk er utrolig svært at tilegne sig de gestiske mønstre, der er typiske på et andet sprog. Derfor er der mange, som sådan set taler et andet sprog ganske godt, men fortsat gestikulerer på dansk«, siger Bjørn Wessel-Tolvig, som netop har forsvaret sin ph.d.-afhandling inden for kognitiv lingvistik om tilegnelse af italiensk tale. Her har han påvist, at sprogstuderende kan blive så dygtige til et sprog, at de så at sige også tænker på det, hvilket afsløres ved, at de også gestikulere som italienere.
