»Jeg mener, vi har været elendige til at kommunikere med folk. Når jeg siger ’vi’, mener jeg den amerikanske regering, men også folk i the establishment, folk med magt. Efter min mening har det amerikanske brand fået nogle slag, når man ser på det fra et pr-standpunkt. De mennesker, der var 18 år, da vi gik ind i Irak, er nu 30, og i den mellemliggende tid har vi ikke effektivt kommunikeret, hvad amerikansk politik er. Noget skyldes Bush-administrationen, men noget skyldes også Obama-administrationen. Jeg taler om unge europæere, unge danskere, og jeg tror, vi har tabt dem. Ikke for altid. Hvis du taler med folk fra Anden Verdenskrig-generationen, dem, der måske er 60 år eller ældre, så er der en oprigtig kærlighed til USA baseret på vores rolle under krigen, Marshallplanen og årene, der fulgte. Går man ned gennem generationerne, bliver denne ægte kærlighed til USA markant mere afdæmpet, og når man når til de yngste, er der en begejstring for USA, men den har mere at gøre med vores kultur: vores byer, tv, film og musik«.
»Der er en skepsis over for vores politik. Emner som våben, racerelationer, vores udenrigspolitik, og det er det, jeg repræsenterer. Jeg repræsenterer naturligvis hele USA, men jeg repræsenterer også vores politiske system, vores udfordringer. Jeg mener, at det i særdeleshed er nødvendigt at tale til de her unge mennesker på en ærlig måde, og de forventer at blive talt til på en ærlig måde. Hvis man tager ud til dem og har en ærlig samtale med dem om de ting, der virkelig optager dem, og besvarer deres spørgsmål – om NSA, handelspolitik, klimaforandringer, menneskerettigheder, valgsystemet, Donald Trump, så kan man faktisk gøre en forskel«.
»Jeg var i Herning og holdt et af mine små 50-minutters foredrag og åbnede for spørgsmål. Det første spørgsmål var fra en fyr, der hedder Søren Nielsen. Han sagde: »Hvordan føles det at være ambassadør for et land, der torturerer sine fanger?«. Jeg elskede spørgsmålet. Alle i rummet blev helt stille, og lærerne sagde noget i retning af: »Du fornærmer ambassadøren«. Det gjorde mig faktisk begejstret, fordi det der gik op for mig, at det er den slags spørgsmål, vi bør svare på som rigtige mennesker. Det er den slags spørgsmål, folk taler om i klasseværelserne. Det var, lige efter at Senatet havde udsendt en rapport om tortur«.
»Jeg svarede på tre måder – og jeg parafraserer, men han vil være enig: »Som menneske væmmes jeg. Som amerikaner er jeg flov. Men som ambassadør er jeg faktisk stolt over at kunne stå her og tale om det, fordi jeg mener, at alt for mange lande rundtomkring i verden ignorerer eller sågar mørklægger deres historie, når der er noget, som de ikke er stolte over. Og hvad du ser i rapporten, som er den, jeg tror, du refererer til i dit spørgsmål, er faktisk et USA, som står frem i forbindelse med et kapitel i vores historie, som vi ikke er stolte af, og som fandt sted for ikke særlig længe siden, blot for nogle få år siden. Vi har alle kapitler i vores liv, som vi ikke er stolte af. Jeg elsker USA, men jeg elsker det for alle dets fejl, for alle dets skavanker, jeg elsker det for dets konstante udfordringer««.
