Folket og kun folket er drivkraften i skabelsen af verdenshistorien. Sådan sagde den kommunistiske Mao Zedong i sin tid, og med det citat som bagage gik et par generationer af historikere i gang med at om ikke genskrive så dog revurdere den hidtidige fortolkning af de uendelig mange begivenhedskæder, der tilsammen udgør vores alle sammens historie. Blandt andet tog man fat på de mange fremstillinger af historien som udtryk for især store mænds store tanker, gerninger og handlekraft.

Konger og rigmænd, bistået af dronninger og hustruer – eventuelt kunstnere og muser, men kun sjældent bønder og bagere, funktionærer og formstøbere, træskærere og telefonistinder. Og disse skønne fortællinger om enkeltpersoners ganske utrolige virkelyst og -kraft fik så af ideologikritikken læst og påskrevet, hvad de fortjente: Ideologibærende formidlinger af et bestemt samfundsideal, det borgerlige. ’Gift ved første blik’ er ægteskabelig narrefisse og ærbødigt skuffejern