»Sorry seems to be the hardest word«, sang Elton John for snart længe siden, men det er ikke blevet mindre svært at sige undskyld. Faktisk ser det ud, som om det er blevet endnu sværere. Paradoksalt nok er det, som om en undskyldning bliver sværere og sværere at få over sine læber, i takt med at undskyldningen som ritual stille og roligt tømmes for tyngde og betydning.
Hvor undskyldningens funktion i udgangspunktet er en forsonende gestus, der skal bane vej for tilgivelse og godt ord igen, så er det, som om undskyldningen er gået hen og er blevet en betændt byld i munden på den offentlige mening.
Man skulle tro, at en undskyldning var en relativt fredsommelig ting, men i øjeblikket kan ikke mange ting få folk på barrikaderne og op i det røde felt som det i udgangspunktet beskedne lille ord ’undskyld’. Men hvordan i alverden er det gået til, at en undskyldning eller en udeblivende undskyldning nærmest per automatik udløser et raseri, hvor menigmand med dunkende årer i tindingen kravler op på debatsidernes barrikader parat til at kæmpe til sidste blodsdråbe? Alt andet end at blive taget til indtægt for en undskyldning.
Hvor hidsigt det forholder sig, fremstår krystalklart efter de seneste to ugers begivenheder. 100-året for Danmarks salg af De Vestindiske Øer til USA druknede nærmest i jagten på en undskyldning. Ville statsminister Lars Løkke Rasmussen (V) på dansk visit til De Vestindiske Øer give en undskyldning til slavernes efterkommere for den danske slavehandel og det danske slaveri, der var nøjagtig lige så grusomt som de andre slavenationers?
