R&B-kvartetten En Vogue er ikoner. Selv når de står på en helt skrabet scene uden nogen former for visuelle distraktioner, uden kæmpe led-skærm, konfetti eller fyrværkeri, ja, selv uden et band. De stod der med baggrundsmusik, der nogle gange lød som karaokemusik. Selv om det vitterlig kun var En Vogue, der stod på scenen i DR Koncerthusets studie 2 fredag aften, leverede de et underholdende show, som føles befriende ukompliceret og nærværende.
En Vogue indskriver sig i en bølge af pigegrupper, der spirede frem i 1990’ernes MTV-æra. Grupper som Brownstone, TLC, SWV, Jade og 702. Det var arvtagerne til den første pigegruppeepoke i 50’erne og 60’ernes. Grupper som The Supremes, The Ronettes, The Shirelles og mange flere.








