Traumatiseret efter sin gravide kones død i et trafikuheld er journalisten Matthew i Mads Peder Nordbos krimi taget til Nuuk for at glemme alt det slemme. Og måske også finde en forsvunden far, engang amerikansk soldat ved Thulebasen? Ikke længe efter ankomsten finder man på kanten af indlandsisen et mumificeret lig. Straks anes en efterkommer af en af de nordboer, der blev dræbt og fordrevet i middelalderen af inuitter fra nord.
Men anelsen standser brat ved, at liget morderisk forsvinder, og snart sker der andre gyselige mord. Samtidig er der tråde tilbage til fortiden. Nærmere betegnet 1973, da nogle mænd blev mistænkt for overgreb på unge kvinder, sågar også udsat for blodskam. To af dem forsvandt og blev aldrig fundet.
Matthew lugter et scoop. Men så krydses hans spor af en småautistisk, sexet og sælsom grønlænderkvinde, Tupaarnaq, just løsladt fra fængslet i Danmark. Pilskaldet og dækket fra top til tå af blomstrende tatoveringer. Lidt mystisk kanske, da pigen har været i fængsel for bl.a. fadermord i 12 år. Jeg troede, at fængselstatoveringer var noget mere primitive end hendes flamboyante art deco. Pø om pø bliver hun og Matthew skæve partnere i jagten på mænd, som skærer andre mænd op.
Krimiforfatter: »Pludselig ligger der en skudt sæl, halvdød i havet, og blodet eksploderer«Hallo! Kluntet og idealistisk journalist lugter lig i skabe samt møder en mut kvinde, tough og følsom, som i øvrigt har haft det skidt med sin far. Er det ikke Stieg Larsson, som banker på? Hans ’Mænd der hader kvinder’ hedder såmænd på engelsk ’Pigen med dragetatoveringen’, en titel, der meget mod Larssons kærestes ønske mere fokuserede på Lisbeth Salanders kropslige seværdigheder end på en socialkritisk historie om misogyne kvindemordere.
Nuvel, vi taler ikke om kopiering, men nok om stærk inspiration. Den ændrer dog ikke ved, at intrigen episk er gumpetungt overlæsset med et plot, som i sin kerne er godt. Om en morder, som sprætter sine ofre op og tager indvolde ud. Men i et vidtsvævende sprog, hvor der veksles mellem deskriptive passager og pludselig staccato. Værre er det imidlertid, at da vor helt finder en ansporende notesbog skrevet af en politimand 40 år før, er den skrevet i nøjagtig samme stil som resten af romanen. Har de to mon haft samme dansklærer?
Dansk krimi om Grønland storsælgerDen gode side er, at Nordbo har fat i en grusom og gribende historie. I god balance mellem fiktion og virkelighed om de mange overgreb på og den udbredte misbrug af grønlandske børn dengang og nu. Tempereret undgår han at bruge den bodsangrende postkoloniale danske skriveskabelon med gængse tone om dengang-vi-var-så-onde. Sol og vind deles nogenlunde ligeligt. Garneret med grønlandsk turisme, isbjerge, som kælver, mens bymennesket skælver ved spisning af råt kød og synet af de smukkeste bjerge. Med en dygtig manuskriptsnedker og en ferm instruktør vil ’Pigen uden hud’ kunne blive til en international billetsælgende filmthriller. Bedre end bogen?
fortsæt med at læse
