Pandora, det var hende med æsken, sendt af guderne, hende med æsken fuld af alskens forbandelser, som hun udøste over menneskene, en straf forklædt som gave. Hos Ursula Andkjær Olsen er hun også hende med dåsen (»Jeg har altid været draget af konserves«), hende med sommerfuglekussen (»den sætter sig, mellem benene, når det passer den«), hende med indkapslingen (det tabte kapslet ind i brystet som et sunket Atlantis), hende med en lille syltedrøm (»måske ville det have en beroligende effekt på mig, dæmpe min angst, at sætte låg på en masse krukker, lukke dem, først fylde dem op og så lukke dem og stille dem«).
Hun er Pandora blue box, Pandora black box, Pandora love box, Pandora naughty box. Og måske en gave forklædt som straf.
Ursula Andkjær Olsen lader Pandora føre ordet eller pennen gennem de 12 ’krisehæfter’, der udgør hendes 470 sider lange prosadebut. Vi kender Andkjær som sprudlende, spiddende lyriker, der lader allegorier og ordspil, mytiske referencer og senkapitalistiske slogans flette sig sammen i et kritisk, ironisk, vittigt væv af stemmer. I krisehæfternes prosa satser hun på én stemme, Pandoras.
Hun lader Pandora åbne æsken, dåsen, krukken, boksen – og ud vælter en ustandselig skriftstrøm: beklagelser, udråb, iagttagelser, drømmereferater, associationer, refleksioner. Selv om det er enetale, er der stadig en flerstemmighed – som en tragisk heltinde eller operadiva spænder Pandoras stemme fra højlydt spot til stille smerte, og ’børnene’ får rollen som et tragediekor, der under fortegnet ’Børnene siger’ jævnligt melder sig med kommentarer: »Børnene siger: – Mor, vi sprøjter lava i dit hjerte«.
