Danske musikere åbner på privat initiativ en kulturambassade i Los Angeles

Det er spild af tid og kræfter, når mange danske kunstnerebegår de samme fejl i mødet med Los Angeles. Via initiativet Nordic LA vil Kristian Riis og Sharin Foo nu dele deres erfaringer.
Det er spild af tid og kræfter, når mange danske kunstnerebegår de samme fejl i mødet med Los Angeles. Via initiativet Nordic LA vil Kristian Riis og Sharin Foo nu dele deres erfaringer.
Lyt til artiklen

Et penthouse med udsigt til det ikoniske hollywoodskilt og med adresse midt i drømmenes by. Nordic LA er navnet på den privatdrevne ’kulturambassade’, som åbner 10. november for at give håbefulde kreative, der søger mod Los Angeles, en blød landing på det, der forhåbentlig bliver en guld- og anmelderrosebestrøet karrierebane.

Nordic LA er et medlemsbaseret arbejdsfællesskab om dagen med mødelokaler med dansk design, lyd- og produktionsstudie, kaffelounge, eventscene og biograf til filmscreeninger. Om aftenen vil stedet åbne for offentlige arrangementer som eksempelvis middage, lanceringer, talks, udstillinger og koncerter med kunstnere fra hele Norden. Kernen er ikke mere end 150 kvadratmeter, men det kan udvides efter behov.

Minister afviser udskældt fusion af kunstskoler

For vi hører om succeserne, kunstnerne som lægger arm med LA og vinder. Om Lukas Graham, der drog til Vestkysten og nu bliver råspillet på de store radiostationer med sit hit ’7 Years’, om Nicolaj Arcel, der fik lov at indspille en Steven King-bestseller, og graffitiknægten Mikael Brandrup, der nu arbejder for Nike og Google og har atelier i Hollywood Hills.

Men mange fejler. Og de skal blive færre, hvis det står til Kristian Riis, som mange vil kende som guitarist i rockbandet Nephew og nu er initiativtager til og medejer af Nordic LA.

»Lige så meget som L.A. er the city of dreams, er den the city of broken dreams. Vi vil gerne være med til, at de kunstnere, som kommer derover, bruger deres tid og penge fornuftigt. At de ikke begår de samme fejl som andre og i det hele taget kommer bedre i gang«.

Stor efterspørgsel

Da bandet for 3 år tiden tog en pause, rejste Kristian Riis til Los Angeles for at hellige sig et sideprojekt, men blev igen og igen kontaktet af kolleger fra Danmark, der gerne ville have hans råd om, hvor de skulle lede efter lokaler, hvor de kunne åbne en bankkonto, hvem de skulle snakke med om visum, osv.

»Jeg ville gerne hjælpe, men det var svært at få tid til at skrive mine egne ting samtidig, så jeg tænkte: Hvorfor ikke lave en soft landing-platform, hvor man kan tjekke ind og møde folk fra branchen?«.

For Los Angeles er en stor by at lande i. Det kræver tid, før man kan orientere sig, der er dyrt at være, og det kræver et sejtræk at etablere sig, hvis man ikke har netværket i orden.

»Los Angeles er verdens underholdningshovedstad, hvor kreative fra hele verden kommer for at arbejde. Dette sted skal hjælpe kunstnere fra Norden til at komme lidt lettere i gang. Vi kan introducere dem for nøglespillere og samarbejdspartnere og give en ny generation af kunstnere mod på at prøve kræfter med Los Angeles«, siger Kristian Riis.

Nordic LA er en privatejet og -drevet platform, som man kan melde sig ind i og og benytte fuld tid 10 dage om måneden eller 10 dage om året, alt efter behov.

Med i projektet har Kristian Riis også musiker Sharin Foo fra The Raveonettes, som har boet i Los Angeles i 10 år, og de to har tidligere samarbejdet om Hurra!, en pop op-galleri/design-butik på Venice Beach. Herfra solgte de dansk design af bl.a. Yvonne Kone, Wood Wood og Hay og dansk kunst og fik her bestyrket deres tro på, at nordiske brands er i vælten på den amerikanske vestkyst.

Samtidig har Foo erfaret, at byen som centrum for underholdningsindustrien har masser at byde på for en dansk musiker.

»I Los Angeles er der en kæmpe kærlighed til det nordiske. Samtidig har byen et kreativt momentum, der bare bliver ved og ved. Los Angeles er dynamisk og spændende, og der sker noget hele tiden. Her er ikke plads til magelighed, det er survival of the fittest, og det giver energi, så man bliver mere målrettet«.

Og netop den målrettede energi er noget, som Nordic LA gerne vil smitte de nyankomne med.

»Jeg er stødt på en masse musikere, der alle har begået de samme fejl, så det giver mening at optimere hinandens proces med videndeling og erfaring«.

Opbakning til ideen

Hidtil har Kristian Riis og Sharin Foo oplevet, at kunsten bliver brugt som glasur ved eksportfremstød i stedet for at spille hovedrollen. Det vil de gerne lave om på.

»Eksportrådet har typisk stået for en messe og tænkt ’Vi skal lige have noget underholdning med’. Og så står man i et hjørne og spiller for 50 danskere og drikker en Tuborg og klapper hinanden på skulderen. Lidt som en pauseklovn. Med dette projekt har jeg tænkt, at kulturen er vores stærkeste brand«, siger Kristian Riis.

Og den idé er der opbakning til. Nordic LA er støttet af en række nordiske organisationer heriblandt Nordisk Ministerråd, Nordic Innovation House, Innovation Norway, Innovation Center Denmark og det finske generalkonsulat i Los Angeles.

Også Gunnar Madsen, leder i Dansk Rock Samråd, Rosa, og medstifter af musikeksportinitiativet MXD, hilser tiltaget velkommen.

Kunstner modtog støtte til musikvideo, hvor hun skyder til måls efter politikere

»Jeg tror bestemt, det kan være med til at stabilisere den fremgang, nordisk musik har haft de sidste 10-15 år, og styrke dem, der vil til L.A.«.

Også direktør for Eksportrådet, Susanne Hyldelund, mener, at Nordic LA lyder som et spændende initiativ til at understøtte den kreative nordiske talentmasse.

Hun skriver i en mail, at man fra Udenrigsministeriets side i tæt samarbejde med Kulturministeriet og Slots- og Kulturstyrelsen arbejder på Det Internationale Kulturpanels strategi for 2017-20.

Her er USA et af de prioriterede lande, og man udvider samarbejdet omkring kulturudveksling i Los Angeles og en række større byer i Midtvesten, hvilket bl.a. skal ses i sammenhæng med oprettelsen af nye generalkonsulater i Silicon Valley og Houston.

»Vi ser i det lys frem til at følge udviklingen af Nordic LA, ikke mindst via den danske repræsentation i området«, siger Susanne Hyldelund.

I første omgang kan Nordic LA huse op til 50 fuldtidsmedlemmer og dertil en lang række medlemmer, der vil have en mindre intensiv brug af huset.

Kristian Riis har desuden planer om at rulle konceptet ud i andre kreative knudepunkter i verden. Næste mål er Tokyo.

Birgitte Kjær

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her