Værten Christian Degn spankulerer rundt i den svenske sne. Han forsøger velment imødekommende at tale det, vi i min familie kalder for Svend Asmussen-svensk fra dengang i Swe-Danes (hvornår, for søren, leverer DR i øvrigt et ordentligt mindeprogram for vor verdensberømte jazzviolinist?).
Vi er til en omgang ’Hammerslag’, nu med skistav og slæde. Med de kendte ejendomsmæglere fra korpset, to solide jyder, hipsteren fra Holbæk og ladyen fra Frederiksberg. Det var sidstnævnte, som sagde de bevingede ord, der gav titlen på denne anmeldelse. Just i relation til en af de tre luksushytter, to i Sverige og en i Norge.








