Der er ikke oplæsning af denne artikel, så den oplæses derfor med maskinstemme. Kontakt os gerne på automatiskoplaesning@pol.dk, hvis du hører ord, hvis udtale kan forbedres. Du kan også hjælpe ved at udfylde spørgeskemaet herunder, hvor vi spørger, hvordan du har oplevet den automatiske oplæsning.
Spørgeskema om automatisk oplæsningFor knap et halvt år siden opfordrede Dansk Kvindesamfund på Twitter som de første herhjemme alle til at dele historier om overgreb og sexchikane med tilføjelse af hashtagget #MeToo.
Dermed var en verdensomspændende bevægelse kommet til Danmark, én fortælling blev til mange, debatten rasede, stormøder blev afholdt, og i dag er måden, vi taler om køn på, en anden.
Uanset om man ser det som godt eller skidt, for lidt eller for meget, har #MeToo forandret Danmark, siger flere eksperter.
»#MeToo i Danmark er først lige begyndt«, siger Bjarke Oxlund, der arbejder med køn og ligestilling for Institut for Menneskerettigheder.
Han ser effekten af bevægelsen i Danmark som en langsommere forandring end i andre lande. Men mange brancher har reageret på MeToo og forsøger at blive klogere på håndtering af sager om sexchikane.
»Hos Institut for Menneskerettigheder lægger vi for eksempel an til i år at undersøge forholdene for unge og elever i restaurationsbranchen sammen med branchens parter«, siger han.
Også kønsforsker Anette Borchorst, der sidste år foretog en omfattende undersøgelse af seksuel chikane på arbejdspladsen sammen med Lise Rolandsen Agustín, ser tegn på, at bevægelsen kommer til at præge vores samfund endnu mere.
Der synes jeg, at den danske debat har været ret sober og konkret. Det er ikke blevet en heksejagt eller en debat, hvor kvinder bare hader mænd
Bjarne Oxlund, arbejder med køn og ligestilling for Institut for Menneskerettigheder
De to forskere er af fagforeninger blevet bedt om at pege på konkrete initiativer til forebyggelse af seksuelle krænkelser i fremtiden. En langvarig proces – hvilket er meget typisk dansk, mener forskeren:
»Det kan godt være, at der ikke er sket kæmpe forandringer på kort tid, men det er danske virksomheder generelt ikke så gode til. Men det gør mig optimistisk, at der er så meget fokus på forebyggelse«.
Problemet med sexchikane på danske arbejdspladser er ellers reelt, viser Anette Borchorsts data. Et forsigtigt bud lyder, at 6 procent af de danske kvinder har været udsat for seksuel krænkelse på arbejdspladsen. Mere specifikke rundspørger fra fagforeningerne tyder dog på, at det snarere er op mod 20 procent.
Alligevel har der de seneste par årtier været meget få sager om seksuel krænkelse ved de danske domstole. En forklaring kan ifølge Anette Borchorst være, at Danmark er det land i Europa, hvor færrest mener, at kønsdiskrimination er udbredt. Det viser tal fra 2015. Relativt få danskere mener i øvrigt, at der skal gøres noget aktivt for at ligestille kønnene.
Mens den langsomme forandring altså ifølge eksperterne er på vej, er der umiddelbart få personlige konsekvenser af MeToo-bevægelsen i Danmark. En sag i Dansk Journalistforbund har medført en fyring, og på DR blev to ledende medarbejdere suspenderet efter ’upassende adfærd’.
I filmselskabet Zentropa er Peter Aalbæk Jensen fortsat producer og medejer – til trods for 9 kvinders efterprøvede vidnesbyrd om årtiers seksuelle ydmygelser og mobning som en del af arbejdsmiljøet. Han må dog ikke længere have med eleverne, de såkaldte småtter, at gøre, ligesom firmaets etiske retningslinjer er opdateret.
