Her er historien om 25 linjers tekst.
Det lyder måske ikke af meget. Men hæng lige på, for det er heller ikke så lidt.
Godt nok er de kun et lillebitte hjørne ud af et samlet korpus af tekst, der, når trykpressen stopper om nogle år, er nået over 10.000 sider, men i sig indeholder disse 25 linjer hele fortællingen om et lige dele ambitiøst og vanvittigt projekt.
De lyder sådan her:
»Kongefamilien opholder sig som regel på Fredensborg Slot om foråret og efteråret. Ved ankomsten om foråret bydes regenten velkommen af Fredensborgs borgere med et fakkeltog, som går fra Fredensborg Station til Fredensborg Slot. Traditionen stammer fra 1988 og er således relativt ung. Dog blev der i 1860’erne, 1880’erne og igen i hhv. 1923, 1968 og 1972 afholdt fakkeltog i forbindelse med særlige begivenheder i kongehuset. Det første juletræ i Fredensborg blev opstillet i 1925. Det skete på foranledning af brandinspektør Peter Poulsen, som samtidig indførte en juleindsamling til byens fattige. Siden er det blevet en tradition, at brandvæsenet henter juletræet til byen. Ved fastelavn er der tøndeslagning på Store Torv i Fredensborg, og til sankthans tændes bålet i Nivå Havn. En række bysamfund holder årlige byfester i kommunen. I Karlebo er det den lokale idrætsforening, der siden 1933 har omdannet fodboldbanerne til festplads«.
Egentlig er beskrivelsen af traditioner og fortællinger i Frederiksborg ikke helt slut med tekstuddraget her, men vi hopper lige ud, inden det ender med et særtillæg. Så hvis I vil høre vandresagnet om troldens latter, der kommer i følgende sætning, og som knytter sig til Smidsbjerg Bakke, en høj i Gunderød, må I have fat i Trap Danmarks netop udkomne sjette bind, der dækker Halsnæs, Gribskov, Helsingør og Fredensborg kommuner.
Trap Danmark, oprindeligt med navnet Statistisk-Topografisk Beskrivelse af Kongeriget Danmark, blev første gang udgivet fra 1858-1860 af Jens Peter Trap, Frederik VII’s højre hånd. Værket går i al sin, komplicerede, enkelhed ud på at beskrive hele Danmark. Både hvad angår natur, kultur og samfund. Hver en lille plet.
Siden førsteudgivelsen er værket udkommet fire gange mere, og den sjette udgave er godt halvvejs. Når denne udgave er færdig, skal der stå 34 bind. Det skal ske inden 2021. At Trap eksisterer, ved mange, at den nye udgave er undervejs, har vi skrevet om her i avisen tidligere.
Men hvordan indsamler man viden om det hele? Hvordan systematiserer man den? Og verificerer? Og vægter den. I en fluktuerende verden, hvor mere og mere er til diskussion og op til den enkelte at definere, står Trap som det stik modsatte.
Et værk, der insisterer på sin egen autoritet, og på, at viden er noget, der kan indsamles, sættes i system og stå tilbage som et korrekt billede på en tid og et sted. På samme måde, som de gamle Trap stadig er et billede på Danmark i lige præcis de år, de udkom (der var for eksempel 2.879 svin og 16.944 høns på Læsø, da Trap var forbi og tælle op til femteudgaven, der udkom i 1960), skal det nye værk have samme kvalitet.
Vi prøver at gå helt tæt på processen.
Hvor går grænsen?
»En af mine mange beskæftigelser«, siger Niels Elers Koch, der er chefredaktør på Trap Danmark og ryster allerede selv lidt på hovedet med et grin.
»Det er at drikke forsoningskaffe«.
Trap Danmark udkommer for 6. gang siden 1750 med en optegnelse over alt i Danmark, ganske simpelt. Græsser, herregårde, sommerfugle, kulturhistorie, børnehaver, færgehavne mv.
Altså med dem, der har skrevet om jernbanerne eller kirkerne, sommerfuglene eller noget fjerde, som synes, de får for lidt plads, og som derfor har skrevet for langt, og derefter har fået skåret deres tekster ned.
Hvis vi for morskabs skyld forestiller os bogprojektet Trap Danmark som et mikroskop, så er Niels Elers Koch okularet, den første linse, du lægger øjet mod, øverst oppe i apparatet.
Han træffer de overordnede beslutninger, det var ham, der skar igennem og inddelte bogen i kommuner i stedet for sogne (som det tidligere har været).
»Historikerne og arkæologerne ville ellers gerne have beholdt sognene. Biologerne og geologerne siger, at biologien og geologien er ret ligeglad med sognegrænser. Så for dem giver det ikke mening at trække grænsen der. Et sted skulle den jo gå, og så sagde jeg kommuner, da en opdeling i de 2.200 sogne ville blive for detaljeret. Det hører jeg stadig for«, siger han.
Det er et fintforgrenet netværk af forskere, der tror på, at nogle ting kan fanges ind og systematiseres - selv i en fluktuerende virkelighed, hvor mange andre ting flyder.
En hel redaktion arbejder for at sikre »det væsentligste forstået som det mest almindelige og det mest specielle for alle steder i Danmark«. Det betyder den »væsentligste viden« om geologi, geografi, biologi, arkæologi, historie, kultur, kunst, arkitektur, samfundsliv og erhvervsliv«.
Når bogværket er færdigt, bør man for alle dele af landet kunne læse om traditioner og fortællinger, ligesom tekststykket ovenfor, der drejer sig om Fredensborg.
Når vi nu står her på kanten af mikroskopet, kan vi lige så godt tage et hovedspring ned gennem indmaden ned til justeringsskruen, der gør billedet klart.
Skruen hedder i virkeligheden Stefanie Høy Brink og er fagredaktør for kultur og arkitektur. Det er blandt andet hende, der er overordnet ansvarlig for, at der kommer den rigtige viden ind om de to emner for hele landet. Det er hende, der siger, at der skal stå 25 linjer om traditioner og fortællinger om Fredensborg kommune. Det tal har hun fra en overordnet fordelingsnøgle, hvor det er bestemt, hvor mange procent hver ting må fylde, så det samlede værk ikke bliver for stort.
Stefanie Høy Brink finder i de enkelte kommuner ankerpersoner, der kan hjælpe med at samle den nødvendige viden. Objektivet på mikroskopet, så at sige. Hun hedder Ida Rosenstand Klahn og er afdelingsleder for nyere tid på Museum Nordsjælland. Hun har blandt andet bidraget med tekster fra Fredensborg og Hørsholm kommuner. Lige nu sidder hun på sit kontor i et gult hus i Hørsholm lige ved siden af det sted, hvor Hirschholm Slot lå, og ved siden af de bygninger »hvor vi forestiller os, at Struense og Caroline Mathilde kissemissede«.
Stefanie Høy Brink er der også.
Men i modsætning til hjemme på museet kan skribenterne ikke bare formulere sig frit i Trap. Byggeskikken eksempelvis, det lyder jo som et område, der ligger lige til højrebenet for arkitekturredaktøren og dennes medarbejdere.
»Men for at oppebære en herregård, så kræver det god, frodig jord. De ligger ofte det højeste sted, hvor jorden er god. Steder, som har med geologerne at gøre. Og arkæologerne har også ofte gjort fund, så de har også en aktie. Sagt med andre ord er det hele et stort puslespil, som, når det er sjovt, passer sammen«, siger hun.
Et puslespil, de på redaktionen holder styr på med et uhyrligt forbrug af post-it-sedler, skemaer og diagrammer.
»Det spændende ved lokalhistorie er, at der er så store fortællinger i alle de små historier. Det fletter sig sammen med den store, nationale historie«, siger Ida Rosenstand Klahn.
Hendes håb og mål med sit lille hjørne af Traps over 10.000 sider er, at læserne ikke bare skal få den leksikale viden, men også »følelsen af Hørsholm«.
Stefanie Høy Brink svarer med et spørgsmål:
»Hvorfor tilbereder man grønlangkål forskelligt i Nordjylland og Sønderjylland?«, siger hun. Og svarer ikke på det, men konstaterer blot, at det gør man, og at det siger noget om os som folk, at vi gør tingene på forskellige måder.
»Og man skal ikke undervurdere, tror jeg personligt, at det også har en betydning for de her traditioner, at de bliver beskrevet. Det underbygger, at de findes, gør dem synlige og gør dem måske endda stærkere«, siger Ida Rosenstand Klahn.
»Jeg bliver glad og stolt, når jeg tænker på, at jeg har været med til en lille smule af det her. Noget, der rækker langt ud over os selv«, siger hun, inden hun inviterer endnu længere ind i maskinrummet på de 25 linjer tekst, denne temmelig meget længere tekst handler om.
Denne udgave af Trap Danmark er nået til Nordsjælland.
Lader vi os dale ned gennem objektivet, lander vi i petriskålen, hvor arkivar Hans Jørgen Winther Jensen står og roder rundt i en reol.
Linjerne om juletræ og brandmænd og fakkeltog tager sit udspring hos ham og andre folk rundt om på lokalarkiverne.
»Det er sjovt, for der går sjældent en uge, hvor jeg ikke selv slår op i et af de gamle Trap«, siger Hans Jørgen Winther Jensen, der er arkivleder ved Hørsholm Lokalarkiv. Han holder til i den lave bygning ved siden af den, Ida Rosenstand Klahn bor i.
Lige nu er Hans Jørgen Winther Rasmussen ved at se på efterladte papirer fra en prominent lokalpolitiker, som skal systematiseres, så der også ligger viden i de rigtige bunker, hvis nogen i fremtiden skulle få brug for at grave i lærdomsbjerget lige på hans lille plet af jorden.
Linjerne om Fredensborgs traditioner og fortællinger er altså trykt. Først kom de i brokker fra lokalarkiverne til den lokale forankringsperson, Ida Rosenstand Klahn, så videre til fagredaktøren, Stefanie Høy Brink, som så redigerede teksten, sendte den til faktatjek og til kritisk gennemlæsning hos en fagfælle, sendte den til tekstredigering, satte billeder på, sendte den tilbage til Rosenstand Klahn og samtidig til en kommunekonsulent, der læste det igennem med andre lokale øjne.
Nu står den lille tekst over siderne 323 og 324 i Trap Danmarks 7. bind ud af 34.
Samme proces gælder for alt andet på de over 10.000 sider.
»Det er jo i virkeligheden et vanvittigt ambitiøst projekt«, som Niels Elers Koch lakonisk bemærker.
»Forskellen på ellers udmærkede Google og Wikipedia og så Trap er redigeringen. Der skal fagfolk til at holde styr på redeligheden«, siger chefredaktøren, der regner med, at det ikke bliver sidste gang, hele Danmark kortlægges ned til mindste gravhøj og mose.
»Mon ikke der går en 40-50 år, så går de i gang igen«.
