Barnepigen er en herlig personage. Slidstærk som bare pokker, modtagelig for fiktionens mange arketypiske projiceringer. Vi kender hende som den jomfrunalske Mary Poppins-fe i sære disneyfarver eller som den uhyggelige dræberheks i Leïla Slimanis aktuelle thriller ’Vuggesang’; men især måske som den klippefaste modersubstitut, matronen med bølgebarm og krammere nok til alle. Den victorianske Nanny kan der helt sikkert skrives stor litteratur- og filmhistorie om.

Men så er der jo også barnepigen, hende den purunge, som så let sætter fluer i hovedet. På husstandens befippede far, men jo også nu og da i knolden på den lille dreng, hun er sat til at vogte.