Officinet i Bredgade er et af byens mindste udstillingsrum. Mange kommer ved en fejl til at gå ind ad døren, fordi de tror, at Officinet er billetsalget til Designmuseum Danmark, som ligger lige ved siden af.
På den måde får folk set en udstilling, de ikke lige havde forventet, de skulle opleve, og da Officinet kun består af et rum, kan man se det hele på ti minutter.
Frem til 20. december vil det dog være ærgerligt, hvis man løber ud af døren alt for hurtigt igen. Udstillingen ’Træ, saks, papir’ minder nemlig om en lille labyrint, som man kan gå på opdagelse i.
Fra Marokko til Japan
Antallet af værker er til at overskue: Fem taburetter, fem skærme, en stol og to værker, der sidder på væggen. Men detaljerigdommen er omfattende og udførelsen i top, så er man klog, sætter man sig på en af arkitekten Else-Rikke Bruuns taburetter (husk at spørge om lov først) og tager det hele ind med øjnene, før man begynder at gå på opdagelse blandt skærmene.
Else-Rikke Bruun er uddannet designer og har efterfølgende uddannet sig som arkitekt.
I dag laver hun møbler, hun finder inspiration til i Marokko, Mexico og Japan. Men hun laver også arkitektur, for som hendes skærme er stillet op i Officinet, kommer de til at fremstå som selvstændige elementer i rummet, der kan gøre det ud for de vægge, der ikke er. En af skærmene er skabt i pæretræ, og det er en træsort, vi ser alt for lidt.
Skærmen er ikke helt så gylden, som skærmen i oregonpine, men pæretræets flammer i overfladen har en helt særlig glød, som er meget indtagende.
En anden stor skærm er skabt i sort flyverfiner og samlet uden brug af skruer. Den ligner et opretstående puslespil, og lyset spiller sit helt eget spil igennem træet. Det gør lyset faktisk i alle Else-Rikke Bruuns skærme, for hun er optaget af, hvordan lys og skygge kan spille et pus med vores opfattelser af møbler og rum.
Her skal ikke siddes
Når man har studeret skærmene på tæt hold og måske leget lidt med tanken om at stille sådan en skærm op hjemme i dagligstuen, er det tid til at kigge grundigt på den stol, som Else-Rikke Bruun har placeret ved en dyb niche til venstre i rummet.
Stolen er udført i bøgetræ, har kun tre ben og et ryglæn, der ikke ser specielt behageligt ud. Men endnu mere ubehageligt er nok sædet, der er udskåret som en hel by, der breder sig ud under en, idet man sætter sig.
Detaljerne på den stol er så fine, at man tilgiver den, at den næppe vil holde mange timer ved spisebordet. Samlingerne, årerne i træet og spidserne på stolebenene smaller elegant ind, så det ser ud, som om stolen står på tå.
Her har Else-Rikke Bruun givet den gas og har skabt et møbel, der ligner foldet papir – akkurat som de værker, der hænger på væggene. De er skåret ud på en cnc-fræser, men kunne være foldet i papir.
Foldet papir
Efter den stol tager man igen et hvil på en af Else-Rikke Bruuns taburetter. De ligner også foldet papir men er udført i oregonpine. Slægtsskabet til japanske Sori Yanagis Butterfly Stool fra 1956 er tydeligt, men hvor sædet på Else-Rikke Bruuns taburet er helt fladt, buer det opad som taget på et tempel på Yanagis lille mesterværk.
Det er en robust taburet, som Else-Rikke Bruun har skabt – måske også lige lidt for robust, for den ser lidt tung ud og står på den måde i skærende kontrast til de svævende skærme, der nærmest danser gennem udstillingsrummet.
’Træ, saks, papir’ er et godt indblik i en verden, hvor design, arkitektur og godt håndværk mødes i selskab med træsorter som pæretræ, oregonpine og bøgetræ. Else-Rikke Bruun eksperimenterer sig frem, men hendes studier standser ikke ved tegnebordet eller i computerens tegneprogrammer. Hun får forvandlet sine ideer til vaskeægte møbler, som er både poetiske og lunefulde.
fortsæt med at læse
