Den tunge dør til kølerummet falder i med et blødt dump.
Et kort øjeblik fyldes det køleskabskolde lager med en frygt for, at døren – ligesom i ’Ondskabens hotel’ – kun kan åbnes udefra. Manden, som har lukket den isolerende ståldør, besidder med skiftevis opspilede øjne og bredt smil en mimik, der til forveksling minder om Jack Nicholsons.
Men det er begejstring, ikke vanvid og vrangforestillinger, der stråler ud af Lars-Martin Sørensen, forskningsleder ved Det Danske Filminstitut (DFI).
Det er en ønskedrøm
Lars-Martin Sørensen, Det Danske Filminstitut
En glæde, som relaterer sig til filmhistorie fra længe før Jack Nicholsons tid. En nyhed, som vil få filmforskere, -nørder og -aficionados verden rundt til at hoppe ekstra begejstret i kontorstolen eller biografsædet.
350 timers materiale
DFI er nemlig blevet tildelt 30 millioner kroner af tre fonde til at digitalisere hele den danske stumfilmsarv. Hele molevitten, fordelt på 415 titler og over 350 timers materiale, skal gøres tilgængelig for et moderne publikum.
Lige fra Asta Nielsens overlegent sensuelle forførelsesdans i Peter Urban Gads ’Afgrunden’ fra 1910 til størstedelen af filmene med makkerparret Fy og Bi, Fyrtårnet og Bivognen, hvis popularitet er noget af det tætteste, vi i Danmark kommer på Gøg og Gokkes.
Asta Nielsens dans fra 'Afgrunden' (1910) er kendt verden rundt for sit erotiske udtryk, og blev blandt andet bortcensureret i Sverige. Derfor er klippet her bevaret i så god kvalitet. Det Danske Filminstitut
»Det er en ønskedrøm«, bliver Lars-Martin Sørensen ved med at sige. Hver gang med ekstra tryk på stavelserne.
Danmarks »største filmhistoriske formidlingsprojekt nogensinde«, kalder han det også.
Danskerne bliver de første
Det er derfor, Lars-Martin Sørensen render rundt i DFI’s filmarkiver i et gennemblæst farveløst industrikvarter i Glostrup.
På de meterhøje reoler ligger Fy og Bis ’Don Quixote’ fra 1926, hvor hele det storsatsende filmhold drog til Spanien for at optage, side om side med børnefilmen ’Hannibal og Jerry’ og en mere pikant sengekantsfilm som ’Uden en trævl’.
De mange kølerum skal holde DFI’s titusindvis af filmruller i god stand, og Lars-Martin Sørensen fremviser nogle af de titler, som nu skal have, hvad han kalder »the royal treatment« og gøres klar til det 21. århundredes flade skærme.
Det er Augustinus Fonden, A.P. Møller Fonden samt Aage og Johanne Louis-Hansen Fonden, der hver især donerer 10 millioner kroner til projektet. Fem år er der sat af til at digitalisere titlerne.
Danmark er de første
Når hele arbejdet er færdiggjort, vil alle stumfilmtitlerne ligge frit tilgængeligt på internettet. Ikke bare danskere, men folk i hele verden kan få indblik i en filmhistorisk tid fra 1910 og indtil tonefilmens indtog omkring 1930, hvor Danmark anført af Nordisk Film var blandt de førende filmnationer på verdensplan.
»Der er ingen af de andre store stumfilmsnationer, Tyskland, Frankrig og USA, som har gjort det her, taget hele den bevarede arv og gjort den digitalt tilgængelig globalt. Det bliver Danmark det første land til at gøre. Det er vi stolte af«, siger Lars-Martin Sørensen.
Der er ingen af de andre store stumfilmsnationer, Tyskland, Frankrig og USA, som har gjort det her
Lars-Martin Sørensen, Det Danske Filminstitut
Mens digitaliseringen foregår, bliver Lars-Martin Sørensen ansvarlig for et treårigt dansk-tysk forskningsprojekt, som blandt andet skal kigge nærmere på, hvilken filmhistorisk betydning det kan have, når film, ingen har set i 100 år, bliver tilgængelige.
Kan der være mesterværker iblandt?
Et element af begejstringen for det nye projekt kommer naturligvis med udsigten til at restaurere mange af de førnævnte klassikere på ny og give dem et ekstra løft.
Også glædeligt og potentielt banebrydende er, at der blandt de 415 titler ligger omkring 50, som ingen overhovedet har set, siden de blev sendt i biograferne for op imod 100 år siden.
En af dem er Nordisk Films svanesang, ’Jokeren’, fra 1928. En stort anlagt film med både franske, tyske og danske skuespillere, som blev optaget i Sydfrankrig, hvor handlingen foregik. Hidtil har al viden om den film baseret sig på arkivbilleder, biografpamfletter og andre skriftlige kilder. Der findes formentlig kun få eller slet ingen nulevende mennesker, der har set ’Jokeren’.
De fleste af filmene vil være sindssygt flotte. Så kan man jo håbe, at nogle af dem er spændende
Thomas Christensen, museumsinspektør hos DFI
Hidtil har et kommercielt princip udgjort udvælgelsesmetoden til, hvilke film der skal digitaliseres – hvis Nordisk Film så en forretning i det – eller der er foregået en filmfaglig vurdering, hvor nogle mennesker på baggrund af skriftligt materiale har vurderet, at en film var restaureringsværdig.
Det nye projekt kan derfor vise sig at tilføje nye puslespilsbrikker til det større billede, forklarer Lars-Martin Sørensen.
»Jeg tvivler på, at vi går ind og finder et mesterværk, som i international henseende og kunstnerisk kvalitet kan konkurrere med Carl Th. Dreyers ’Jeanne d’Arcs lidelse og død’, men vi kan på den anden side heller ikke udelukke det«, siger Lars-Martin Sørensen.
Pris: 60.000 kroner per film
Et andet eksempel på noget glemt, som muligvis er guld, er filmserien ’Jafet, der søger sig en fader’.
Fire film af i alt otte timers varighed med store opsætninger, gennemførte kostumer og massevis af statister – film, hvoraf kun originalnegativerne fra optagelserne er tilbage.
»De fleste af filmene vil være sindssygt flotte. Så kan man jo håbe, at nogle af dem er spændende, sjove og måske endda glemte mesterværker«, siger Thomas Christensen.
Han er museumsinspektør hos DFI og vil især komme til at arbejde med restaureringsdelen af projektet.
Og med en gennemsnitlig pris på omkring 60.000 kroner for hver time stumfilm, som skal digitaliseres, er det noget af en opgave.
Et stort sammenligningsarbejde
Med projektet Danmark på Film, hvor DFI med penge fra staten er ved at digitalisere gamle dokumentariske klip, er Filminstituttet allerede i gang med en lignende arbejdsproces, men med de nye midler i ryggen er det muligt – og nødvendigt – at fordoble antallet af folk, der arbejder med det i Glostrup.
Ud over personaleøgningen bliver det også en opgradering på den materielle front.
Det er et stort sammenligningsarbejde. Har vi fem kopier af en ’Fy og Bi’-film, ser vi dem alle sammen igennem
Thomas Christensen, museumsinspektør hos DFI
Ind ved siden af de mobile reoler, hvor man frygter at blive glemt eller klemt, mens man kigger på filmruller eller rekvisitter, skal de have en ny filmskanner, maskiner til at restaurere filmene og justere farverne.
Fyrtårnet og Bivognen nåede at lave over 50 film sammen. Her ses de i 'Filmens Helte' fra 1928. Det Danske Filminstitut
Alt sammen, så stumfilmene opfylder Lars-Martin Sørensen og Thomas Christensens mål. At bringe filmene så tæt på premiereversionen som overhovedet muligt.
Mangler en film tekststykker mellem scenerne, skal de genskabes. Er det tydeligt, at visse scener i filmen har haft en tinte for at illustrere dagslys eller tusmørke, må det ordnes.
Hvis en tysk version af filmen er 15 minutter længere end en svensk, men den svenske er i bedst kvalitet, bliver det vurderet, hvad der giver det mest komplette indtryk.
»Det er et stort sammenligningsarbejde. Har vi fem kopier af en ’Fy og Bi’-film, ser vi dem alle sammen igennem«, siger Thomas Christensen.
Sex, vold og narkomisbrug
Thomas Christensen er allerede tyvstartet lidt.
Ved siden af sit spolebord, der mest af alt ligner en smuk bastard af en dj-pult og en symaskine, står en ordentlig stak filmdåser placeret. Orange klistermærker vidner om brandfaren ved de gamle nitratfilm. Det er den slags film, de bruger i Quentin Tarantinos ’Inglorious Basterds’ til at brænde en biografsal ned, som Hitler er gæst i.
»Du kan skrive, at det brænder med en smuk orange flamme«, griner Thomas Christensen.
Der er en grund til, at DFI opbevarer sine 25.000 spoler nitratfilm i 55 isolerede bokse i et afspærret område i Store Dyrehave i Hillerød.
Thomas Christensen finder et afklippet stykke film frem og stryger en tændstik. På to sekunder er det gråsorte plastikstykke krøllet sammen.
Stor filmhistorisk værdi
Det er langtfra alle 55 tons nitratfilm, som skal digitaliseres i netop dette projekt.
Skal en film for eksempel kun være tilgængelig på internettet, kan man muligvis nøjes med det lave gærde og i stedet tage fat i en 35-millimeters kopi af nyere dato på ikke brandfarligt filmmateriale, som ikke kræver de samme sikkerhedsforanstaltninger.
Både Thomas Christensen og Lars-Martin Sørensen ved godt, at 100 år gamle stumfilm ikke umiddelbart er det mest kommercielt appellerende i verden. Her kan de 30 millioner kroner også hjælpe.
Det kan godt være, at filmene er produceret for mange år siden, men emnerne kan være fuldstændig lige så rødglødende i dag som dengang.
Lars-Martin Sørensen, Det Danske Filminstitut
»Filmene har mere end bare filmhistorisk værdi. De har også aktuel samfundsrelevans. Det handler om sex, vold, slaveri, narkomisbrug, jødeforfølgelser og science fiction. Og så er der de tidløse kunstværker, som er fantastiske at se alene for filmkunstens skyld«, siger Lars-Martin Sørensen.
»Det kan godt være, at filmene er produceret for mange år siden, men emnerne kan være fuldstændig lige så rødglødende i dag som dengang. Virkemidlerne, de filmiske, er anderledes. Men problematikkerne kan være lige så aktuelle i dag. Det er vores opgave at formidle det, og det kan vi med dette projekt«.