Det, der ærgerligt nok blev den største overraskelse for mig ved Thundercats koncert onsdag aften i København, var, at hans episk snørklede og vildt ambitiøse musik kunne lyde så relativt tam og uinspireret live.
At kompositorisk perfektionisme og ekvilibristisk spil kunne leveres med så sløset og stenet en energi.
For Thundercat er helt sikkert en gudbenådet musiker og producer og det vildeste orakel på en bas. Der må foregå en eller anden overnaturlig kommunikation mellem hans hjerne og fingre. Det, han har gang i, ligner en olympisk disciplin. Jeg ville nødigt være Thundercat på en dårlig dag.
Men det så lige præcis ud til at være, hvad der skete for Stephen Bruner i Store Vega. Her var han trådt ind på scenen med sine to medmusikanter, en på tangenter og en på trommer. Selv med sin bas, som han kælede for som en venlig mand med et stort våben. Antitesen til tidens gale massemordere. Den marginaliserede, sorte mands kærlige hævn. Det er svært at forestille sig nogen stå mere solidt på et gulv end ham. Ikke til at sige, hvor bassen starter og kroppen slutter.
Men selv om de lagde ud med guld, bemærkede man næsten ikke, at de var gået i gang. Det var ’Rabbot Ho’ fra Thundercats fjerde album, sidste års ’Drunk’ – et vildt og hvirvlende afrofuturistisk konceptalbum og mesterværk, hvor Thundercat i en idiosynkratisk blanding af blød funk, fusionsjazz, soul og hiphop forsøger at spille sig igennem sort musikhistorie og en sort samtid, hvor han lige så ironisk som inderligt og ambitiøst prøver at spille sig frem til andre måder at være til stede i verden på. Som sort mand i en tid med Trump. Når man helt reelt går rundt og frygter, at politiet kommer og slår en selv eller nogen, man elsker ihjel.
Hans blanding af sødladne ballader og historisk bevidsthed, blandingen af psykedelisk legesyge og dyb alvor giver politisk genlyd. Her bliver udsigtsløshed til andre fremtidsscenarier.
’Drunk’ er lige så forbundet til samtiden, som den stikker af i alle mulige forestillinger, for eksempel om et efterliv. Bruner synger også om, hvor fedt det er at være kat – han har lige fået sin egen kat tatoveret, altså på sig selv, fortalte han os fra scenen – og om hvor irriterende det er at havne i en friend zone.
Men denne humørsyge var ved koncerten erstattet af en mere jævn energi, der aldrig kom helt i omdrejninger eller rigtig løftede sig selv eller publikum.
På ’Bus In These Streets’, hvor han synger om, hvor fedt det er at være på Twitter – »Where would we be if we couldn’t tweet our thoughts?« – måtte han stoppe op, fordi det ikke fungerede. Sympatisk selverkendelse, men det var virkelig også helt off. Publikum tilgav ham gerne. Han er jo en sympatisk fyr, det store korpus med den blide falset, der i værste fald kan lyde som en kat, der kæmper for sit niende og sidste liv. Sådan noget var der bare lidt for meget af.
Der manglede struktur rundt om improvisationerne, og så gik der baggrundsstøj og øvelokaleenergi i den. Kig lige ud over scenen og mærk rummet, tænkte man. Det var selvfølgelig i sig selv fascinerende at se Bruner tumle rundt som musikkens stenede arkæolog, der gik og rodede med sin bas i musikhistoriens krater og ikke havde svært ved at finde guld.
Men man savnede også noget af det tilbagelænede ved ’Drunk’, den bløde, kælne, helt cheesy vellyd, som når han inviterer yachtrock-koryfæerne Michael McDonald og Kenny Loggins med på et af numrene.
»Hvor mange af jer har albummet ’Drunk’«, spurgte Bruner så ud i salen, da han mod slutningen havde fået spillet sig varm og var blevet lidt mere opmærksom på, at der også var et publikum til stede i rummet.
»I er grunden til, at jeg stadig har min lejlighed«, sagde han så, inden han begyndte at runde af med hittet ’Them Changes’, der endelig fik gang i både ham selv og i publikum.
Det var godt nok at se ham give lidt slip, denne ellers så pålidelige og perfektionistiske producer og sessionmusiker, der blandt andet har spillet med på Erykah Badus ’New Amerykah’ og Flying Lotus’ ’Cosmogramma’, Flying Lotus, hvis pladeselskab og eksperimentarium Brainfeeder, Thundercat også udkommer på.
Sammen med saxofonisten Kamasi Washington havde Bruner desuden en vigtig finger med i spillet på Kendrick Lamars mesterværk og politiske manifest ’To Pimp a Butterfly’.
Men koncerten var en mere ufokuseret end forløsende omgang. Som min ledsager meget rammende sagde, lød det, som om de jammede hen over en jamsession. Sådan var det. Og det var mit indtryk, at Thundercat bare ikke går særlig meget op i at spille live.
fortsæt med at læse
