I rapporten, der fokuserer specifikt på de Unesco-steder i middelhavsregionen, som i øjeblikket befinder sig mindre end 10 meter over havets overflade, er det blandt andet 14 italienske, syv kroatiske og fire græske steder med verdensarv, der vurderes at befinde sig i farezonen. Det gælder eksempelvis for middelalderdelen af Rhodos by, den lava-oversvømmede by Pompei og det romerske kejserpalads i kroatiske Split.
Men også i Mellemøsten og Nordafrika er en lang række steder i farezonen for at live beskadiget – for eksempel den gamle by i Tunis og verdens ældste beboede by, libanesiske Byblos. Også i den såkaldt hvide by i israelske Tel Aviv er 4.000 huse overvejende i Bauhaus-stil fra 1930’erne på listen.
Ifølge Anne Mette Rahbæk er de dystre udsigter ikke overraskende. Hun har arbejdet en årrække med verdensarv som den danske repræsentant i forhold til Unesco og Verdensarvskonventionen og desuden har været medlem af Den danske Unesco-nationalkommission siden maj som repræsentant for kunst- og kulturområdet.
»De dystre udsigter skyldes ikke mindst, at historiske byer og områder med verdensarvsstatus ofte blev anlagt omkring vandvejene – have og floder, hvor meget handel foregik – der som følge af klimaforandringer kan gå over deres breder, og det kan have ødelæggende konsekvenser. Der kan være tale om ganske betydelige ødelæggelser, hvilket vi allerede har set med oversvømmelser i Europa og ekstremt vejr i form af orkaner i Mellemamerika«, siger hun.
